Forside Produkter Gadgets

MINITEST: JBL CLIP 2 – Mini højttaler med Bluetooth

-
JBL CLIP 2 (foto: recordere.dk)
JBL CLIP 2 (foto: recordere.dk)

Normalt er helt små højttalere ikke super interessante, men nogle gange kommer der en som alligevel er så sjov, at den skal prøves. Sådan er JBL CLIP 2

Jeg har testet mange trådløse højttalere i min tid, og mange har haft det til fælles, at de gør det lettere at tage lyden med på farten, men ingen gør det så let som JBL CLIP 2, der bare kan hægtes fast på din taske eller rygsæk.

OK, lad os bare slå fast med det samme. JBL CLIP 2 er ikke en HiFi højttaler – Det er en mini-højttaler, og du går ikke rundt og tænker “kæft den lyder godt”, men til gengæld så har du en højttaler til under 500 kr., der lyder bedre end de højttalere der er i en Smartphone, og dem ser jeg ellers rigeligt med unge der render rundt og lytter til.

Men JBL CLIP 2 udfylder det hul, der er mellem de fleste mobile højttalere og den indbyggede højttaler i telefonen. Og det gør den til gengæld fint. Den er lille, praktisk og så har den sin karabin hage, der gør du kan hægte den på nærmest alt du måtte have lyst til.

Design

JBL CLIP 2 er rund og meget elegant i sit design. På siden finder man volume op/ned, Power knap, Micro USB stik til opladning, Bluetooth knap, samt en “tag telefonen” knap. På toppen er karabin hagen.

“tag telefon” knappen kan også bruges til at gå til næste nummer ved at dobbelt-trykke på knappen.

Desuden er der et fast mini-jack kabel, som snor sig elegant om højttaleren, og som kan bruges hvis du ikke vil bruge bluetooth.

Højttaleren er lavet i massivt plastik, og den er vandtæt efter IPX7 standarden, hvilket betyder den kan tåle en tur i poolen, hvis du fisker den op inden den går til bunds.

Inde i højttaleren er der et Lithium Ion batteri, der giver op til 8 timers afspilning hvis man ikke spiller for fuld drøn hele tiden. Vores test gav os over 6 timer ved kontinuerlig afspilning.

Hvordan lyder den?

Jo, den lyder præcis som jeg regnede med. Der er én enkel enhed i højttaleren, og den lyder af 500 kr. Der er ingen dybde, og den savner bas, men ud fra sin størrelse lyder den OK.

Jeg prøvede med Andreas Vollenweider’s Bella Donna, og af en mini-højttaler lød det faktisk OK. Sade’s “Soldier of Love” lød også fint. I det hele taget lød den fint, uden at være prangende.

Til gengæld virker konference-kald delen fantastisk. Du kan nemlig bruge JBL FLIP 2 som konferencetelefon, da der også er indbygget mikrofon i højttaleren.

Rækkevidden på højttaleren er iøvrigt imponerende. Indenfor kunne vi let komme 8-10 meter væk (i et andet rum, og på en anden etage) uden udfald. Lod vi telefonen ligge i stuen, kunne vi også høre den i haven, dog fik vi udfald efter 15-16 meter.

JBL CLIP 2 (foto: recordere.dk)
JBL CLIP 2 (foto: recordere.dk)

Konklusion

Som jeg skrev i starten: JBL CLIP 2 er ikke en HiFi højttaler – Det er en mini-højttaler, og du går ikke rundt og tænker “kæft den lyder godt”, men til gengæld så har du en højttaler til under 500 kr., der lyder bedre end de elendige højttalere der er i en Smartphone, og dem ser jeg ellers rigeligt med unge der render rundt og lytter til.

Men når man tænker på at du også kan bruge den som konferencehøjttaler til møder, eller når vennerne lige skal ringe hjem og sige de bliver på stranden, så er 500 kr. ikke meget for en god rejsekammerat.

Specifikationer

  • Trådløs Bluetooth streaming (Bluetooth 4.2)
  • Vægt: 187g
  • Batteriet er genopladeligt, og støtter op til 8 timers musik.
  • Mulighed for at bruge højttaleren til trådløse opkald på telefon
  • IPX7 vandtæt
  • Mulighed for at kæde to JBL CLIP 2 sammen trådløst for mere lyd
  • Carabiner krog til ophæng
  • 3.5 mm audio-jack

Pris: Se dagspris på pricerunner.dk

Annonce