Forside Indhold og distribution Musik

DR Radio on demand til smartphone og tablet




Snart kan man høre DR-radio on demand på sin telefon eller tablet på farten, men allerede nu kan man prøve beta-versionen. Foto: Torben Kloster / DR



 


Danmarks Radio er klar med en ny web-radio til brug på smartphones og tablets, og udover at høre live radio kan du også gå på opdagelse i arkiverne.


DR ruller en ny webradio ud, som fungerer på smartphones og tablets, helt uden at man skal installere en app.


Den fungerer i samme stil med on demand indhold som dr.dk/nu, hvor man kan søge og afspille alle de seneste programmer direkte i browseren på den mobile enhed.


“Indtil videre har det ikke været muligt selv at vælge på mobilen præcis hvad, man ville høre, medmindre det var liveprogrammer. Det kan man nu”, fortæller Erik Henz Kjeldsen, redaktør for digital radio hos DR, som har stået i spidsen for udviklingen.


Premieren er sat til d. 8. juli, men allerede nu kan alle prøve den nye tjeneste.


“På trods af, at det er en beta-udgave, fungerer alt det grundlæggende fejlfrit. Man kan allerede nu klart mærke hvordan, den endelige service kommer til at fungere”, fortæller Erik Henz Kjeldsen, og fortsætter:


“Alle er velkomne til allerede nu at bruge tilbuddet, og der er også mulighed for at give feedback på oplevelsen”.


 


 


 


 


Radio on demand har været savnet


Internetbrugen på smartphones og tablets er markant stigende, og Erik Henz Kjeldsen lægger ikke skjul på, at DRs on demand-tilbud på radio i lang tid har haltet bagefter den generelle udvikling i danskernes mediebrug.


“Det er tankevækkende, at langt hovedparten af DRs radio on demand-lytning sker på en PC, samtidig med at resten af internetbrugen i stigende grad sker på smartphones og tablets”, siger han og tilføjer:


“Det er fordi, at DRs webradio ikke har kunnet følge med ? men det kan det nu”.


 


Test med


Man kan prøve beta-radioen ved at gå ind på www.dr.dk/beta/radio på sin smartphone eller tablet, eller ved at scanne koden her nedenfor.


Udover den nye web-radio-side vil der også komme en ny radio-app til smartphones i løbet af den næste måned.


Annonce