Forside Nyheder

B&O afslører TV til folket


Snart kan der komme TV-apparater indenfor de mere prisvenlige B&O PLAY produkter


 


For nylig annoncerede Bang & Olufsen deres nye kategori af produkter B&O PLAY. Nu afslører de at der også kommer TV i den prisvenlige klasse.


B&O Play blev lanceret på CES-udstillingen i Las Vegas i januar, hvor første produkt i den nye kategori – den lille Beolit 12 Airplay højttaler – samtidig havde verdenspremiere.


Ved den lejlighed fortalte adm. direktør i Bang & Olufsen Tue Mantoni, at vi kunne forvente flere spændende produkter indenfor B&O PLAY, uden at gå i detaljer med hvilke.


Men nu løfter B&O sløret for at der også vil dukke TV-apparater op i det mere prisvenlige B&O PLAY univers. Der er planlagt mindst et nyt TV afslører de nu i et interview.


“Der lanceres en håndfuld nye B&O PLAY-produkter i 2012. Vi kommer blandt andet med nye headphones og vi kommer med et TV. Men vi holder fast i de klassiske B&O-dyder og lancerer gennemarbejdede produkter. Vi kommer ikke til at spytte nye B&O PLAY-produkter ud,? fortæller Henrik Taudorf Lorensen, Vice President fra B&O PLAY, til hjemmesiden FlatPanelsDK.


B&O PLAY produkterne vil blive solgt bredere end de traditionelle Bang & Olufsen produkter. Udover salg i B&Os egne butikker, vil produkterne også kunne købes hos partnere som Apple Stores i USA og Europa, og senere også via B&Os kommende netbutik på adressen store.beoplay.com


Specifikationer og pris på det kommende B&O PLAY TV må vi dog vente lidt med.


 


 



Adm. direktør i Bang & Olufsen Tue Mantoni ved præsentationen af B&O PLAY (Foto: recordere.dk)

Annonce