Forside CES CES 2013

En kortninja til din smartphone


Dette er den første i en serie af små historier fra de bagerste ender af messehallerne på CES. Det er nemlig langt væk fra de store Samsung-, Sony og LG-stande, at man finder de produkter, der virkelig er pudsige og sjove, men som måske om et par år bliver store hits. Eller går i glemmebogen igen.


Hvis du er træt af at slæbe rundt på både pung og smartphone, findes der utallige løsninger til det. Men de involverer som regel alle sammen noget med at sætte telefonen ind i et læderetui, hvor ens plastikkort så også kan være. Og det er smadderirriterende, når man skal ringe eller bruge sin smartphone til noget andet.


Derfor er CardNinja en ret smart idé. Den lille, elastiske lomme kan påklistres bagsiden af din smartphone, og så kan du sætte kortene i der. Den kan holde op til otte kort, og fordi hele lommen er elastisk, sidder kortene altid stramt og tæt og går ingen vegne. Selv, hvis din smartphone har udskifteligt batteri, er det sjældent, at bagdækslet fylder så meget, at man ikke kan bruge CardNinja.


Hvis du har lyst til at få fingre i den lille, smarte lomme, kan den erhverves på Cardninja.com for bare 20 dollar eller ca. 150 kroner, hvis told og moms skal oven i.

Annonce