Forside * Nyheder

Spil kan være på vej til YouTube

-
(Foto: Nik/Unsplash)

Små spil, der kan køre i en browser eller i YouTube-appen skal gøre sortimentet på platformen bredere.

Neal Mohan har haft travlt med at øge omsætningen hos YouTube, siden han overtog CEO-posten efter Susan Wojcicki i marts. Der er for eksempel formentlig en hel del Recordere-læsere, der har lagt mærke til, at der nu er flere reklamer som er umulige at klikke forbi, når man ser videoer på tjenesten.

Men øget reklameeksponering er langt fra det eneste, som Mohan planlægger i forhold til at forsøge at gøre YouTube mere profitabel. Ifølge en intern e-mail, som Wall Street Journal har fået fingre i, tester videotjenesten nu et initiativ, der har meget lidt at gøre med den video-hosting, som oprindeligt var dens formål.

Annonce:

Initiativet hedder ’Playables’. YouTube eksperimenterer simpelthen med at lægge spil ind i indholdsudbuddet på platformen. Det skal med det samme siges, at der ikke er tale om en erstatning for Google Stadia, altså den spil-streamingplatform, som Google lukkede ned i januar.

I hvert fald ikke til at begynde med. Playables tilbyder i stedet browserspil af den mere enkle slags, som man også kan finde på mobilen. Altså spil fra den genre der kaldes ’casual gaming’ i spilindustrien.

YouTube og spil har lang historik

Således er et af de titler, der testes lige nu af medarbejdere internt i YouTube, det enkle spil ’Stack Bounce’. Her gælder det om at ramme stakke af klodser med en hoppende bold, hvilket ud fra beskrivelsen lyder som en 2023-udgave af Steve Jobs’ og Steve Wozniaks klassiske Atari-spil ’Breakout’.

Udover browsere på for eksempel en laptop, er det meningen, at Playables-spil skal kunne køre i YouTubes apps til diverse mobile platforme, herunder såvel iOS som (naturligvis) Android. Wall Street Journals historie melder ikke noget om det, men man kunne formode, at de tilsvarende apps på smart-TV også vil kunne afvikle spillene.

Adspurgt om en kommentar understregede en Google-talsperson, at YouTube længe har været fokuseret på gaming, men at der derudover ikke er noget nyt at annoncere officielt lige nu. Talspersonen hentyder formentlig til, at YouTube konstant konkurrerer med livestreaming-platformen Twitch, når det gælder professionelle gameres streaming af spilsessions.

Et vigtigt element i ’Playables’-initiativet er tilsyneladende, at YouTube modsat Stadia er en social platform, hvor det i givet fald vil være nemmere at gøre spil populære rent viralt. På den måde er Playables måske i højere grad end konkurrent til spil På Facebook der i årevis har været ultrapopulære.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.