Forside * Nyheder

Kinect-kameraet vender tilbage i disse TV-skærme fra britiske Sky

-

Satellit-kæmpen debuterer på hardware-markedet med skærme, der har fælleskigning, stemmestyring og kontrol via fægten med armene indbygget.

Vil du virkelig gerne stå ud fra mængden og købe et TV, som ingen andre har? Er du ikke specielt bekymret for, om dine gadgets overvåger dig? Så kan du nu få nabolagets mest specielle TV ved at hoppe i bilen, køre ned til Holland, tage en færge over til Harwich i England og købe en af Skys nye skærme i Sky Glass-serien.

Du læste i øvrigt helt rigtigt. Det er den samme Sky som du måske bedst kender for indhold til skærmen, snarere end produktion af selve skærmene, der er tale om. Sky var oprindeligt fokuseret på satellit-TV, men leverer i dag indhold på en hel række platforme. Og nu laver de altså også fjernsynsskærme – med særlige funktioner.

Annonce:

Sky har nemlig med Sky Glass-serien genintroduceret en gammel kending – Kinect-kameraet. Som trofaste Recordere-læsere vil kunne huske, så var Kinect et kameramodul, der startede som tilbehør til Xbox og muliggjorde kontrol af spil med gestikulationer foran skærmen. Men det var også her, stemmekontrol af musikafspilning med mere fik sit gennembrud før virtuelle assistenter.

 

Siden blev Kinect også et modul, som legesyge udviklere kunne eksperimentere med på PC-platformen, men er siden gået i glemmebogen. Sky synes dog at mene, at Kinect-kameraets tid er kommet, og at den gamle version blot var forud for sin tid.

Udviklet sammen med Microsoft

Kinect muliggjorde nemlig også noget andet: fælles oplevelser af film, tv-serier og spil via nettet. Microsoft indførte denne aktivitet på Xbox-platformen for mange år siden, men selv om Kinect gjorde det muligt at se vennernes reaktioner på de samme gys og grin, der udspillede sig på ens egen skærm, fangede det aldrig rigtig de store masser.

Siden kom COVID-19 naturligvis på banen og gjorde den slags fælleskigning meget mere udbredt, så det er måske helt forståeligt, hvorfor Sky mener, tiden er rigtig til at putte et Kinect-kamera i en TV-skærm. Og der ER rent faktisk tale om et Kinect-kamera. Det er ikke bare et hvilket som helst 4K-kamera, der sidder i skærmene.

Softwaren bagved er udviklet i samarbejde med Microsoft, der især har haft indflydelse på den del, der tager sig af den sociale TV-kigning. Men såvel bevægelses- og stemme-kontrollerne er stadig ombord. Sky vil tilbyde sine mange kabel- og satellitkunder at de kan betale for TV’et over den samme regning som abonnementet.

Chance for international lancering

Men de kan også købes separat og fås i tre størrelser, nemlig 43, 55 og 65 tommer. De koster henholdsvis 649, 849 og 1049 britiske pund, hvilket svarer til cirka 5690 kr., 7445 kr., og 9,200 kr. før eventuelle danske afgifter med mere kommer oven i.

På den tekniske side er der tale om 4K-UHD Quantum Dot-paneler med Dolby Vision, HDR 10, tre HDMI 2.1-porte og en USB-C port. Der sidder seks højttalere i skærmen, to opadrettede, tre udadrettede og en subwoofer. Denne kombination giver mulighed for Dolby Atmos-afspilning.

Hvis du ikke gider køre og sejle til England, og slet ikke gider slæbe en 65-tommer-skærm ombord i et fly med efterfølgende toldbøvl, er der en lille mulighed for, at skærmene bliver tilgængelige udenfor Storbritannien senere. I USA er der nemlig gået rygter om at Skys moderselskab, Comcast, vil sende dem på markedet. Derudover opererer Sky også flere steder på kontinentet, inklusive Tyskland, Holland, Østrig og Italien – så hvem ved?

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.