Forside Nyheder

TDC storsatser på TV-serier


TDC og YouSee byder allerede på musik og filmleje. Men snart kommer kunderne til at svømme i TV-serier. Foto: recordere.dk


 


On-demand krigen står for døren. Når TDC og YouSee åbner for TV-serier, vil det være med en satsning der giver genlyd herhjemme.


YouSee og TDC ruster sig til konkurrencen om TV-seerne. Når de åbner for sluserne til TV-serierne her til september, som vi kunne løfte sløret for i denne artikel, så bliver det starten til en regulær storsatsning herhjemme.


Satsningen på TV-serier on-demand bliver nemlig endnu større end satsningen på filmleje on-demand har været indtil nu.


“Vi arbejder for at gøre omfanget af serier ganske stort (og meget større end det nuværende omfang af film), så kunderne vil opleve både dybde og bredde i serie-kategorien (dvs. både hele og flere sæson?er fra de enkelte serier).” fortæller René Brøchner, direktør for Private Product Management i TDC, til recordere.dk.


Det bliver med andre ord her at slaget skal slås. Om konkurrenterne så er de øvrige TV-distributører, eller film on-demand tjenester som Netflix, så satser TDC-koncernen på at være danskernes foretrukne leverandør af indhold.


Ligesom ved filmene vil der blive tale om en kombination af gratis tilbud og leje.


“Modellen kommer til at følge den nuværende for frie film. For Pluskunderne vil en del serier være uden merpris, mens andre vil være mod betaling (typisk 9 til 19 kr. pr. afsnit).” fortæller René Brøchner til recordere.dk.


Storsatsningen på indhold, i form af TV-serier til stuealteret, følges senere op af en øget udbredelse på mobile enheder.


“Vi kommer med andre ord til at satse stort på film og serier, hvor næste skridt naturligvis vil være mobiliteten ud af hjemmet på alle enheder”. slutter René Brøchner overfor recordere.dk.


YouSee har tidligere fortalt til recordere.dk at der ingen forskel bliver i udbud af video-on-demand indhold hos TDC og YouSee. Der er altså lagt i ovnen til et efterår som vil byde på masser af TV-serier, hos både TDC og YouSee.


TDC og YouSee åbner for TV-serier on-demand den 3. september 2012.

Annonce