Forside Nyheder

Lumia 900 – Batman-style


Batlogoet er laser-indgraveret i denne limited edition-udgave af Nokia Lumia 900 (Foto: Pocket-Lint)


 


Nokias followers på Twitter fik sig en overraskelse idag, der kun kan udtrykkes med et enkelt ord: “COOL!” Uden at røbe noget om tilgængelighed eller pris, så stak Nokia en lille teaser ud til alle film- og tegneserienørder i verden. De viste nemlig et billede af en sort Nokia Lumia 900 med batlogoet bagpå.


Det eneste, Nokia ville ud med om den specielle udgave af deres p.t. mest populære smartphone, er at det er en “Custom-Lumia 900 direkte fra Gotham City”.


Nu er det imidlertid sådan, at den version af batlogoet, man finder bagpå telefonen er det redesignede batlogo fra Christopher Nolans Batman-trilogi, hvoraf tredje og sidste del, ‘The Dark Knight Rises’ har premiere 20. juli. Og det er naturligvis i den forbindelse, at den nye Lumia 900-model bliver udsendt i begrænset oplag.


Websitet Pocket-Lint har forsket lidt mere i tingene, og har fundet ud af, at den nye telefon vil komme på gaden indenfor et par uger i de største europæiske markeder samt “udvalgte lande”. Vi kan jo så bare håbe, at Danmark er blandt de sidstnævnte, for ellers starter der nok et stormløb på tyske og britiske websites. Der skulle ifølge dem også være en Lumia 800 på vej med samme logo bagpå, men dog i en et endnu mere begrænset oplag.


Pocket-Lint har i øvrigt endnu flere billeder af telefonen, så man kan se, at logoet er indgraveret og ikke bare malet på.

Annonce