Forside Nyheder

Dette ur kan lade din telefon op

-

Uvolt er et usmart ur med én meget smart funktion.

Med usmart mener jeg blot, at det ikke er et smartur. Du kan ikke styre musikken, svare på sms’er eller tjekke de seneste notifikationer på din smartphone fra det her ur. Det kan kun vise klokken.

Og så kan den en enkelt ting mere, der til gengæld kan være meget praktisk. Selve urværket sidder oven på en klods, der rummer et batteri på 600 mAh. Det lyder måske ikke af så meget, når vi er vant til powerbanks på 12-15.000 mAh. Og det er ikke nok til at lade din telefon helt op.

Men hvis du står der sidst på dagen uden en lader og din telefon er ved at løbe tør for strøm, kan Uvolt-uret sagtens give dig nogle timer ekstra på batteriet. I hvert fald nok til at du kan nå frem til et sted med et ladestik.

Uret fås i versioner med de fire mest populære lademetoder: micro-USB, USB-C, Lightning og trådløs. Folkene bag Uvolt har dog ikke angivet, om der er tale om Qi eller Airfuel-standarden for trådløs opladning.

Uvolt er, som man næsten kan regne ud, et Kickstarter-projekt. Meget tyder på, at folkene bag nok skal få samlet de penge sammen, de har behov for. De har nemlig allerede samlet 60.000 ud af 100.000 dollar ind, og der er stadig 28 dage tilbage at samle ind i.

Annonce