Forside * Nyheder

Elon Musk vil lave YouTube-konkurrent til TV’et

-
(Foto: Mollie Sivaram/Unsplash/X)

En X-app dedikeret til videoer er på vej til Samsungs Smart-TV og Amazons Fire TV-platform.

Hvis du stadig bruger platformen-der-tidligere-hed-Twitter, er der gode chancer for, at du bruger den til video. I hvert fald, hvis man skal tro platformens ejer, Elon Musk, der som bekendt omdøbte tjenesten til X.

På selvsamme platform har Musk nemlig beskrevet, hvordan otte ud af ti besøgende på X nu ankommer for at se en video, eller klikker på en video, når de alligevel scroller ned igennem de mange små indlæg fra X-brugerne.

Annonce:

Det lader til at have været en af motivationerne for, at X nu vil forsøge sig med en app, der er fuldt ud dedikeret til video på samme måde som markedslederen YouTube. Idéen er angiveligt at give nemmere adgang til X-videoer på hjemmets største skærme.

Faste brugere af YouTube kan jo som bekendt fyre op under en app på de fleste smart TV- eller streamingboks-platforme for at se de samme videoer, de ellers kan se på smartphonen eller computeren. Men det er jo lidt sværere med X, eftersom X-indlæg primært er tekstbaserede.

Skal afhjælpe brugerflugt

Hvis det virkelig er tilfældet, som Elon Musk påstår, at 80% af X-brugerne ser video under deres besøg på platformen, giver det derfor masser af mening at lave en app til TV’et, der udelukkende viser videoer uploadet til X i stedet for tekstbeskederne.

Samsung skulle være det første af de helt store TV-brands, der har meldt sig under fanerne, men også Amazons Fire TV-platform skulle få app’en ombord. Udmeldingen kom fra X-brugeren @DogeDesigner, der beskriver videoerne som ”long-form”, hvilket formentlig ikke nødvendigvis skal forstås som spillefilmslængde, men bare længere end TikTok-, YouTube Shorts- og Instagram Reels-videoer.

Men det kan enhver jo komme at sige. Imidlertid gik der ikke ret længe, før Elon Musk selv citerede indlægget og tilføjede bekræftelsen ”Coming Soon”. Video-ambitionerne er ikke nye. Musk har tidligere flirtet med en genoplivning af tjenesten Vine, som var TikTok før TikTok. Vine blev i sin tid købt af Twitter og lukket ned.

Dog skal tiltaget formentlig ses i lyset af den brugerflugt, som X p.t. oplever. En rapport fra Edison Research viser, at hvor det i 2022 og 2023 var cirka 27% af den amerikanske befolkning, der brugte X/Twitter, er det nu kun 19%. Det betyder, at Twitters amerikanske publikum er blevet reduceret med 30%. Ifølge tal som Statista har samlet sammen, har X mistet omkring 33 millioner brugere på verdensplan, siden Musk tog over.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.