Forside Nyheder

TV3+ forlænger med Formel 1 frem til 2021

-
F1 TV. Foto: Formula1.com

Nordic Entertainment Group har netop annonceret, at TV3+ forlænger rettighederne til Formel 1 frem til og med 2021 sæsonen. Godt nyt er at man også introducerer F1TV i Danmark senest i 2019.

Er du til Peter Palshøj, Nicolas Kiesa, Tom Kristensen, John Nielsen, Jens Hansen og Luna Christofi når det gælder F1, er der godt nyt. Nordic Entertainment Group, der bl.a. står bag TV3 kanalerne og Viaplay har forlænget Formel 1-rettighederne til og med 2021-sæsonen.

Hos Nordic Entertainment Group er der stor glæde over udsigten til at kunne give de danske seere muligheden for at følge Kevin Magnussen, Lewis Hamilton, Sebastian Vettel og alle de andre Formel 1-stjerner i de kommende år.

“Formel 1 har været en fantastisk rettighed for os, fra vi senest sikrede rettighederne i 2009. Og med Kevin Magnussens indtog i serien er interessen eksploderet. Senest i weekenden fra Canadas Grand Prix, hvor løbet havde en højere kommerciel seerandel end fodboldlandskampen mellem Danmark og Mexico,” siger SVP, Group Head of Sport i Nordic Entertainment Group, Kim Mikkelsen.

“Vi glæder os til de kommende tre sæsoner, hvor vi vil udvikle og udvide vores dækning, så vi får endnu flere danske Formel 1-fans med ombord. Vores dedikerede journalister og eksperter leverer et topklasse-produkt, og jeg ser frem til, at vi fintuner den dækning i årene, der kommer,” tilføjer Kim Mikkelsen.


Nyt Formel 1-produkt for “feinschmeckere”

Nordic Entertainment Group løfter samtidig sløret for, at der i den nye aftale vil være et helt nyt og eksklusivt produkt til hardcore-fansene. Produktet svarer til F1TV, der allerede er tilgængelig i flere lande.

I tæt samarbejde med Formel 1 giver Nordic Entertainment Group seerne mulighed for helt selv at vælge kamera i hver enkel af de 20 Formel 1-racere, hvor man samtidig vil få masser af løbsinformation samt et væld af andre spændende features.

Lanceringstidspunkt og pris på det nye produkt vil blive oplyst senere, men servicen vil senest være tilgængelig fra starten af 2019-sæsonen.

Annonce