Forside Nyheder

Vi har prøvet Google Glass


 


Recorderes mand på Google I/O har haft Google Glass på hovedet uden at blive fan af den intelligente brille.


På Google I/O var der masser af Glassholes til stede. Det er øgenavnet, amerikanerne allerede har givet folk, der insisterer på rende rundt I det offentlige rum med deres Google Glass-briller på.


Men det ville de mange udviklere og de tech-enkelte journalister, der har været heldig at få et eksemplar af Glass fra Google, blæse på. De rendte stolt rundt med brillen på hovedet, også selv om det fik dem til at se helt umuligt nørdede ud. Og det kommer fra en skribent, der I forvejen er ret nørdet.


Det er naturligvis en fuldkommen subjektiv vurdering, men når man ser en person med Google Glass på, er det ikke ordet “stil-ikon”, man først kommer til at tænke på.


 


Hvad er hemmeligheden?


Men det kunne jo være, at de alle sammen bar rundt på en hemmelighed. Måske var det først, når man fik den på, at man forstod, hvorfor intelligente mennesker frivilligt vil gå så langt I at ligne noget, der er løgn. Så Recorderes udsendte satte kursen hen mod test-området for at få en Glass-demonstration.


Det kan dog afsløres, at Glass ikke er noget revolutionært vidunder. Hvis den skal opsummeres, så er det – som de fleste nok har forventet – simpelthen en smartphone-skærm, der er placeret over det ene øje. Vel at mærke en smartphone-skærm, der kan indeholde 4-5 linjer tekst og hvor billeder ikke står specielt godt.


Hvis din fornemmelse af Glass er, at skærmen over øjet minder om den slags skærme, der sidder i f.eks. den slags briller med en monitor til hvert øje, så er det helt rigtigt fornemmet. Det er svært at få hele billedet til at stå skarpt, også selvom, man kan flytte på den lille skærm, så det passer.


 


En skærm I øjenkrogen


Det virker hele tiden som om, man ser informationer I Glass ud af øjenkrogen, også når man kigger direkte på skærmen. Og det er hverken praktisk eller behageligt i længere tid ad gangen.


Dertil kommer, at det som de mange PR-modelfotos ikke viser, er at der sidder en stor klods med elektronik bag øret på den ene Glass-brillestang. Hvis man er korthåret, er denne ret tydelig, og får én til at se endnu mere latterlig ud (efter overtegnede skribents smag.)

Annonce