Forside Nyheder

Det ventede fald udeblev, danskernes TV-forbrug stabiliseret.

-
Foto: Shutterstock.com
Streaming gjorde ikke indhug på flow tv i 2015. Foto: Shutterstock.com

Danskernes tv-forbrug har været faldende siden 2010, men 2015 var stort set uændret i forhold til 2014, fortæller DR Medieforskning.

I 2015 så hver dansker over tre år fjernsyn i to timer og 52 minutter hver dag mod to timer og 53 minutter i 2014. Det fremgår det af rapporten ’Medieudviklingen 2015’, som DR Medieforskning udgiver her senere i januar.

Tallene dækker dog over større forskelle imellem generationerne end tidligere.

”Det stabile tidsforbrug dækker over, at der bliver større forskel mellem dem, der ser meget og dem, der ser lidt TV. Forskellen mellem såkaldte høj- og lavfrekvente seere har aldrig været større”, noterer medieforskerne Jakob Vikær Hansen og Katrine Green fra DR Medieforskning i rapporten, og de fortsætter:

”Meget peger på, at især unge danskere ser mindre tv, som følge af at de skifter fra traditionelt tv til on demand-tjenester, mens det omvendt er de ældre danskere, der ser mere tv end tidligere”.

9 ud af 10 danskere ser fortsat tv hver uge, og 91% af tiden bliver brugt på en kanal fra af de store tv-grupper i Danmark: TV 2, DR, MTG TV og Discovery Networks.

TV 2-familien er den største tv-aktør på det danske marked, og med en fremgang på 0,9% i seerandele er de også den tv-gruppe, der i 2015 voksede mest. Her var der fremgang til TV 2 NEWS og TV 2 SPORT, mens Zulu og Charlie gik tilbage.

 

Top 10 for 2015

De 10 mest sete programmer på alle kanaler i 2015 var:

  1. Arvingerne II, DR1 – 1.537.000 seere
  2. X Factor (inkl. afgørelsen), DR1 – 1.488.000 seere
  3. Badehotellet, TV 2 – 1.359 seere
  4. Mord uden grænser, DR1 – 1.097.000 seere
  5. Juleønsket, TV 2 – 1.064.000 seere
  6. Vild med dans inkl. Afgørelsen, Knæk cancer og Trin for trin, TV 2 – 1.050.000 seere
  7. Den store bagedyst, DR1 – 993.000 seere
  8. Rigtige mænd, DR1 – 990.000 seere
  9. Årgang 0, TV 2 – 959.000 seere
  10. Rigtige mænd- Hva’ nu? DR1 – 911.000 seere

 

Annonce