Forside Tests

TEST: Apple iPhone 5s





I anledning af at Apples iPhone 5s er til salg nu genudsendes vores anmeldelse.
 





Foto: recordere.dk



 


Anmeldelse af Apple iPhone 5s


Vi har kigget nærmere på den nye iPhone 5s, med fokus på hvordan den adskiller sig fra sin forgænger. Det viser sig, at selv små ændringer kan gøre store forskelle.


Læg en iPhone 5S og en iPhone 5 i samme farve ved siden af hinanden, og du vil have svært ved at se forskel.


Alt, hvad der er sket af forbedringer er, er sket under motorhjelmen, lige med undtagelse af Home-knappen, der nu mangler den karakteristiske firkant i midten. Og det er selvfølgelig på grund af den meget omtalte fingeraftrykslæser, der nu er bygget ind i iPhone 5S.


 




 


Der er faktisk kun tre områder, hvor iPhone 5S adskiller sig fra sin forgænger. Men de tre er også ret vigtige, og derfor har vi her på Recordere.dk valgt at fokusere på dem i denne test.


Alle de ting, der ikke er nævnt i testen, er nemlig også gældende for iPhone 5, og den kan du læse om i testen af den fra sidste år. Vi har heller ikke valgt at gøre noget stort ud af iOS7, da den nye software allerede er ude på mange Apple-enheder allerede.


Der er også lidt forskel i farvevalget. Den sorte er nu mere ‘Space Grey’ med en lidt lysere bagbeklædning, ligesom ‘Silver’-modellen er lidt mere platinagtig at se på. Helt ny er guld-modellen, der er blevet voldsomt populær. Så populær, at det var helt umuligt for Recordere.dk at få fat i et eksemplar til test. Så vi “nøjedes” med en Space Grey-version.


 



 


Men de tre hovedforskelle, CPU’en, kameraet og fingeraftrykslæseren gør faktisk iPhone 5S til en telefon, der er kvalitetsmæssigt på et andet niveau end sin forgænger.


Om det er et højere eller lavere niveau, kan du finde ud af ved at læse videre herunder. Lad os starte med at sætte fingeren på et af de vigtigste ændringer.


 




 



 



 



 


 


Fingeraftrykslæseren


Den nye fingeraftrykslæser, som Apple har døbt Touch ID, er en af de mest innovative tiltag på iPhone 5S. Det er ikke første gang, biometrisk identifikation har været at finde i forbrugerelektronik og heller ikke på smartphones. Men det er første gang, den er bygget ind i en smartphones mest centrale knap – i iPhones tilfælde Home-knappen.


Når dette er væsentligt er det ud fra et rent brugervenlighedssynspunkt. Når telefonen er i dvale, kan du vække den med et klik på Home-knappen og så lade den samme finger hvile på knappen. Et kort øjeblik efter er din telefon låst op. Det er en teknik, man lærer lynhurtigt og lige så lynhurtigt vænner sig til, så man ligefrem synes at det er møgbesværligt at låse telefonen op på andre måder.


 




 


Ulempen ved Touch ID lige nu er, at den ikke understøtter andet end oplåsning og bekræftelse af identitet, når man køber noget på iTunes eller i App Store.


Det er åbenlyst, at Apple gerne vil gøre vejen fra købsbeslutning til download så kort som muligt i iTunes og App store og det er helt klart en lettelse ikke at skulle taste sit password hver gang. Men det ville være rart, hvis man kunne gøre det samme, når man loggede ind diverse steder, der ikke stod Apple på. Det kommer formentlig på et tidspunkt, også selvom Apple har været noget tilbageholdende med at love noget i denne sammenhæng.


En anden lidt irriterende ting er at nogle identifikationsprocesser stadig kræver adgangskode, som f.eks. efter en genstart. Man kan altså ikke bare glemme sin pin-kode, hvis man har slået sådan én til.


Rent funktionelt fungerer Touch ID godt og stabilt. Der var stort set ikke nogle tilfælde af at iPhone 5S ikke genkendte fingeraftrykket på den valgte finger. Selv med vand eller lidt jord på fingeren genkendte iPhonen aftrykket. Når der opstod et problem, kunne det begrundes med lidt klodset placering fra anmelderens side. Man skal altså lige lære at placere fingeren rigtigt, men det sker hurtigt.


Man kan også registrere mere end én finger. Det praktiske ved dette er at man f.eks. kan registrere begge sine tommelfingre, så det er ligegyldigt, hvilken af sine hænder man samler telefonen op med og åbner den. Jeg oplevede flere gange, hvordan jeg samlede telefonen op med venstre hånd og helt intuitivt forventede at iPhone 5S kunne genkende min venstre tommelfinger, selvom jeg kun havde registreret den højre.


Der er folk nettet, der også har testet Touch ID med alt fra tæer til kattepoter og fået det til at virke. Det skyldes, at Touch ID i virkeligheden er en sensor med en opløsning på 500 ppi, der dermed i princippet kan bruges til at registrere nærmest hvilken som helst kropsdel, der er genkendelig fra gang til gang.


Jeg havde dog problemer med at få den til at virke i første omgang, som det kan ses på nedenstående “tegneserie”. Man skal sætte fingeren på og tage den af sensoren en hel del gange, før den registrerer fingeren, og til at starte med ville den overhovedet ikke registrere min pegefinger. Da jeg brugte tommelfingeren gik det bedre, men man skal være forberedt på at den indledende registrering tager noget tid uanset hvad.


Men det er arbejdet værd i længden.


 




 


Touch ID fungerer godt, og hvis Apple formår at få udbredt denne identifikationsform til alle mulige andre platforme, er det en af de teknologier, man vil huske iPhone 5S som havende introduceret.


 


 


Processoren


Den nye A7-processor i iPhone 5S er ret imponerende, lad det være sagt med det samme. Der er ingen tvivl om at Apple her spurter fra konkurrenterne på den måde, de egentlig burde have gjort allerede med iPhone 5 sidste år.


Det, der var problemet med iPhone 5 var at den kom ud med en dual-core processor i en tid, hvor alle kom med quad-cores. Det ville ikke have været noget problem, hvis altså A6’eren havde leveret mere power på dual-core, end konkurrenterne gjorde på quad-core. Det gjorde den ikke. Det var sådan set flot nok, at den kunne konkurrere med quad-core-smartphones på hastighed, taget i betragtning, at den kun havde to kerner at gøre med, men det var ikke et udtryk for den suveræne ydelse, Apple ellers har været kendt for på tværs af flere teknologikategorier. Og derfor var det alligevel lidt af en skuffelse for mange.


Til Apple-fansenes store glæde kan jeg dog meddele, at det modsatte er tilfældet i iPhone 5S. Apple har holdt fast i dual-core-processoren, men er med en kyndig kombination af instruktionssæts-design og OS-integration lykkedes med at lave en processor, der simpelthen sætter konkurrenterne bagud, selv med det halve antal kerner. Det er flot gået.


Jeg brugte Geekbench 3 som benchmark, fordi der for nylig er konstateret “snyd” med flere benchmarks på Android-telefoner. Geekbench 3 ser dog ud til at være den benchmark, hvor færrest af iPhones Android-konkurrenter snyder på vægten. Ifølge Anandtech er det nemlig kun Samsungs Note 3 og Note 10.1, der overclocker i benchmark-øjeblikket på Geekbench 3.


 




 


Lad mig lige starte med at give lidt baggrund for denne test. Nogle af de hurtigste Android-flagskibe på markedet lige nu er Sonys Xperia Z1 og LGs G2-model. Samtidig bør iPhone 5S også sættes op mod dens nærmeste konkurrent ude blandt mobilejerene, GALAXY S4.


Z1’eren har en af de kraftigste konfigurationer på markedet lige nu. Dens Snapdragon 800-chipsetkonfiguration er en af Qualcomms nyeste teknologier, og inden i chipsettet sidder der en Krait 400-processor, der er clocket ved 2,2 GHz. Den bliver lige nu kun overgået af LGs G2, der har samme konfiguration, bortset fra at processoren er clocket en anelse højere ved 2,26 GHz. Samsungs GALAXY Note 3 er clocket ved 2,3GHZ, men vi har valgt at se bort fra denne, fordi den snyder, når den testes med Geekbench 3.


Endelig er der GALAXY S4, der primært fås i en udgave med Snapdragon 600, indeholdende en quad-core 1.9 GHz Krait 300 CPU. Den findes som bekendt også i en octa-core version med Samsungs egen Exynos 5-SoC, der dog er lidt sværere at få fat i. Jeg har adgang til quad-core-versionen, hvilket også synes at være den mest sammenlignelige i denne sammenhæng.


Med Geekbench 3 lykkedes det mig at få Z1’eren til at give en gennemsnitsscore ud af tre tests på 2624, når der testes på flere kerner på en gang. Tilsvarende kunne LG G2 levere en gennemsnitsscore på 2253 og S4’eren en score på 1872.


Her kommer så det imponerende: iPhone 5S klarede en gennemsnitsscore på Geekbench 3 på 2565. Med andre ord slår den både LG G2 og GALAXY S4 med et komfortabelt forspring og er stort set på niveau med Z1’eren – men altså med et halvt så stort antal kerner. Det er godt gået.


Når antallet af kerner betyder noget, er det jo også fordi flere kerner som regel betyder mere strømforbrug, hvilket ville have krævet et større batteri og dermed også en større kasse og et mere klodset design. Men fordi iPhone 5S holder sig på to kerner, kan den holde den samme batterilevetid (ja, faktisk lidt bedre) som sin forgænger, selvom processoren er over dobbelt så hurtig. Der må man sgu tage hatten af for Apple, det er et exceptionelt stykke ingeniørarbejde. Nu, hvor vi er ved batterilevetiden: iPhone 5S kan sagtens holde en hel dag med en del baggrundsaktivitet og brug, men det var nu ikke noget, iPhone 5 havde problemer med heller. Så en forbedring her er umiddelbart umærkelig, men naturligvis velkommen.


Man mærker også processorhastigheden i praksis. Der er ikke skyggen af tøven, når man vælter sig rundt i iOS7s mere krævende grafiske animationer med mere. Til sammenligning opdaterede jeg for nylig min iPad mini til iOS7, og selvom den kører iOS7 flot, er den alligevel liiiige en anelse langsommere end før. Og især langsommere end iPhone 5S, der ikke synes at stå tilbage for noget.


For at teste iPhone 5S’ grafiske hestekræfter, brugte jeg app’en 123D Creature Show fra Autodesk, Inc., der traditionelt har det med at lave apps, der presser GPU’er til det yderste. Således er denne app faktisk optimeret til iPhone 5S og dens CPU/GPU-power. Med denne app kan du lege med en 3D-model af et valgfrit væsen, som du så kan sætte ind på et foto, du har taget.


Du kan selv definere, hvordan væsenet skal stå, og hvordan det skal se ud, og disse ændringer sker med realtime 3D-renderinger, der kræver ret meget processorkraft. Det klarede iPhone 5S imidlertid uden så meget som at gå bare en smule i knæ.


Benchmarks på grafiksiden bakker dette op. Vi fik 57 fps ud af en test med GFXBench 2.5 Egypt 1080p Offscreen. Til sammenligning er iPhone 5 blevet registreret til lige omkring 30. Det er altså ikke kun på ren processorydelse at iPhone 5S er dobbelt så hurtig som sin forgænger, det er også på grafiksiden.


Her kan konkurrenterne dog følge lidt bedre med. Ifølge GFXBench’ resultatside, ligger GALAXY S4 på omkring 56 fps, LG G2 på 55 fps og Z1’eren slår igen iPhonen med omkring 60 fps. Det ændrer dog ikke på, at iPhone gør mere eller lige så meget med mindre til rådighed.


 


 


Kamera


iPhone 5S har også fået opgraderet kameraet en lille smule.


Det er mest på software-siden, hvor du nu kan skyde panorama-billeder, lægge live-filtre ind og skyde fotos i kvadratisk format til f.eks. Instagram, direkte i kamera-app’en. De fungerer alle godt, men er ikke ligefrem store innovationer.


På softwaresiden er også kommet en ny slowmotion-video-funktion, der optager 720p-videoer i 120 fps. Med over fire gange så mange frames i sekundet som de videoer, vi er vant til, kan man skrue ned for hastigheden i videoen og få en vanvittig flot slowmotion-effekt ud af det. Fordi, selve slowmotion-delen er software-styret, kan du selv bestemme, hvilken del af videoen, der skal være i slowmotion, også efter du har optaget den.


Det betyder, at du f.eks. kan optage sønnikke springe i swimmingpoolen og så nøjes med at sætte den del, hvor han rammer vandet i slowmotion, inden du lægger skidtet op på Facebook. At denne musikvideo-agtige effekt nu er tilgængelig på iPhone er uden tvivl en gimmick, der ikke kan bruges til ret meget rent praktisk. Men den er megasjov at lege med, og man får lynhurtigt lavet videoer, der viser virkeligheden på en helt anden måde, end man har kunnet med en smartphone før.


Du kan se, hvordan det virker i videoen herunder. 


 



Video: Køretur i slowmotion


 


Derfor bliver slowmotion-videoer fra iPhone 5S formodentlig et stort hit, og det er godt set af Apple at inkludere en funktion, der er let at udføre rent teknologisk, men som potentielt kan blive rigtig populær blandt den brede befolkning og ændre den måde, videoer på alt fra Instagram til YouTube kan se ud på.


Rent hardwaremæssigt er der en lillebitte forskel på kameraet i 5S og dens forgænger. Blændeåbningen er nu på f2.2 i stedet for f2.4, hvilket betyder, at iPhone 5S tager lidt mere af virkeligheden med end sin forgænger.


Det ses ret tydeligt på billedet herunder, hvor iPhone 5-billedet fra vores iPhone 5-test er sammenlignet med et lignende iPhone 5S-billede (ganske vist taget et år senere, et andet tidspunkt på dagen). Her kan man se, at selvom 5S-billedet er forskudt en anelse til højre i forhold til 5’erens billede, så er det et større udsnit af virkeligheden, der er taget med. Begge billeder er taget med HDR.


 




Det er iPhone 5 til venstre og iPhone 5s til højre

 


Når man zoomer ind på disse billeder bliver det dog imidlertid meget hurtigt ganske tydeligt, at iPhone 5S har et suverænt meget bedre kamera end 5’eren, selvom man skal ned i detaljerne for at finde forskellene i specifikationerne.


 




 


Den større blændeåbning er akkompagneret af en større sensor, der dog ikke samtidig har skruet antallet af megapixels (8) i vejret. Det betyder, at hver enkelt pixel er større, og det mener Apple giver en bedre lysfølsomhed, så telefonen er bedre at tage billeder med i mørke. Det vender jeg tilbage til.


I første omgang forsøgte jeg dog lige at sammenligne den med en række andre flagskibstelefoner, jeg havde til rådighed. Med ren, hurtig affyring i auto-tilstand, kom de fem forskellige billeder til at se sådan ud:


 




 


Her kan man tydeligt se forskellen på opløsninger i kameraerne (1020’eren havde en åbenbart dårlig dag rent foto-mæssigt, men leverer stadig langt flest pixels – se eventuelt vores test af den), men også blændeåbninger.


Sætter man dog billederne ned i samme opløsning i højden og derefter zoomer kraftigt ind på et udsnit, bliver det tydeligt, at iPhone 5S nok har et væsentligt bedre kamera end sin forgænger, men på ingen måde er nogen markedsleder, når det gælder kameraet.


Det kan godt være, at pixlerne er større, men det ser i dette tilfælde bare ud til at give mere pixelering og mindre detaljer hos konkurrenterne, i kombination med en lavere opløsning, der giver et mindre billede på denne måde. Konklusionen af denne måde at teste på er, at 5S tager mere gnidrede billeder end de andre flagskibe, måske lige med undtagelse af Xperia Z1, hvilket er overraskende, taget i betragtning, hvor meget fokus, Sony har givet kameraet på netop denne telefon.


Læg i øvrigt også mærke til forskellene i farvenuancerne på disse billeder, der altså alle er taget med auto. De mere blålige af dem harmonerer mindst med virkeligheden, som den så ud med undertegnedes øjne.


 




 


Men hvad så med i mørke? iPhone 5S er udstyret med to blitzer, samlet i en såkaldt dual-LED-flash. Heraf giver den ene et mere naturligt og varmt lys i kombination med det klare, mere blålige lys fra den anden.


Det er et forsøg på Apples side på at gøre det normalt hårde og grimme blitzlys lidt mere udholdeligt at se på i billeder. Og det virker efter hensigten.


Billedet herunder er taget i totalt mørkelagt rum. iPhonens dual-LED-flash er tydeligvis varmere i tonen end ærkerivalen GALAXY S4, og også på den Xenon-flash, der sidder på Lumia 1020, der lige i dette tilfælde ser helt udvasket ud.


 




 


Derefter prøvede jeg at slå blitzen helt fra og lukke bare en anelse mere lys ind for at se, hvor meget iPhone 5 kunne hive ud af mørket. Det var dog ikke meget. Når det gælder fotos i mørke er Lumia 1020 stadig den suveræne vinder (mens GALAXY S4 går helt i sort.)


 




 


Alt i alt er kamera-forbedringerne på iPhone 5S værdifulde, men det bringer stadig ikke iPhonen i front rent kameramæssigt. Apple har været konservative på kamerafronten lige siden iPhone blev lanceret i 2007 med et halvringe 2-megapixels kamera, hvor det skulle konkurrere med f.eks. de fem megapixel og det for tiden fremragende objektiv, der sad i Nokias N95. Og det bliver altså heller ikke med iPhone 5S, at kameraet bliver helt konkurrencedygtigt.


Kamera-softwaren og muligheden for at optage video i 120 fps, derimod, er så simpel og lækker, at det gør den overflod af ubrugelige kamera-tilstande, der for eksempel følger med GALAXY S4, fuldkommen til skamme.


 


 


Konklusion


Der er ingen tvivl om at iPhone 5S er den bedste telefon, Apple nogensinde har lavet. Den lukker alle eventuelle tvivlspunkter, der omgærede dens forgænger, måske med kameraet som den eneste undtagelse. Det er den telefon, iPhone 5 skulle have været.


Brugere af iPhones, der endnu ikke har opgraderet fra en 4’er eller en 4S, bør gøre det nu. Og for en gangs skyld er der måske endda argumenter nok for at iPhone 5-ejere bør købe sig til et yderligere S. Det er ellers sjældent, at det er anbefalelsesværdigt at købe S-udgaverne af Apples iPhones, hvis man allerede har den originale model uden S. Men lige i dette tilfælde er telefonen simpelthen bare så meget bedre. I det hele taget tegner der sig et billede af, at det godt kan betale sig at vente et år, når der kommer en ny iPhone-model og så tage S-modellen i stedet.


En ren subjektiv udmelding bør dog også lige falde omkring skærmstørrelsen. iPhone 5S’ skærm synes i 2013 endnu mindre i forhold til konkurrenterne end iPhone 5 gjorde. Og det er naturligvis fordi mange af os smartphone-brugere har vænnet os til at skærmene vokser, fordi størrelserne bliver presset opad af alle andre producenter end Apple.


Det er dog ret svært at vænne sig til at komme ned på iPhone-skærmens lille størrelse, når ens fingre er vant til den frihed, en stor skærm giver én. Det skal man lige være opmærksom på, hvis man går og overvejer at skifte sin Android- eller Windows Phone-telefon ud med en iPhone. Et andet aspekt af dette er dog, at iPhone nu allermest minder om dengang omkring årtusindeskiftet, hvor Nokias 8290 og 8890-modeller viste, hvor lillebitte, en mobiltelefon egentlig kunne være.


Dengang var der mange, der gik efter disse telefoner, fordi de var meget små, og det var der status i. Den rolle udfylder iPhone nu, fordi den er blevet så meget mindre end de andre telefoner, der er på markedet. Og hvis det er noget, der tæller for én, så er iPhone 5S det absolut bedste køb, man kan gøre lige nu.


 


 





Farverne på iPhone 5s



 


 


Pris og tilgængelighed


iPhone 5s kom til Danmark d. 25. oktober 2013.


Se dagspriserne her.

Annonce