Forside * Nyheder

Krise: Viaplay fyrer 1/4 af medarbejderne og trækker sig fra USA og UK

-

Viaplay er i alvorlig økonomisk krise: Forlader USA, afskediger 25% af personalet og vurderer et muligt salg

Nordiske Viaplay’s internationale ekspansionsdrømme er vendt til et økonomisk mareridt. Streamingtjenesten trækker nu stikket fra markeder som USA og Storbritannien, og vil også nedlægge en fjerdedel af arbejdsstyrken.

Annonce:

Selvom Viaplay har haft en succesrig tid i Norden, er hele virksomhedens stabilitet nu i fare på grund af fejlslagen international vækst. Med ny ledelse i spidsen har Viaplay rapporteret et driftsunderskud på 6,55 mia. svenske kroner og et nettounderskud på 5,89 mia. svenske kroner i andet kvartal af året, trods en omsætning på 4,59 mia. svenske kroner.

Den skarpe nedtur skyldes primært skuffende resultater i USA, Storbritannien, Canada, Baltikum og Polen, hvorfra Viaplay nu trækker sig tilbage. Dette var en del af virksomhedens internationale ekspansionsplaner, som startede i 2020.

I det forgangne kvartal har Viaplay mistet næsten en million streaming-abonnenter. Det er blevet oplyst, at cirka to tredjedele af alle abonnenter tilgår Viaplay gennem en tv- eller mobiludbyder.

 

Overvejelse af salg

Fremover vil Viaplay koncentrere sig om kernemarkederne i Norden og Holland, mens virksomheden også vurderer større ændringer. Dette kan omfatte justeringer af indhold og priser, samt et potentielt salg af hele Viaplay Group.

Cirka en fjerdedel af de omkring 1500 medarbejdere vil blive afskediget.

“Vi annoncerer i dag en ny strategi og plan, som omfatter – men er ikke begrænset til – at fokusere på vores kerneforretninger i Norden, Holland og Viaplay Select. Dette med implementering af en ny driftsmodel, nedskæring, partnerskaber eller udtræden af vores andre internationale markeder”, fortæller Jørgen Madsen Lindemann, President & CEO i en udmelding, og fortsætter:

“Med tilpasning og prisfastsættelse af vores produktudbud i Norden, samt gennemføre et større omkostningsreduktionsprogram og gennemføre en øjeblikkelig strategisk gennemgang af hele virksomheden for at overveje alle muligheder herunder underlicensering af indhold, afhændelse af aktiver kapitalindsprøjtninger eller salg af hele koncernen”.

De økonomiske vanskeligheder kan potentielt påvirke Viaplay’s dyre indkøb af sportsrettigheder, hvor de i Norden har rettigheder til blandt andet Superliga, Champions League, Premier League, Formel 1 og golf. Dette kan potentielt føre til frasalg af sportsrettigheder og ikke-forlængede kontrakter.

“De indholdsinvesteringer, der er foretaget, betaler sig ikke alle sammen, og er forpligtede på kort og mellemlang sigt. Desuden har jagten på vækst i abonnentmængden været på bekostning af værdien, især når det gælder vores partneraftaler”, slutter Jørgen Madsen Lindemann.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.