Forside * Featured

Ny Lord of the Rings-film på vej fra Peter Jackson og hans hold

-
(Foto: New Line Cinema/Warner Bros.)

Andy Serkis skal både instruere og spille titelrollen i ’The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum’, der er sat til at få premiere i 2026.

Det er ikke så tosset at være filmglad Tolkien-fan i disse dage. Ud over Amazons højprofilerede ’The Rings of Power’-serie, hvis anden sæson skulle dukke op på et tidspunkt senere i år, har Warner Bros. netop annonceret, at Peter Jackson og hans hold nu vender tilbage til Tolkiens mytologi i form af en ny live-action-film.

Der er allerede en ny, animeret film på vej produceret af Philippa Boyens, der har været medforfatter og co-producer på alle Peter Jacksons største filmsucceser, inklusive ’Lord of the Rings’- og ’The Hobbit’-serierne, ’King Kong’, og ’The Lovely Bones’. Den hedder ’The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim’ og får premiere til December.

Annonce:

Men i 2026 kommer der også en live-action-film, hvor endnu flere fra det oprindelige hold er involveret. I en stribe af annonceringer og udtalelser torsdag blev det meldt ud, at den næste live-action-film i Tolkien-universet har den foreløbige titel ’The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum’.

Med den titel kan de fleste nok gætte sig til at Andy Serkis er involveret og igen vil benytte sin motion capture-ekspertise til at portrættere Gollum. Men denne gang sætter Andy Serkis sig også i instruktørstolen.

Nærmest et familieforetagende

Serkis, der ud over Gollum har brugt sit unikke motion capture-talent til at spille Caesar i ’Planet of the Apes’-serien, Kong i ’King Kong’ og Snoke i ’Star Wars Episode VIII: The Last Jedi’, begyndte sin instruktør-karriere i 2017, og har senest instrueret ’Venom: Let There Be Carnage’, hvor han viste, at han kan håndtere et stort action-brag med masser af effekter.

Det har angiveligt givet Warner Bros. tilstrækkelig tillid til Serkis’ evner til at han nu kan overtage sin ven Peter Jacksons instruktørrolle. Det hjælper naturligvis, at han varetog en del af optagelserne af de tre film i ’The Hobbit’-serien som second unit director.

Filmen bliver produceret af Peter Jackson, som ifølge Warner Bros. kommer til at være ”med ind over under hele processen”. Det samme gælder førnævnte Phillipa Boyens og Jacksons hustru og kreative partner Fran Walsh, der var hovedtrioen bag de to andre trilogier.

Det er f.eks. Boyens og Walsh, der står for manuskriptet. De får hjælp af Phoebe Gittins and Arty Papageorgiou, der har skrevet ’The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim’. Det gør det hele til endnu mere af et familieforetagende, eftersom Phoebe Gittins er Phoebe Boyens’ datter.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.