Forside Baggrund

Klumme: Det ønsker jeg mig fra tech-verdenen i 2018

-
Foto: Shutterstock.com

I denne klumme beskriver skribenten de håb, han har for teknologiudviklingen i 2018. Flere dem er ren ønsketænkning, mens andre hører til i ”hvor-svært-kan-det-være”-kategorien.

Jojo, jeg ved godt at julen er overstået, og at ønskelister hører julen til. Men nytårsforsæt hører nytåret til, og jeg har nogle mål, jeg ønsker mig, at firmaerne i tech-verdenen ville sætte sig for 2018.

Vi nærmer os jo årsskiftet, og det er ensbetydende med, at der er ganske kort tid til CES i januar, hvor tech-verdenen kommer til at afgive en masse løfter, der bliver afholdt inden årets udgang eller i den nære fremtid.

Måske vil nogle af nedenstående være iblandt dem?

 

1. Batteri og hovedtelefonstik frem for tyndhed

Kære smartphone-producenter: Smartphones er tynde nok nu. De behøver ikke blive tyndere. Vi ved godt, I gerne vil vise, hvor dygtige I er, og at I arbejder hen imod, at vi bare har en gennemsigtig glasplade med grafik på som vores smartphone.

Men helt ærligt? Jeg vil hellere have en telefon, der er et par millimeter tykkere og kan holde i flere dage på batteriet.

Hvis det betyder, at I samtidig lige kan sætte hovedtelefonstikket tilbage i telefonerne, indtil resten af verden er gået over til at bruge USB-C som analogt lydstik (eller indtil Bluetooth lyder lige så godt som analoge forbindelser), så ville det være suverænt.

Og nu vi er ved lydkvaliteten: Hvorfor er så mange af jeres smartphones så ringe til at afspille musik?

Hvorfor er det kun ganske få smartphones, der ikke har hørbar interferensstøj mellem musiknumre, eller som besidder en ordentlig DAC?

Smartphones er ubetinget den mest brugte musikafspiller blandt jeres kunder lige nu. Hvad med at satse på at få det til at lyde ordentligt?

 

2. Et intelligent hjem, der rent faktisk er intelligent

Vi taler så meget om smart home og intelligent styring af hjemmet. Men hvor mange muligheder har vi egentlig?

Vi kan styre lys, dørlåse, temperatur og til i en vis grad underholdningen i vores hjem via intelligente hjemmedimser. Og når vi går rundt i elektronikbutikkerne er der masser af forskellige produkter indenfor disse kategorier.

Men det er sguda lidt begrænset, er det ikke?

Et rigtigt intelligent hjem ville for eksempel give os det intelligente køleskab, vi nu er blevet lovet i 10-15 år, men som stadig ikke rigtig er kommet ud i køkkenerne.

Du ved, det køleskab, der holder styr på, hvornår dine madvarer udløber og hvornår der skal købes nyt – og måske endda kan bestille dem på nettet selv.

Er det virkelig så svært at lave et køleskab, hvor et kamera kan genkende de varer, man sætter ind, og hvor en lille computer koblet til skyen kan huske, hvornår de blev sat ind første gang?

De fleste varer i vores køleskabe er jo trods alt i standard-emballager, der kan kodes ind på forhånd.

Og hvis de ikke er, kunne køleskabet jo selv komme op og fortælle os det, så vi kan sætte det ind manuelt. Hvis et lignende kamera kunne blive sat ind i de køkkenskabe, hvor vi opbevarer ting, der ikke behøver nedkøling, kan man jo f.eks. automatisk få overført sin indkøbsliste til sin smartphone, hvis man da ikke bare får bestilt varerne på nettet med det samme. Eller hvis en lignende funktion kunne sættes ind i badeværelsesskabet, hvor man opbevarer sine toiletpapirsruller.

Objekt-genkendelse er på vej med teknologier som Google Lens, men der er nok et stykke vej endnu, inden det bliver billigt nok til at man kan smide det ind i et skab. Men man behøver slet ikke bruge visuel genkendelse.

Forestil dig, at dit køleskab har sensorer, der minder om dem, man finder i visse hotel-minibarer. Der er et bestemt sted i køleskabet, du stiller mælken hver gang.

Når det sted har været tomt i mere end f.eks. to timer, registreres det af køleskabet, og en kunstig intelligens sammenligner med din kalender for at se, om du f.eks. er ude at rejse, og tjekker med dine øvrige, registrerede vaner, og kalkulererer sandsynligheden for, at du er løbet tør for mælk. Dette holdes op mod de antal gange, mælken er blevet sat til og fra på stedet.

Hvis mælkens emballage er af en bestemt størrelse, kan der trods alt kun hives et bestemt antal glas ud af den. Så hvis du f.eks. har taget en liter mælk ud og sat den tilbage 4-5 gange, og dens plads derefter er tom i en time, er det sgu nok fordi, du er løbet tør. Og så ryger den på indkøbslisten.

Det kræver ingen visuel genkendelse. Det kræver bare en kontakt og måske en vægtsensor og noget god AI i skyen. Det kan altså hverken være svært eller dyrt at lave.

Det tætteste på, vi er kommet dette, ud over dyre specialinstallationer, prototyper, der ikke er i handelen endnu, eller intelligente hvidevarer, der er alt for dyre for menigmand, er Amazons knap-system.

De har lavet en række trådløse knapper baseret på specifikke mærker indenfor alt fra vaskemiddel til mel, som man kan trykke på, når man opdager, at man er ved at løbe tør. Så bliver varen bestilt automatisk og bragt ud.

Men ulempen er naturligvis – ud over, at det kun virker i USA – at man ikke kan vælge et andet mærke, og at man selv skal opdage, at det er tid til at bestille og trykke på knappen.

Måske kommer CES til at byde på den kombinerede vaskemaskine og tørretumbler, der selv kan gå fra den ene tilstand til den anden og advare mig, hvis der er noget, der ikke bør tumbles i den våde tøjbunke? Og som kan lade mig styre og følge hele processen udefra og ikke bare sende mig en notifikation på min smartphone, når den er færdig?

På den måde ville jeg kunne smide vasketøjet i maskinen inden, jeg tager på arbejde, sætte hele processen til at starte, så det passer med at tøjet er tørt og klart, når jeg kommer hjem.

Eller en ovn, der rent faktisk kan finde ud af at slukke, når maden er færdig og ikke bare efter et bestemt tidsrum?

Eller hvor jeg kan følge stegens proces på min smartphone med et kamera og et stegetermometer og slukke ovnen udefra, når det er nødvendigt? Og som samtidig er sikker nok til at kunne stå og køre, mens jeg ikke er hjeme?

 

3. Bedre kamera-apps

Et andet konkret og fromt ønske er, at de medfølgende kamera-apps, der kommer i smartphones, bliver bedre.

Kameraerne i vores smartphones er efterhånden virkelig gode og tilføjelsen af muligheden for at stille fokus som om det var et spejlrefleks-kamera med en god mængde bokeh, har virkelig øget billedkvaliteten og gjort behovet for et rigtigt kamera langt mindre.

Men hvis man bare gerne vil lidt mere end peg-og-skyd, skal man som regel ud og finde tredjeparts-apps, der kan give én de indstillinger, man er vant til. Lysfølsomhed, lukketid, hvidbalance og den slags er sjældent at finde i de medfølgende kamera-apps på smartphones, selv når de har en avanceret udgave.

Det er ikke fordi, jeg har et problem med eller ikke har råd til at købe en mere funktionel tredjeparts-app til formålet. Men disse har ofte ulemper såsom manglende batterioptimering, så de sluger strøm som bare fanden. Så det burde smartphone-producenterne gøre noget ved.

Og nu vi er ved kameraerne – hvorfor er det kun nogle smartphones, der tillader, at man bruge de to linser i et dobbeltkamera enkeltvis?

Så længe, der er forskel på de to linser (hvor én f.eks. har en højere opløsning eller er i sort/hvid), bør vi som brugere have adgang til at bruge dem hver for sig eller sammen.

 

4. Virtuelle assistenter, der rent faktisk assisterer

Jeg har i en tidligere klumme skrevet om, hvor meget sjov, jeg har ud af at sætte Alexa op til alle mulige hjemmestyrings- og indholdsfunktioner.

Efter den første fascination har dæmpet sig, bliver Alexa dog mest brugt til at afhjælpe min dovenskab. Det er sådan noget med at slippe for at skulle slukke lyset selv, når jeg lægger mig til at sove og sætte musik, lydbøger eller podcasts igang i bilen.

Men lad os lige huske på, hvad det var, vi blev lovet, da de virtuelle assistenter begyndte at blive lanceret – med Siri som en tidlig frontløber.

Vi blev lovet en slags digital udgave af en personlig assistent, der kunne gøre vores liv nemmere. Problemet er, at rigtige, menneskelige personlige assistenter er proaktive.

Når chefen siger, at han eller hun skal til et møde i London, booker hans eller hendes assistent et fly og måske et hotel til London efter chefens præferencer og har styr på det hele. Eller også finder assistenten en række muligheder for fly og hotel og præsenterer dem for chefen, der så kan vælge.

Vi begynder at nærme os med chatbots m.v., men vi er stadig meget langt fra den situation, og jeg har overhovedet ikke tillid nok til virtuelle assistenter til at give dem den slags ansvar. Jeg har knapt nok tillid til at de kan finde ud af at bestille en tid hos frisøren.

Men det værste er den manglende proaktivitet. Jeg har i enkelte tilfælde oplevet, at Cortana kom op og spurgte, baseret på e-mails i min Outlook, om den skulle gøre et eller andet. Den har også vist mig ting, det så ud som om, jeg skulle huske på.

Halvdelen af tiden er det ting, jeg ikke skal gøre noget ved, men hvad der er endnu værre, så fanger den ikke alle de ting, jeg rent faktisk skal. Og så kan jeg jo ikke læne mig tilbage og stole på, at den gør arbejdet.

Google Assistant er ofte god til at arbejde på tværs af apps, som demonstreret i min klumme om Android Auto og CarPlay, hvor den var klar med den rigtige adresse i bilens vindue, den dag, jeg skulle på road trip og indlogere mig på en AirBnB.

Jeg er ikke paranoid. Jeg ville faktisk være okay med – hvis f.eks. Google eller Apple eller Microsoft kan vise mig brugerbetingelser, der forklarer mig, hvad de indsamler – at assistenterne lytter til mine telefonsamtaler og læser mine SMS’er, hvis de kunne være mere proaktive. Jeg er en glemsom og ofte ret stresset sjæl, der virkelig kunne bruge noget hjælp i den forbindelse.

Det ville for eksempel være en stor hjælp, hvis en virtuel assistent bare kunne lave et forslag til, hvordan min kalender kunne se ud, hvor den også sætter tid af til de daglige opgaver, jeg normalt ikke skriver ind, og samtidig planlægger de ting, jeg skal derudover – og så minder mig om dem i god tid.

En menneskelig assistent har også en anden fordel – de ved som regel også helt automatisk, hvornår de skal lade mig være i fred. Men jeg har ikke råd til en menneskelig, personlig assistent.

Jeg ønsker mig brændende, at Alexa, Bixby, Cortana, Google Assistant, Siri og alle de andre bliver bedre. Så længe, jeg skal fortælle dem, hvad de skal gøre hele tiden, kan jeg lige så godt gøre det selv.

 

5. Mindre sexisme i tech

Og nu, hvor vi er ved de virtuelle assistenter, så er det påfaldende, at de alle pånær Google Assistant og Bixby (der er et unisex-navn) har pigenavne.

Der er adskillige forskere og debattører, der allerede har påpeget det lettere sexistiske i at alle disse assistenter fra starten har kvindestemmer.

Såvel undersøgelser som gode argumenter peger på, at det er med til at fastholde samfundets idé om at kvinder hører til i servile funktioner, hvad enten der er tale om servicejobs eller jobs, hvor de arbejder for eller under en topleder, der alt for ofte er en mand.

Det er huleme ikke et særlig godt signal at sende i 2017, at assistenter skal være kvinder. Det er kun lidt over to måneder siden, at Google annoncerede, at Google Assistant kan skiftes over til en mandlig stemme.

Alexa kan også skiftes over til en mandlig stemme, men kun på engelsk. I f.eks. Tyskland må de nøjes med den kvindelige stemme. Siri har kunnet skiftes over til en mandlig stemme i længere tid. Men sjovt nok ændrer de to assistenter ikke samtidigt navn til Alex og Søren.

Ifølge Wall Street Journal påstår firmaerne bag assistenterne samstemmende, at markedsundersøgelser viser, at både kvinder og mænd foretrækker en kvindelig stemme helt generelt. Det er måske rigtigt, men nogle gange må man godt vise lederskab og gøre det rigtige i stedet for slavisk at følge, hvad man tror, ens kunder og brugere gerne vil have.

For lad os nu være ærlige. Det ligner da en sammenhæng, at assistenterne bliver lanceret som kvinder, og at de alle sammen primært er udviklet af mænd.

Det kunne jo godt være et symptom på den noget asymmetriske kønsfordeling, vi ser i teknologi-verdenen. Observer.com bragte for få måneder siden en oversigt over en række kedelige statistikker for kvinder i tech, der blandt andet viste, at kun 5 procent af tech-startups ejes af kvinder, at kun 7 procent af partnere i venturekapitalist-firmaerne i teknologibranchen er kvinder og at kvinder kun udgør 28% af de folk, der bliver uddannet i datalogi. Kun 11 procent af topjobs i Silicon Valley tilhører kvinder.

Når man spørger kvinderne, er det som regel den ”drengeklubben”, der på forskellige måder holder kvinderne ude af de ovenstående positioner.

Men måske den værste statistik er den, der viser kvinders andel af jobs i computerverdenen helt generelt. I 1991 udgjorde kvinder 36 procent af jobsne, hvilket i forvejen var under det optimale. Idag er det faldet til 25 procent.

Efterhånden som forbrugerteknologien har vundet ind i vore liv, er kvinder forsvundet ud af branchen. Det er bare ikke i orden.

Man kan jo f.eks. undre sig over, at der i en så mandsdomineret branche kun har været meget få tilfælde, hvor #MeToo-bølgen er slået igennem.

I Hollywood er giganterne faldet én for én. Statistisk set skulle der være endnu flere tilfælde af sexchikane i tech, fordi andelen af mænd per kvinde er så meget større. Men forskellen gør åbenbart også, at kvinder ser ud til at være mere forsigtige med at afsløre seksuelle overgreb i branchen.

Så mit nytårsønske i den forbindelse er, at tech-firmaerne skruer op for de ofte gode initiativer, de har sat igang for at udligne forskellen. Og at vi undgår flere tilfælde som skandalen om Google-memo’et.

 

6. Mere ansvarsfulde sociale medier

Journalister, debattører og forskere kan godt finde ud af det. Men Facebook, Twitter, Snapchat m.fl. kan ikke.

De førstnævnte har ingen problemer med at kalde de sidstnævnte for sociale medier. Men selv nægter de, at de er medier. I stedet påstås de at være ”platforme”.

Det er et problem af flere årsager. For det første viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Pew, at 45 procent af alle amerikanere nu får deres nyheder fra sociale medier. For det andet tilbyder medierne ofte selv nyheds-aggregering og -kuratering.

Samtidig kan folk selv uploade medieindhold. Hvordan er det lige, at Facebook, Twitter m.fl. ikke er medier med de samme ansvar som andre medieformer? Hvor nogen kan holdes til ansvar for?

Vi definerer medier som bærere af information, der kommunikeres fra en sender til en modtager. Naturligvis er de sociale medier…medier. De har ikke noget problem med at agere fuldstændig som medier, når der skal sælges reklamer.

Når de slipper for kravet om f.eks. at have en ansvarshavende chefredaktør, er det fordi de er baseret på algoritmer. Og den undskyldning har de så brugt til at kalde sig selv platforme.

Facebooks topadvokat fortalte et høringsudvalg under den amerikanske kongres tidligere på året, at op mod 147 millioner mennesker kunne have set russiske reklamer på Facebook og Instagram, der havde til formål at skubbe folk i retning af at stemme på Donald Trump under præsidentvalget i 2016. Der blev afgivet lige under 129 millioner stemmer i det valg.

Naturligvis betyder det, at man har en chance for at se en reklame i sit Facebook-feed ikke automatisk, at man stemmer på en eller anden.

Men når man kigger på de tre stater, som Hillary Clinton havde forventet at vinde, men som endte med at gå til Trump og dermed afgjorde valget, er det alligevel ret slående. Det var mindre end 80.000 stemmer, der svingede staterne Michigan, Wisconsin og Pennsylvania over til Trump.

Når man sætter det tal i forhold til, at 147 millioner mennesker kan være blevet eksponeret for de russiske reklamer, er der måske ingen kausalitet – men der er dæleme meget korrelation.

Alligevel slipper Facebook og de andre for at blive holdt til ansvar. Ligesom de slipper for at blive holdt til ansvar for uretmæssig censur baseret på algoritmer.

Der er efterhånden rigtig mange eksempler på, at nyhedsmedier på en eller anden måde er blevet censureret på Facebook af en algoritme, som ingen har indsigt i, fordi Facebook anser den som værende en forretningshemmelighed.

Efterhånden, som vi får mere og mere af vores information og nyheder fra sociale medier, bør disse også være mere gennemsigtige med, hvordan informationen og nyhederne sorteres og udvælges.

De bør åbne algoritmerne op for åben kritik. Det handler ikke længere kun om forretning og teknologi, men om demokrati. Så det er endnu et ønske, jeg har for 2018.

 

7. Mere åbenhed i algoritmerne

Hov, har jeg ikke lige sagt det? Jo, men det var kun, når det gjaldt nyheder. Det viser sig, at Googles søge-algoritmer f.eks. har en ret kraftig bias.

Der er efterhånden en hel del forskere, der har peget på, at især Googles (men også andre søgemaskiner m.v.) søge-algoritmer diskrimerer på både race og køn, når der fremstilles søgeresultater.

Googles markedsandel indenfor søgning er så stor, at den ligner tidligere statsmonopoler på f.eks. strøm, telefoni, tv og radio.

Burde vi ikke overveje at kræve den samme gennemsigtighed, som vi kræver af de private virksomheder, der har overtaget disse statsmonopoler? Er det ikke den eneste måde, vi kan holde dem til ansvar på?

 

Flere ønsker

Jeg har naturligvis mange flere ønsker for teknologi i 2018.

Vi er ikke engang kommet igang med wearables, intelligent tøj og sundhedsgadgets. Eller gadgets til bilen. Desværre bliver 2018 nok bare det samme som sidste år og året før det, og året før det igen:

Det bliver en langsom udvikling af ting, vi allerede har, hvor tingene blot bliver lidt billigere og en anelse mere avancerede.

Men hvor ville det dog være dejligt, hvis jeg blev overrasket i stedet.

 

Annonce