OnePlus har meldt sig ind i markedet for foldbare Android smartphones. OnePlus Open, er deres bud på hvordan en foldbar telefon skal virke i 2023. Vi har testet OnePlus Open.
Er du på jagt efter en foldbar Android mobil, så skal du læse med her. OnePlus har lanceret deres OnePlus Open, og vi har haft den til test i over en uge, så her kan du læse hvad vi synes.
Udpakning og design
OnePlus Open kommer i en flot rød æske, der åbnes på en elegant måde, hvor telefonen præsenterer sig i udfoldet tilstand. Sammen med telefonen får du en 80W Supervoc USB-A oplader, et rødt USB-A til USB-C kabel, plastik cover til begge sider, samt en SIM-pin.
Designet på OnePlus Open er super elegant. Siderne er lavet af blankt aluminium, og på højre side har du en knap til lydstyrke og en stand-by knap der også har en indbygget fingeraftrykslæser, der fungerer ganske godt. På venstre side har man OnePlus’s 3-punkts mute knap, der enten har lyd, vibrerer eller slukker helt for lyden på telefonen. I bunden har man et USB-C stik og en SIM-skuffe.
På forsiden af telefonen i foldet tilstand har man en 6.31” skærm, og på bagsiden finder man en cirkulær kameraplade, der indeholder 3 kameraer der er optimeret i samarbejde med Hasselblad.
Den store stjerne i designet er dog OnePlus hængsel, som i min optik er det bedste hængsel på markedet lige nu. Det er super stabilt, og så gør designet at man ikke får et særligt stort hak i den store skærm når den er foldet ud, det er nærmest væk. OnePlus har optimeret antallet af dele i hængslet til 69. Måden telefonen folder og åbner på virker rigtigt godt.
I udfoldet tilstand får man adgang til en 7.82” OLED skærm, som vi beskriver meget mere detaljeret senere i anmeldelsen.
OnePlus Open måler (h x b x d) i åben tilstand 153.4 x 143.1 x 5.8 mm, og i lukket tilstand 153.4 x 73.3 x 11.7 mm, og så vejer den 245 gram. OnePlus Open har en IPX4 certificering, så den kan tåle at blive brugt i regnvejr.
Modellen vi testede er i farven Emerald Dusk, som er en grøn og elegant farve, der kun er på bagsiden. Det er også den farve der kommer til salg i Danmark.
Skærmene – 6.31” foldet og 7.82” foldet ud.
OnePlus Open har en anden formfaktor end f.eks. Samsung Fold, og det er absolut ikke en dårlig ting. For det gør at skærmoplevelsen uanset om du bruger OnePlus Open i foldet eller åben tilstand mere optimal til apps, dog ikke når det gælder videoer.
På forsiden af telefonen har du en 6.31” Super Fluid AMOLED med LTPO 3.0 (2.484 x 1.116), 431 ppi, 20:09 aspekt ratio. Skærmen har variabel opdateringshastighed fra 10 – 120 Hz. Og så er lysstyrken på imponerende 1400 / 2800 nits. I midten af toppen af skærmen er der et selfie-kamera og diverse sensorer
Den store skærm i udfoldet tilstand er endnu mere imponerende. Der får man 7.82” Flexi-fluid AMOLED med LTPO 3.0 (2.440 x 2.268), 426 ppi, 1.08:1 aspekt ratio. Hovedskærmen har en variabel opdaterirngshastighed fra 1-120 Hz. Også hovedskærmen har en imponerende lysstyrke på 1400 / 2800 nits.
I højre side af toppen af skærmen er der et selfiekamera.
Begge skærme er rigtigt gode, men stjernen af de to er naturligvis den store, og som jeg også skrev under design, så er det lykkedes OnePlus at minimere det hak der kommer når skærmen er foldet i en sådan grad, at det nærmest ikke bemærkes.
En ting jeg dog er nødt til at bemærke, er at nu hvor skærmen nærmest har en 1:1 aspekt ratio, så vil du altid få sorte streger i top og bund, hvis du ser video på telefonen i fuld skærm. Det er dog ikke noget der generer mig, men hvis man skal være opmærksom på dette inden man køber.
Oplevelsen med begge skærme rigtigt god, og så har OnePlus virkeligt optimeret brugen af den store skærm. OnePlus har lavet flere funktioner, f.eks. flydende vindue, og så har de lavet en genialitet de kalder “Open Canvas”, som gør at du kan have tre apps kørende samtidigt, og de tre vinduer kan bevæges rundt og vælge hvilken der skal have fokus. Open Canvas fungerer rigtigt godt, og oven i det har OnePlus også lavet en taskbar i bunden af den store skærm der virker på samme måde som i Windows. Det er godt tænkt, og det er godt udført.
Skærmene og måden OnePlus Open bruger skærmene er rigtig god. Og uanset om man arbejder på den lille – eller den store skærm er alt flydende og en rigtig god oplevelse.
Ydelsen er virkelig god med Snapdragon 8 Gen 2.
OnePlus Open kommer med Snapdragon 8 Gen 2, og så har den hele 16GB LPDDR5X RAM og 512GB lagerplads. Oven i det har den en Adreno 740 GPU, så du kan køre spil med høj hastighed.
På Geekbench 6 scorer OnePlus Open 1.079 på single-core, og 4.169 på Multi-Core. Og det er en hastighed der giver masser af saft og kraft til både apps og spil. Sammen med telefonen får man en app, hvor man kan vælge hvor meget ydelse der skal bruges til spil. Du kan vælge batteri-optimering eller “Pro Gamer Mode”, og ud fra dine valg får du mere eller mindre ydelse.
Vi har testet Asphalt 9 på OnePlus Open, og der var både fantastisk grafik og lyd, så man får en rigtig god spiloplevelse også.
Uanset, så har OnePlus Open rigeligt med performance til at den kan bruges til både seriøst arbejde og sjov når der er brug for det.
Ydelsen på OnePlus Open er klart godkendt.
Fin batteritid, men ingen trådløs opladning.
OnePlus Open kommer med et 4.805 mAh batteri, der kan oplades fra 1 – 100% på ca. 45 minutter, og den kan sagtens holde en helt dag for de fleste. I perioden jeg har testet den, var jeg aldrig under 30% når jeg gik i seng om aftenen.
OnePlus Open kommer med 67W Supervoc kablet opladning. Og den medfølgende oplader som vi fik med var på 80W. Du kan bruge alle USB-C opladere til telefonen, men opnår forskellige hastigheder ved opladningen når du ikke bruger den medfølgende.
Til gengæld er du på den, hvis du har glemt et USB-C kabel og kommer forbi en trådløs Qi-oplader, for OnePlus har fravalgt trådløs opladning.
Men ser man bort fra det, så er batteritid og opladningshastighed godkendt.
Hvordan virker den som telefon ?
OnePlus Open kommer med Dual-Sim 5G, men vi har ikke umiddelbart kunne finde eSim. Til gengæld har de noget de kalder oRoaming, men det er ikke noget vi har kunne teste. OnePlus Open kommer med alle de nødvendige 5G /4G / 3G bånd vi p.t. bruger i Danmark, og har også mulighed for WiFi opkald, hvis dækningen ikke er god nok.
Men udover det, så fungerer OnePlus Open rigtigt godt. Vi har testet den med Telmore og havde fin dækning de steder vi testede.
Du får også WiFi 7 og Bluetooth 5.3, der understøtter aptX HD, aptX, LDAC, LHDC, AAC, SBC kodeks.
De indbyggede stereo-højttalere virker fint til både video og telefonmøder. Lyden er OK, og du kan sagtens sidde og se videoklip på telefonen, og selvom OnePlus Opens højttalere tilbyder Dolby Atmos, så føler du ikke at du sidder i biografen.
Både telefon og besked app er dem som følger med Android fra Google, og det betyder man får en rigtig god telefonoplevelse.
Kommer med Android 13 og Oxygen OS 13.2
OnePlus Open kommer med Android 13 og Oxygen 13.2, men OnePlus lover at Android 14 kommer til telefonen inden alt for længe.
Oxygen OS 13.2 er en ganske god og ren Android oplevelse. Det er ikke Google Pixel standard, men den kommer med et ganske velfungerende bruger interface, og som tidligere beskrevet, har OnePlus tweaket flere funktioner der gør det til en meget bedre oplevelse når man bruger den store skærm.
Jeg er vild med de multitasking funktioner som OnePlus har lavet, og deres mørke tema er også ganske godt.
OnePlus giver 4 års softwareopdateringer og 5 års sikkerhedsopdateringer.
Kamera
OnePlus kommer med hele fem kameraer. Tre på bagsiden og et selfie kamera på både yder og inderskærm.
På bagsiden finder du et Sony LYT-T808 “Pixel Stacked” CMOS hoved-kamera på 48MP f/1.7. Et telefoto kamera baseret på OmniVision OV64B (64MP) f/2.6 med 3X optisk zoom og 6X in-sensor zoom. Og så er der en Sony IMX581 sensor f/2.2 på 48MP.
Kamera og app er optimeret i samarbejde med Hasselblad, og det er en hurtig og god oplevelse at bruge app’en. Den er let at bruge og starter lynhurtigt op. Du har alle de forventede funktioner med foto, video og portræt, og så har du en rigtig god nat-funktion hvis du vil tage billeder i mørke.
Jeg har igennem testen på nyeste firmware oplevet at visse billeder får sådan en “mælkehinde” på både selfies og motiver, og dette til trods for at billederne er taget med AUTO. Jeg oplever det dog ikke på alle motiver.
Kameraet fungerer godt, og du kan tage gode billeder og optage video i op til 4K/60.
Nedenfor er der en række eksempler af billeder taget med OnePlus Open. BEMÆRK, at billederne op optimeret til web.
Kameraet er godkendt, men er ikke på højde med f.eks. Samsung Galaxy 23 eller Google Pixel 8 familien.
Konklusion – OnePlus Open er et spændende bekendskab
Jeg er vildt imponeret over OnePlus Open – Der allerede i deres første forsøg laver en virkelig god foldbar. Der er dog et par ting jeg er nødt til at flage. Skærm aspektet gør at du ikke kan bruge den fulde skærm til video, fordi de fleste film i dag er i 16:9, når de kommer på de mest brugte streamingtjenester, og så savner jeg trådløs opladning.
Men når det er sagt, så får man en virkelig god foldbar Android mobil til apps og til spil. Skærmene er virkeligt gode, og ydeevnen er i top.
Vi ender på en flot karakter.
Pris og tilgængelighed
OnePlus Open kommer til Danmark i farven Emerald Dusk, som er en grøn og elegant farve. Prisen på OnePlus Open med 16GB RAM og 512GB lagerplads er 13.999,-. Den kan bestilles fra 19. oktober, og fås i butikkerne fra den 26. oktober.
Telia kommer til at køre et introduktionstilbud ved lanceringen og frem til den 19/11 på 9.999,- med abonnement.