Forside Nyheder

Apple bestiller sci-fi-serie med Jason Momoa

-
Foto: Gage Skidmore

Selv om der stadig ikke er kommet nogen officiel udmelding om, hvordan man skal streame dem, bestiller Apple flere og flere originale serier.

Nu skriver både Deadline og Variety for eksempel, at Apple har givet grønt lys til produktionen af deres første, store sci-fi-serie. Den kommer til at hedde ’See’ og handler om en fremtid, hvor mennesket har mistet synssansen.

Det har ført til en helt ny måde at være menneske på, og midt i dette synsløse samfund bliver der så pludselig født to tvillinger, der rent faktisk kan se. Serien handler om det kaos, der følger i kølvandet på sådan en begivenhed.

I en af hovedrollerne finder man Jason Momoa, som de fleste nok kender bedst i rollen som Khal Drogo i ’Game of Thrones’ eller som superhelten Aquaman eller barbaren Conan på biograflærredet.

Hvornår serien kommer er naturligvis stadig et åbent spørgsmål, eftersom vi stadig ikke ved med sikkerhed, om Apple har tænkt sig at starte en decideret streamingtjeneste med video i stil med Apple Music eller blot vil integrere deres egne produktioner i iTunes-videobutikken.

Annonce