Forside Baggrund

Bang & Olufsen BeoVision 11


 


B&O lancerer BeoVision 11


BeoVision 11 er det seneste skud på stammen af fladskærms-tv fra den danske elektronikproducent i Struer.


Hvis det nye TV fra Bang & Olufsen ser bekendt ud, så har du helt ret. Der er nemlig tale om et design, der er en variant af det BeoVision 10, som det nye BeoVision 11 afløser.


Men selvom der er ligheder i designet, er det kun ved første øjekast. Kendere vil opdage at designet på BeoVision 11 er strammet op. Rammen er blevet mindre, frontglasset er nu i plan med rammen og højttaleren er gjort mindre.


Resultatet er et design der er mere stramt, og ikke så kvadratisk som BeoVision 10 var. Som et yderligere plus, er det nye BeoVision 11 også gjort tyndere.


Hvad er der ellers af nyt? Det kan besvares meget kort: Det hele!


Bang & Olufsen har designet dette TV fra bunden, og bygget det op omkring den nye video-motor som blev introduceret med BeoPlay V1.


Se også: Billeder fra lanceringen af BeoVision 11.


 


 



 


 


Et komplet TV


Dette TV er nok det mest komplette – og moderne – TV der nogensinde har forladt samlebåndet på fabrikken i Struer. Teknisk er det helt på højde med konkurrenterne, og på nogle områder tilmed foran.


BeoVision 11 byder på superb lyd og billede. Det har WiFi, DLNA, 3D, Smart TV og HbbTV samt mulighed for harddisk-optager med dobbelte tunere (harddisken er ekstra tilbehør).


Det kan styre alle dine andre enheder og indgå i et beolink-system. Det kommer med flere tilslutninger end noget andet fladskærms-tv på markedet. Der er et stik til stort set alt inklusiv hele 6 stk. HDMI-porte.


De nye LCD TV, med localdimming edgelit LED, kommer i størrelserne 40″, 46″ og 55″.


Det har indbygget surround hvor alle de surround-opstillinger du kan tænke på er understøttet, med helt op til 12 kanaler! Den indbyggede surround-processor håndterer også skallering op/ned med alle typer af kilder og højttalere tilsluttet.


 


Fjernbetjening via tablet


BeoVision 11 kan fjernstyres via den App som B&O har til Android og iPad. En app der er udviklet til at kunne styre hele Beolink-universet.


Modsat andre fabrikanters løsninger, så er dette en fuld kontrol. Det betyder også at man både kan slukke – og tænde – TV’et via sin tablet.


Senere kommer samme løsning til smartphones også.


Se også: Billeder fra lanceringen af BeoVision 11.


 


 



 


 


Et kalibreret TV


Når BeoVision 11 forlader fabrikken i Struer er det kalibreret til D65 i filmmode.


Det betyder at entusiaster, der helst nyder det korrekte billede, bare kan tage dette TV i brug med det samme. Både for billede og lyd er der også muligheder for at justere næsten alt selv. B&O har gjort op med den tidligere lukkethed, og lader det nu være op til kunderne hvordan de vil udnytte mulighederne. Eksempelvis kommer TV’et med et omfattende bass-management.


Vælges istedet automatisk justering af billedet i forhold til rummets lys, så byder BeoVision 11 på en ny 360-graders sensor. Så som noget nyt kan TV’et også automatisk justere eksempelvis kontrasten op, når der er kraftigt lysindfald bagfra eller fra siden.


De indbyggede vellydende stereohøjttalere består hver af en ¾” diskant, 2″ mellemtone og en 4″ basenhed. For 46″ og 55″ modellerne er det også med basport, og højttalerne drives af 32 watt ICEpower klasse D forstærkere.


I forhold til de tidligere Beovision-modeller, så kommer TV’et med nye og mere enkle menuer. De samme som blev introduceret med BeoPlay V1.


Brugere af Apples produkter vil glædes over, at B&O også på dette TV har lavet plads til at montere et Apple TV bagpå, der ligesom andre tilsluttede enheder også kan styres af B&O-fjernbetjeningen.


Se også: Billeder fra lanceringen af BeoVision 11.


 


 



 


 


Fødder, ophæng og farver


Der findes en mængde fødder og vægophæng til dette TV, både med og uden motorstyring.


Bl.a. har B&O lavet et nyt motorstyret vægbeslag specielt til Beovision 11. Et ophæng der er så lydløst, at det virker både elegant og lidt magisk, når det helt uden en lyd svinger TV’et ud fra væggen, med en vinkel helt op til 90 grader.


TV’et kan leveres med sølv eller sort ramme, og som noget nyt kan farven på bagsiden også vælges imellem sort eller hvid.


Frontstoffet foran højttaleren kommer i seks farver.


 


Pris og tilgængelighed


BeoVision 11 er på mange måder et bemærkelsesværdigt TV, der skal opleves. Men så er der lige det med prisen. Selvom B&O kalder det billigt, så ligger det i den dyre ende for et almindeligt familiebudget.


Prisen starter ved 46.995 kroner for et 40″. 46″ koster 59.995,- mens det store 55″ ligger på 79.995 kroner. Det er grundpriserne uden tilbehør.


BeoVision 11 er klar til levering i B&O-butikkerne nu.


 


På besøg hos B&O


Recordere.dk besøgte Bang & Olufsen i døgnet op til lanceringen. Her fik vi set og hørt det nye BeoVision 11, talt med flere af folkene bag, og beriget med et indblik i produktionen.


Vi vender tilbage med mere om BeoVision 11 senere.


Se også: Billeder fra lanceringen af BeoVision 11.

Annonce