Forside * Nyheder

Nu kommer ’Halo’-serien endelig

-
Skuespillerne, der nu går igang med at indspille ‘Halo’-serien (Foto: Showtime).

Når man tager science fiction-serie-boomet på streamingtjenesterne i betragtning, er det et under, at det først sker nu.

Men nu begynder produktionen på den længe ventede TV-serie baseret på ’Halo’-spilserien. Det er en serie, der har måttet springe over en hulens masse hurdles for at blive til virkelighed, men nu ser det altså ud til at ’Halo’-fans kan begynde at glæde sig.

Annonce:

Disse fans skal dog stadig vente indtil 2021, inden serien ruller over skærmene. Når det sker, er det i USA kanalen Showtime, der kommer til at bringe den. Hvilken tjeneste, ’Halo’ vil kunne findes på i Danmark er stadig for tidligt at spå om.

Men til gengæld ved vi nu mere om, hvem der er med i den. Det bliver i høj grad en britisk-orienteret serie med en hel del engelske skuespillere. Blandt de store, britiske navne er Natascha McElhone, som mange sikkert kender fra serier lige fra ’Californication’ over ’Designated Survivor’ til ’The First’ – samt et hav af film.

McElhone skal såmænd spille Cortana. Altså den AI-karakter, som Windows-assistenten er opkaldt efter. En anden brite, der netop er blevet tilføjet rollelisten, er Danny Sapani, som vi kender fra både ’Dr. Who’ og ’Star Wars Episode VIII: The Last Jedi’. Han spiller rollen som Jacob Keyes, mens en tredje brite, Olive Gray, spiller hustruen Miranda Keyes, der begge er soldater i serien.

Omtumlet tilværelse

Irske Charlie Murphy, som nogle måske har fået øje på i serien ’Peaky Blinders’ er også med i serien, hvor hun angiveligt har en skurkerolle, eftersom hun spiller den forældreløse kvinde Makee, der er vokset op under The Covenant’s åsyn og derfor hader sine artsfæller, menneskene.

Men hvem skal spille hovedpersonen Master Chief, spørger du nok? Det er så for engang skyld ikke nogen fra de europæiske breddegradder, men derimod canadisk-fødte Pablo Schrieber, der er den måske mere kendte Liev Schreibers halvbror.

Pablo Schreiber er dog ved at komme efter sin kendte familiefælle, især efter han spillede George ’Pornstache’ Mendez i ’Orange is the New Black’ og Mad Sweeney i ’American Gods’. Du kan se hele holdet på billedet ovenfor.

’Halo’ begyndte som tv-serie, dengang Microsoft stadig havde ambitioner om at lave originalt serie-indhold til Xbox-platformen Ambitionerne blev imidlertid lagt ned med Satya Nadellas overtagelse af firmaet som direktør, og siden har serien levet et omtumlet liv, med rygter om involvering af store navne, herunder Steven Spielberg og Ridley Scott. Men inden for de næste par år kan vi altså vente at se den på skærmen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.