Forside * Featured

Mere silo: Universal-film ryger eksklusivt på egen streamingtjeneste

-
Den tredje ‘Jurassic World’-film, ‘Jurassic World Dominion’, kommer i 2022 og bliver en af de film, der udbydes eksklusivt på Peacock i flere lande (Foto: Universal/Colin Trevorrow)

Endnu et Hollywood-studie vil nu holde sine film indenfor husets fire vægge og udbyde det eksklusivt til abonnenter efter opholdet i biograferne.

Silodannelsen, hvor du er nødt til at betale for en række forskellige tjenester for at få adgang til det fulde udvalg af film på streamingmarkedet, ser ud til at fortsætte. Således har Universal nu annonceret, at det gamle Hollywood-studies film begynder deres liv udenfor biograferne eksklusivt på selskabets egen streamingtjeneste.

Sidstnævnte er Peacock, der i forvejen primært er centreret omkring NBCUniversals indhold. Det amerikanske TV-netværk NBC og Universal fusionerede officielt i 2004 efter årtiers samarbejde omkring TV-produktion. I 2011 blev selskabet købt af telegiganten Comcast.

Annonce:

Eftersom Comcast allerede var en stor Internet-spiller, lå det lige til højrebenet for selskabet at starte en streamingtjeneste, akkurat som andre, store Hollywood-studier såsom Warner, Paramount og Disney havde gjort det med HBO MAX, Paramount+ og Disney+. Således blev Peacock, opkaldt efter NBCs påfugle-logo, lanceret i USA i juli sidste år.

Peacock har reklamefinansieret, gratis indhold ombord, men størstedelen af indholdet kræver betalt abonnement. Det forklarer, hvorfor tjenesten har flere registrerede brugere end betalende. Flere end 40 millioner mennesker har registreret sig, men tjenesten har kun formået at hente omkring 10 millioner betalende abonnenter ind på et år.

Livline til skrantende påfugl

Det skal sammenlignes med, at Disney+ hentede det samme antal betalende abonnenter ind på de første 24 timer, tjenesten var i luften. Peacock er altså, trods populære tv-serier, film og en del eksklusivt indhold, ikke blevet nogen gigantsucces. Måske er det derfor, Comcast nu prøver at få skub i tjenesten ved at gøre Universal-film eksklusive på Peacock efter, de har været i biograferne.

Lige nu er det HBO, der har retten til at vise Universals film i de første fire måneder efter en film har været i biograferne. Men efterhånden, som HBO bliver mere og mere integreret med Universals gamle konkurrent, Warner Bros., har Universal tilsyneladende ikke mod på at fortsætte samarbejdet, når det udløber ved årets udgang.

I stedet kommer Universal-film, der blandt andet omfatter populære filmserier som ’Jurassic World’ og ’The Fast and the Furious’-filmene, altså eksklusivt på Peacock lige efter deres tur i biograferne. Efter fire måneder bliver de så udbudt via andre tjenester. Det giver muligvis Netflix lidt ro i sjælen, eftersom Universal på et tidspunkt overvejede at hive hele sit katalog ud af Netflix’ servere.

Peacock er ikke officielt lanceret i Danmark, men kan dog ses i de europæiske lande, hvor Sky også er tilgængelig, herunder Tyskland, Østrig, Italien, Irland, Schweiz og Storbritannien. Det er fordi, Comcast overtog Sky i 2018. Det vides endnu ikke, hvad der sker med Universal-film i resten af EU, men man må formode, at de bliver eksklusivt licenseret ud til andre tjenester.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.