Forside * Nyheder

Endnu flere udslip om Samsungs august-nyheder

-

To nye videoer både bekræfter nogle af nyhederne på vej ved den næste Samsung Unpacked-event, og viser det nye Galaxy Watch 3 frem.

Hvis tingene fortsætter på denne måde i den kommende uge, kan Samsung næsten lige så godt lade være med at holde deres Unpacked-event 5. august. Okay, så galt går det næppe, men faktum er, at der slipper mere og mere nyt ud om, hvad firmaet forventes at lancere – også fra Samsung selv.

Igår kunne vi således skrive om, hvordan det kommende Galaxy Watch 3 kan styres ved at knytte og åbne hånden, hvis håndled, smarturet sidder på. Idag kan vi så ikke blot bekræfte, at uret (eller i hvert fald i et Samsung-smartur) vil blive præsenteret 5. august, men der er også sluppet en hands-on-video ud med Galaxy Watch 3 i den centrale hovedrolle.

Annonce:

Men for nu at starte med bekræftelsen, så kommer den i form af to officielle udmeldinger fra Samsung, der peger i samme retning. For nylig sagde Samsung Mobiles topchef, at firmaet var på vej med fem nye ”power devices”, der ville blive afsløret ved den kommende unpacked-event.

Nu har Samsung så sluppet en teaser-trailer ud for online-eventen, der seks enheder. Det skulle da være et besynderligt sammentræf, hvis ikke de fem af dem er de føromtalte fem ”power devices”. Især fordi, der som forventet, bl.a. er tale om tre smartphones, et smartur og et nyt sæt Galaxy Buds.

Fold, Tab eller stor Note?

Eller måske er det i virkeligheden tre phablets, snarere end tre smartphones. Vi ved, at efterårets Unpacked-events som regel annoncerer de kommende Note-enheder, men skal man stole på et kort klip fra traileren, der i alt viser seks devices frem, og bagved øretelefonerne og smarturet lurer der en tablet, ligesom der er en tablet eller en phablet yderst til højre.

De sidste to enheder kan være en ny Fold-model og den kommende tablet Galaxy Tab 7, som Samsung allerede ved et uheld har bekræftet eksistensen af. Enheden yderst til højre kan dog i princippet også blot være den største af de forventede tre Note-modeller.

Ud over disse udslip har YouTube-kanalen TechTalkTV tilsyneladende fået fat i en testversion af Galaxy Watch 3, som de viser frem i en hands-on-video. Det er 41 mm-modellen, der vises frem, men uret skulle også komme i en 45 mm-udgave.

Ganske, som rygterne var gået forud, har uret en rotérbar urkrans, der dog ikke er berøringsfølsom, sådan som den var på forgængeren, Galaxy Watch Active 2. Der bliver også afsløret lidt specifikationer, f.eks. har uret både IP68- og 5 ATM-certificeringer, så det kan befinde sig på 50 meter dybt vand i ti minutter uden at tage skade.

Uret skulle også have en blodtryksmåler, en pulsmåler og EKG-sensor ombord. Pris, tilgængelighed og alle de andre, vigtige informationer (inklusive om videoen overhovedet er sandfærdig), bliver afsløret d. 5. august klokken 16 dansk tid.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.