Forside CES CES 2020

Panasonic introducerer nyt design til VR-briller

-
(Foto: Recordere)

Netop som man troede, at VR-briller kun kunne se ud på én måde, sker der en forandring.

Da Oculus Rift for alvor genantændte VR-brille-branden for nogle år tilbage, satte det Facebook-ejede firma samtidig en standard for, hvordan VR-headset kunne se ud. Det blev understreget af f.eks. Samsungs GEAR VR, hvor det samme design gjorde plads til en smartphone.

Men VR-briller behøver tilsyneladende ikke være en plastik-mursten med en flad front, som man sætter på hovedet med en bred elastik bagpå. De kan også ligne noget lidt mere interessant, der stilistisk set vil appellere til mange VR-gamere.

Annonce:
(Foto: Recordere)

Således har Panasonic på CES vist et par VR-briller frem, der allermest ligner nogle gamle svejsebriller fra tidligt i det 20. århundrede. Det er den type briller, der er blevet båret af skurke og mystiske typer i adskillige film, og deres runde form og totale uigennemsigtighed gør dem både cool og skræmmende på én gang.

Steampunk

Med andre ord: Lige noget for gamere med hang til den designstil, der kaldes steampunk. Men designet er ikke det eneste nye ved modellen. Ifølge Panasonic er det også de første VR-briller, der understøtter HDR i UHD. Der er et par in-ear-øretelefoner koblet til.

Apropos tilkobling, så mere end antyder Panasonic i deres pressemeddelelse om brillerne, at de kommer til at fungere trådløst, formentlig via en eller anden form for 5G-forbindelse. Men det bliver først i den færdige version, som Panasonic og deres partnere Kopin Corporation vil sende på gaden i 2021.

(Foto: Recordere)

Af samme grund kender vi ikke noget til pris eller nøjagtigt lanceringstidpunkt. Panasonic viste kun prototyper frem på deres CES-stand. Men der er ingen tvivl om at designet viser en ny retning for VR-briller, og Panasonic nævner komforten som en af de afgørende faktorer ved denne formfaktor.

Med andre ord er der en god chance for, at den færdige version af brillen kan blive mere komfortabel at have på i længere tid ad gangen end mange af de VR-briller, der er på markedet lige nu. Spørgsmålet er naturligvis, om de kan køre trådløst, om de kræver opkobling til en computer, og så videre. Det får nok først svar på om lidt over et års tid.

Følg CES i Las Vegas på recordere.dk
Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.