Forside * Nyheder

Apples AR/VR-headset har 8K-skærme og bliver hundedyr

-
Et lidt ældre bud på fra designeren Martin Hajek på, hvordan Apples VR-briller kunne se ud. (Mock-up: Martin Hajek).

Rygterne om et headset rettet hovedsageligt mod VR fra Apples side bliver mere og mere håndfaste og kommer fra flere og flere kilder med høj troværdighed.

Akkurat ligesom Apple-bilen, der nu ser ud til rent faktisk at blive til noget, har rygterne om AR-briller fra Apples side strømmet ud fra rygtemøllen i adskillige år. Apple har dog ikke holdt deres AR-planer lige så hemmelige som bilplanerne, for eksempel har de allerede sat gang i opbygningen af et Augmented Reality-økosystem med ARkit.

Dertil kommer, at flere AR-demonstrationer har været foretaget under iPhone- og iPad-lanceringsevents, og at kameraer til 3D-modellering af omgivelserne i form af LIDAR nu har indfundet sig i flere af firmaets produktkategorier.

Annonce:

Men nu er der pludselig kommet en hel del mere kød på rygterne om en egentlig satsning på AR/VR-området fra Apple. Det velansete teknologimedie The Information har således med egne øjne set billeder af firmaets første AR/VR-headsetprotototype.

Dyr og erhvervsrettet i begyndelsen

Disse billeder er ifølge The Information blevet forevist dem af en person, der arbejder hos Apple og har direkte kendskab til udviklingen af produktet. Der er derfor mere grund til at tro på disse informationer end så mange andre rygter om Apples fremtidsplaner.

Alt, hvad vi hidtil har hørt om planerne på dette område, har tydet på, at Apple vil starte med et mere VR-fokuseret headset og så langsomt bevæge sig hen mod egentlige AR-briller i stil med dem, Facebook også er i gang med at lave. Altså et par briller, hvor computerskabt information og grafik vises som et lag oven på den virkelighed, bæreren beskuer gennem linserne.

Foto: Shutterstock.com. Illustration: recordere.dk

Man kunne kalde denne strategi for ”Tesla-” eller ”Microsoft-modellen”. Idéen er at lade de rigeste brugere betale i dyre domme for de første enheder, hvilket giver et økonomisk grundlag for at fortsætte udvikling og produktion og dermed bringe prisen ned i et niveau, hvor vi andre også kan være med. Det var sådan, Tesla nærmest egenhændigt fik sat gang i elbils-markedet.

Når Microsoft også kan lægge navn til strategien, er det fordi, firmaet har valgt at gå samme vej med deres Mixed-Reality-headset, Hololens. Den nuværende Hololens 2-brille er for eksempel direkte rettet mod erhvervslivet, hvor det måske er et mindre problem at betale de 3.500 dollar (eller næsten 22.000 kroner), sådan et headset koster.

Viser virkeligheden inde i brillen

Apple ser umiddelbart ud til gøre præcis som Microsoft. Ifølge The Information skulle prisen på dette Apple-produkt (for en gangs skyld) blive billigere end Microsofts tilsvarende. Apples headset kommer ”kun” til at koste 3.000 dollar, altså omkring 18.700 kroner før danske skatter og afgifter kommer oven i.

Apples headset skulle dog rent teknisk være en del anderledes end Hololens 2. Fordi Apple vil starte med VR-markedet, bliver der tale om en lukket enhed, der i højere grad minder om et Oculus-headset end en Hololens. Men Apple har dog stadig tænkt sig at indbygge nogle AR-muligheder af en art.

Sådan forestiller designeren Martin Hajek sig, at Apples AR-briller kommer til at se ud på længere sigt (Mock-up: Martin Hajek/iDropnews)

Mindst 12 kameraer og sensorer skulle nemlig sidde rundt om på headsettet og bringe virkeligheden ind på skærmene i brillen. Nogle af disse vil være den samme type LIDAR-sensor til modellering af omgivelserne, som p.t. kan findes i iPhone 12 og iPad Pro.

Kan komme allerede næste år

Skærmene i brillen kommer til at præsentere både de kunstige og ægte virkeligheder i så høj en detaljegrad, som det næsten er muligt i et forbrugerteknologisk produkt. Apple vil nemlig sætte to 8K-skærme i headsettet, og da disse kommer til at sidde ret tæt på øjnene, bliver det en meget højopløst og detaljeret affære at bruge headsettet. Rygtet om 8K-skærmene har tidligere været bragt af andre medier, så der er nok noget om snakken.

Teknologi hentet fra AirPods Pro og Max til at skabe lydlig rumoplevelse skulle også være at finde i headsettet, fortæller The Information. Headsettet vil blive drevet af Apple Silicon og dermed være en standalone-enhed, ifølge informationer, som Bloomberg tidligere har bragt. Det ville dog ikke være et Apple-produkt uden hensyn til æstetikken, og The Information forklarer da også, at stropperne vil kunne skiftes ud til at match ens designpræferencer – lidt i stil med f.eks. Apple Watch.

Som det ofte er tilfældet med den slags, så kan hele baduljen blive aflyst af Apple meget hurtigt, også selv om produktet er næsten færdigudviklet (som AirPower f.eks. blev det). Men der er efterhånden mange håndfaste rygter om dette headset fra troværdige kilder, og hvis The Information har ret, kan Apples entré på AR/VR-markedet allerede ske fra næste år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.