Forside * Nyheder

OnePlus’ nye koncepttelefon har usynligt kamera

-

OnePlus fortsætter deres transformation fra kultmærke til et brand, der ligger i front, når det gælder innovation.

De kom først med en 90Hz-skærm, og ved CES bringer OnePlus endnu en nyhed på banen i form af et usynligt smartphone-kamera. Det er en del af den koncept-telefon, som OnePlus allerede havde annonceret, at de ville vise frem under den store teknologi-messe, der starter i Las Vegas om et par dage.

Annonce:

For dem, der følger smartphone-teknologiens udvikling er den første tanke formentlig nok, at et usynligt kamera skal sidde i skærmen. I årevis har smartphone-producenterne forsøgt at gemme selfie-kameraet bag skærmen, så kamerahak og -huller ikke var nødvendige.

Selv Apple forsøgte sig angiveligt med dette, da de udviklede iPhone X, men det lykkedes som bekendt ikke, og i stedet fik vi så det berømte og berygtede kamerahak, der en kort overgang var standard i smartphone-designet.

Men før du får dine forventninger for højt i vejret: Det er ikke det, OnePlus er kommet på banen med her. I hvert fald ikke endnu. Det er derimod kameraet bagpå, der er blevet usynligt, hvilket formentlig vil blive hilst velkommen af de, der synes at de store kamera-blokke bagpå telefoner som iPhone og Google Pixel er grimme.

Dreamliner-vinduer i en telefon

Smartphonen hedder Concept One og benytter sig af en teknologi, der ifølge OnePLus også kan findes i fly og racerbiler. Hvis du har taget en tur med en Boeing 787 – også kendt som Dreamliner, har du måske oplevet, hvordan vinduesglasset kan tones op og ned med et tryk på en knap.

Det er den samme teknologi, der anvendes på bagsiden af Concept One. Du kan ikke se de tre kameraer bag glasset, før de skal bruges. Så snart, du aktiverer kamera-app’en, sendes der en elektrisk impuls gennem glasset, der transformerer det fra helt uigennemsigtigt til gennemsigtigt.

Dermed er designet af Concept One helt gennemført og ubrudt. OnePlus har endnu ikke givet os pressefotos af telefonen, men har teaset med en GIF, der kan ses i den nedenstående tweet, som firmaet sendte ud her til morgen.

Som nævnt bliver telefonen dog vist frem på CES, hvor vi så absolut planlægger at besøge OnePlus og tage Concept One i øjesyn og tage nogle billeder, så I kan få den at se i sin helhed. Men i en tid, hvor smartphone-designs i højere og højere grad ligner hinanden, er det interessant at se denne slags innovationer. OnePlus siger, at Concept One er den første telefon, der benytter sig af teknologien.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.