Forside Baggrund

Spotify’s topjurist: ”Folk bør kende til Apples uetiske handlinger”

-
Horacio Gutierrez (th.) bærer et Apple Watch på sit officielle LinkedIn-billede. Alligevel er han kritisk overfor andre dele af firmaets praksis (Foto: Horacio Gutierrez/LinkedIn)

I et frontalangreb på Apple kalder Horacio Gutierrez firmaet for en ”hensynsløs bølle”.

Selve retssagen mellem Apple og Epic er overstået, og dommeren i sagen er nu gået i tænkeboks. En dom forventes senere på året. Men det betyder langt fra, at den verbale ordkrig mellem Apple og andre techfirmaer om Apples App Store-praksis er slut.

Således har The Verge netop offentliggjort et langt interview med Horacio Gutierrez, der er chefjurist for et af de firmaer, der har støttet allermest op om Epic i striden mod Apple: Spotify. Streamingtjenesten har sin egen konflikt kørende med Apple, der går endnu længere tilbage en Epic-sagen.

Annonce:

Blandt andet har Spotify klaget til Margrethe Vestager og hendes konkurrence-hold i EU. Spotify mener, at det er konkurrencestridigt og monopol-agtig adfærd, når Apple tvinger f.eks. streamingtjenester til at aflevere 30% af indtægter fra abonnementer solgt gennem apps downloadet fra App Store.

”Apples proprietære betalingssystem var slet ikke en del af App Store i begyndelsen”, siger Gutierrez blandt andet i interviewet, ”og da [Spotify] kom ombord i App Store, var der ikke nogen ’Apple-skat’ på 30 procent. Det var noget, de satte på senere, og således skabte en situation, hvor Apples egen musiktjeneste ikke konkurrerer på lige vilkår”.

Kritik og kærlighed

Interviewet er foranlediget af en kronik som Gutierrez midt i maj havde skrevet til Wall Street Journal. Her anklager han Apple for at være en ”hensynsløs bølle”, bag den velkendte facade, der ”designer, udvikler og sælger nogle af verdens mest attraktive hardware-produkter”. Gutierrez lægger ikke skjul på, at han selv er blandt køberne.

”Jeg er fan af Apples produkter. Ved en offentlig høring for nylig havde folk svært ved at forstå, at jeg kunne være så kritisk overfor Apple, mens jeg havde et Apple Watch på håndleddet. Men virkeligheden er, at du kan beundre et firma og dets produkter og stadig være kritisk overfor dets adfærd på visse forretnings-områder. Folk bør kende til alle de uetiske handlinger, Apple udsætter firmaer som vores for”.

Gutierrez indrømmer, at Apples popularitet er et problem i den sammenhæng: ”Hver gang vi har diskuteret emnet med politikere og myndigheder i årenes løb, skulle vi først overkomme en række antagelser og myter om Apples adfærd. Folk tror, at fordi Apples produkter er lækre og populære, og på grund af Steve Jobs’ eftermæle, at Apple er lige innovative og konkurrence-orienterede over hele linjen. Men det er bare ikke tilfældet.”

”Utroværdig”

”Det slår mig også som utroværdigt, når Apple siger at ingen tidligere har nærstuderet App Stores økonomi. Vi taler flere milliarder dollar i indtægter. Det er ikke ligefrem Apples budget for printer-toner, der er tale om. Alligevel påstår de, at ingen nogensinde har stillet spørgsmålet ”hvor meget tjener vi egentlig på App Store?”. Det siger noget om, hvordan de har tænkt over disse ting internt. At der er et decideret konkurrencstridigt handlemønster”, siger Gutierrez.

Spotifys klage mod Apple foranledigede en EU-undersøgelse, der indtil videre har resulteret i en liste over kritikpunkter fra EUs side. Disse vil i de kommende år blive fulgt op af retshandlinger, ligesom Epic-sagen i USA næppe slutter med den førstkommende afgørelse fra dommeren. Med mindre Apple skifter kurs, får juristerne i Cupertino altså næppe for meget fritid lige foreløbig.

Annonce:
Forrige artikelDet gule sundhedskort er klar som app
Næste artikelNu kan Apple TV Plus downloades på de fleste Android TV enheder
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.