Forside * Nyheder

Det så vi også på CES – tendenser og pudsigheder

-
Et af de store hits blandt de mere sjove gadgets på CES 2020 var disse rygsække fra Pix, der viser Nintendo-inspirerede 8-bits-animationer med LED’er (Foto: Recordere).

CES handler om meget andet end lyd og billede, og ofte ser man produkter, der bringer smilet frem eller giver kløe i hovedbunden.

Der var engang, hvor CES primært handlede om tv-skærme, lydanlæg og computere i forskellige størrelser. Men idag har det digitale aspekt sneget sig ind alle vegne i den personlige sfære, og det mærkes tydeligt på CES. Med messen vel overstået kan vi nu kigge tilbage på nogle af de mere pudsige og opfindsomme ting, vi ikke havde tid til at skrive om, da det hele kørte løs tidligere på ugen. Nogle af dem tegner endda en tendens.

Søvn-gadgets

Det lader til, at budskabet om at vores daglige teknologibrug kan stresse os, er ved at slå igennem. En af de kategorier, der var vokset mest på årets CES-messe var teknologi, der kan hjælpe dig med at slappe af og sove. Vi så et hav af mere eller mindre intelligente lamper og bokse til soveværelset, som f.eks. zLight. Den er en kombination af trådløs Qi-oplader, højttaler og lampe. Lampe-delen er dog ikke nødvendigs lavet til at lyset rummet op. Idéen er, at lampen lyser blidt nedad i forskellige farver afhængig af, hvad klokken er. Hvis du så vågner midt om natten for at se, hvad klokken er, behøver du ikke række ud efter telefonen. Du kan bare se på lysets farve, om det er værd at forblive vågen, eller om du kan sove videre.

Annonce:

Lampe/højttalerkombinationer, der lover bedre søvn var der masser af, som for eksempel Wellnest-lamperne og ikke mindst Hatch, der kan sættes til automatisk at lyse med i beroligende lysfrekvenser ved sengetid, og så langsomt tone ind med lysfrekvenser, der svarer til sollys, når det er tid til at vågne. Når vi nu taler om lys, så har et finsk firma, Human Charge, opfundet  et par trådløse øretelefoner med lys i. Hvorfor skulle du lyse dig selv i øret, kan du spørge? Fordi 12 minutter med sollys-lignende frekvenser skudt direkte ind i skallen har samme effekt som at sidde i 1-2 timer ved en sollys-lampe mod depression. Hvis du savner sollys i vinterhalvåret, kan du måske overveje at bruge disse øretelefoner en del af dagen.

Alternative transportmidler

Man kan godt mærke, at de elektriske løbehjul indtog verdens fortove og cykelstier i 2019, midt mellem to CES-messer. Hvor de tidligere havde været at finde blandt de såkaldte ”hoverboards” og andre afarter af den gode, gamle Segway, var de nu helt fremme på den forreste del af de relevante messestande. Ofte sammen med sammenklappelige, elektriske cykler af den slags, der nogle steder allerede er igang med at overhale løbehjulene indenom – brugsmæssigt, altså. Et enkelt firma, Scoocase, havde kombineret et elektrisk løbehjul med en kuffert, så du kan komme hurtigt igennem lufthavnen uden at forslæbe dig. Og når vi nu taler om den slags, så kan Lil Flyer-kufferten også bruges til transport af dit barn gennem lufthavnen.

Leotecs retro-højttalere ligner noget, der er meget gammelt, indtil man kigger nærmere på udgange og porte. (Foto: Recordere).

Retro er stadig hot

Nostalgi går nok aldrig af mode i tech. Det er langt fra første gang, vi har set digitale musikafspillere i retroform, men prøv lige en gang at kigge på de ovenstående, trådløse højttalere med USB osv. fra Leotec. Det ser ud som om, de har købt adskillige partier af gamle ghettoblaster og transistorradioer og har bygget ny elektronik ind i dem – så autentisk er retrodesignet.

Kodak Audio. En ordkombination, næppe mange havde troet mulig for 20 år siden (Foto: Recordere).

En anden form for retro er de små radio-lignende, trådløse højttalere fra Kodak Audio. Yes, du læste rigtigt. Brandet, der altid har været forbundet med billeder, er nu et lydfirma. Men på den anden side er det måske ikke så mærkeligt. Dolby Vision er jo også kommet ud fra et firma, der altid primært har beskæftiget sig med lyd…

Det pæne hjem

En tendens, der synes at have fortsat fra tidligere års CES’er, er muligheden for at gøre teknologien usynlig eller bedre integreret i en gennemtænkt indretning. Et eksempel er tv-skærmen, som Samsung har haft en del succes med at give et fritidsjob som kunstværk via modellen The Frame. Man ved først, at man har fat i den lange ende, når andre begynder at kopiere ens idéer, og LG demonstrerede nogle af deres modeller ved at lade indrammede billeder fungere som ”screensaver” på sin stand. Ganske vist er der en minimal, sort kant på disse skærme, så kunstværk-illusionen er ikke komplet, men det er tæt på.

LGs Gallery Design lugter lidt af The Frame fra Samsung.

Andre, mindre kendte – og især kinesiske – firmaer viste rammer frem på CES, som man kunne bygge sit tv ind i. Altså en slags billedramme, du hænger op på væggen og sætter skærmen ind i, og som dækker for en eventuel minimal kant på tv’et. Det er en langt billigere (men dog mere strømforbrugende) løsning, hvis man gerne vil opnå en The Frame-effekt. Endnu andre firmaer havde blot lavet kreative stativer og fødder, der udstiller tv’et som et møbel i sig selv, og ikke prøver at skjule det.

Gadgets til kæledyrene

Kæledyr skal også have glæde af den digitale revolution, er der flere firmaer, der synes. Eller måske er det blot et spørgsmål om at gøre livet lettere for kæledyrsejere med teknologiens hjælp?

Det sidste synes at være tilfældet med de adskillige versioner af selvrensende kattebakker og foderbakker, der automatisk afleverer den korrekte mængde af mad til hunden eller katten – så er der det mindre at spekulere på. I den mere syrede afdeling fik vi også øje på et hamsterhjul…til en kat. Det kræver selvsagt et noget større hjul, når der er tale om en kat, snarere end en hamster, men hvis man virkelig er glad for sit kæledyr, er man vel villig til at ofre både plads og penge på det?

Følg CES i Las Vegas på recordere.dk
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.