Forside * Nyheder

’Snapdragon Sound’ skal gøre trådløs lydkvalitet bedre

-

Qualcomm lægger nu billet ind på at blive førende på lyd i den mobile verden med et nyt initiativ.

Vi kender Qualcomm som firmaet fra San Diego i Californien, der i mange år var størst, når det gjaldt CPU’er og SoC’er til smartphones, men som på det seneste har fået voldsom konkurrence fra Kina, Taiwan og Sydkorea.

Annonce:

Ud over den øgede konkurrence har firmaer som Samsung og Apple som bekendt valgt at deres egne chips i stigende grad, inklusive når det gælder de 5G-modemchips, som Qualcomm ellers havde planlagt at indtage størstedelen af markedet for.

Så nu tænker de i alternativer derovre. Det betyder blandt andet, at der er en stor satsning inden for mobil lyd på vej, der ikke mindst bliver et spørgsmål om at gøre folk opmærksomme på, at Qualcomm har leveret lydteknologien i deres devices.

Ude af synk

Således bliver det under et velkendt navn, at Qualcomm kører initiativet i stilling. Firmaet vil kapitalisere på, at mange mobilbrugere kender navnet på det chipset, der driver deres smartphones. Det nye initiativ hedder med andre ord Snapdragon Sound.

Du vil i fremtiden kunne se Snapdragon Sound-logoet på æsker med forbrugerelektronik inden i, herunder smartphones og trådløse øretelefoner og hovedtelefoner, der har Qualcomms lydteknologi ombord. Men tilstedeværelsen af logoet lader dig ikke blot vide, hvem der har leveret lydchippen til din nye device. Det angiver også visse standarder.

For eksempel vil enheder med Snapdragon Sound-mærket på kunne understøtte trådløs overførsel af hi-res-lyd (dog kun op til 24 bits og 96kHz). Qualcomm meddeler dog også, at latency over Bluetooth er et fokuspunkt, for som det vil være mange gamere bekendt, kan der være en ganske betydelig forsinkelse på lyden i almindelige Bluetooth-øretelefoner, når man spiller med dem.

Det er heller ikke alle video-apps, der kan finde ud af at koordinere afspilningen med almindelige Bluetooth-øretelefoner, og resultatet kan ofte være dårlig synkronisering af tale. Alt dette mener Qualcomm at have fundet en løsning på med en videreudvikling af deres aptX Adaptive-codec og de chips, de leverer til producenter, der vil understøtte codec’et.

Bedre i gamle dage?

Med dette codec, der for eksempel er med til at drive den trådløse lyd i Sennheisers True Wireless Momentum 2, kan latency’en komme ned på omkring 89 millisekunder, hvilket Qualcomm siger er 45 procent lavere end konkurrenternes.

Det skal dog siges, at de 89 millisekunder stadig er cirka dobbelt meget som en tidligere version af aptX-codec’et, nemlig aptX LL, hvilket naturligvis står for ”Low Latency”. Det codec kunne komme helt ned på 46 millisekunder, hvilket er lige under den hørbare grænse, der ligger ved cirka 50 millisekunder. Codec’et understøttedes blandt andet af forgængeren til de ovenstående Sennheiser-øretelefoner.

AptX LL kunne dog angiveligt ikke levere lige så god lydkvalitet som aptX Adaptive kan, så man kan åbenbart ikke få det hele. Og 89 millisekunder er åbenbart godt nok for Audio-Technica, der er det første lydfokuserede firma, hvis produkter kommer til at bære Snapdragon Sound-logoet. På mobilfronten bliver det Xiaomi, der kommer først med Snapdragon-lyden.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.