Forside Nyheder

Sony viser ting frem fra fremtidsværkstedet

-
Future Lab Program (PRNewsFoto/Sony)
 (Foto: PRNewsFoto/Sony)

Der er SXSW-konference i Austin lige nu, og det har Sony valgt at benytte til at vise nogle prototyper frem.

De kommer fra Future Labs, Sonys nylancerede udviklings-afdeling, hvor der angiveligt er ret højt til loftet.

F.eks. viste de ifølge Engadget en ny wearable frem (bill.), der indeholder en virtual assistent á la Siri, Cortana eller Amazons Alexa. Idéen er, at man bærer Concept N, som den hedder, rundt om halsen. Den kan så gøre forskellige ting via stemmekommandoer.

Først og fremmest er den lavet til at give én informationer, så man f.eks. kan spørge den, hvor der en god restaurant i nærheden, hvad der er sket i nyhederne, eller hvordan vejret bliver. Men den kan også tage et billede for én med dens indbyggede kamera, eller spille musik fra ens smartphone via medfølgende øretelefoner eller ved små retningsbestemte højttalere, der kun spiller op til ens ører og altså ikke generer andre mennesker.

Nye, visuelle teknologier

Sony viste også en ny mini-projektor frem, hvor man kan ”skyde” billedet op på forskellige steder på væggen, og når man flytter projektoren, følger lydbilledet med rundt.

Firmaet vil angiveligt gerne ind og konkurrere på haptiske feedback-skærme, og ifølge Engadgets udsendte var deres demonstration af deres teknologi meget overbevisende i forhold til at ”føle”, hvad der var på skærmen.

Endelig har Sony også lavet en lille boks, der minder om noget, Microsoft også tidligere har rodet med. Det er basalt set en projektor med et dybdekamera indbygget, som man f.eks. kan hænge over et bord. Projektoren projicerer så billeder ned på bordet, som man man kan interagere med, fordi kameraet opfanger ens hænders bevægelse i tre dimensioner.

Annonce