Forside Nyheder

Kvinderne har for alvor taget smartphonen til sig




Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR



 


2013 blev året hvor kvinderne for alvor kom med på smartphone-bølgen, så det nu er lige mange kvinder som mænd der har en.


Forbrugerelektronikken bliver tit forbundet med mændene, og når der kommer en ny iPhone er det oftest mændene der ses ligge i kø med termokander og soveposer.


Men hvad angår telefonerne, så er der nu lige så mange kvinder som mænd, der har en smartphone i dag. Det fremgår det af rapporten “Medieudviklingen 2013”, som DR Medieforskning udgiver i midten af januar.


“Det er nyt, at kvinderne er ligestillede med mændene, når det gælder sådanne typer af forbrugerelektronik”, fortæller medieforskerne Tina Skov Gretlund og Jacob Lyng Wieland fra DR Medieforskning.


Undersøgelsen fra TNS Gallup viser at 67% af befolkningen mellem 15 og 70 år har en smartphone, og at der stort set ikke længere er forskel i udbredelsen blandt mænd og kvinder.


 


Vilde med Facebook og spil


Kvinderne bruger – som mændene, deres smartphone til mange forskellige ting.


“Men specielt brugen af sociale medier springer i øjnene. Her bruger kvinder med smartphone markant mere tid på sociale medier hver dag – nemlig 53 minutter – mod mændenes 40 minutter, og det mest populære sociale netværk er uden tvivl Facebook”, konkluderer de to medieforskere.


I 2013 har hele 72% af alle kvindelige smartphone-brugere Facebook installeret, hvor det samme tal for mænd er 64%. Men også indenfor kategorien spil er kvinderne kommet med.


Frem til 2012 var der flere mænd end kvinder, der havde downloadet apps til deres smartphone inden for spilkategorien, men i 2013 har flere kvinder end mænd downloadet spil. Ikke mindst apps som Wordfeud og Quizbattle har haft særlig appel til kvinder i årets løb.


 


App træghed at spore


Af den nye rapport fremgår det også, at der måske er en lille app-træthed at spore blandt smartphone-brugerne.


For faktisk har danskerne med smartphone i gennemsnit installeret 17 apps i løbet af 2013, hvor tallet var 19 sidste år.


 


Ældre har også fået smartphone


Det er ikke kun blandt kønnene, der er sket forskydninger i antallet af smartphones i årets løb. Stadigt flere ældre hopper også med på bølgen.


Blandt de 60-70 årige er smartphonen dog fortsat ikke helt så rødglødende, som den er blandt de yngre danskere.


16 minutter dagligt bliver det til andre aktiviteter end at tale, hvor det samme tal for de 15-24-årige er en time og 51 minutter.


 


Kilde: DR

Annonce