Forside Nyheder

Politiet: Hurtigere hjælp til ofre for digitale sexkrænkelser

-
Foto: Rigspolitiet

Dansk politi vil sikre hurtigere og bedre hjælp til ofre for digitale sexkrænkelser

Politiet kommer fremover til at spille en mere aktiv rolle i sager om digitale sexkrænkelser.

Fremadrettet skal politiet aktivt hjælpe forurettede med at få krænkende materiale fjernet fra internettet og i videre omfang sikre tidlig dokumentation af sagen.

Det er nogle af hovedlinjerne i dansk politis nye vejledning i håndtering af sager om digitale sexkrænkelser.

Det fortæller Rigspolitiet om i en pressemeddelelse.

 

Stadigt stigende problem

De seneste år har vist, at deling af seksuelt krænkende materiale på nettet er et stadigt stigende problem. Politiet arbejder hele tiden på at være på forkant med kriminalitetsudviklingen online.

Derfor udsender Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center (NC3) nu en revideret vejledning til landets politikredse, som skal fastlægge politiets håndtering af digitale sexkrænkelser.

“Udviklingen går meget hurtigt i den digitale verden. Som politi bliver vi hele tiden nødt til at tilpasse os for at være på forkant. Derfor har vi lavet den nye vejledning, som hovedsagligt fokuserer på, hvordan politiet skal vejlede og hjælpe ofrene”, forklarer forklarer leder af NC3, Claus Birkelyng, og fortsætter:

“Det gælder både om i videst muligt omfang at få fjernet materiale af seksuelt krænkende karakter fra internettet og om hele den indledende bevissikring og efterforskning”.

 

Hurtigere sikring af beviser og en større hjælp til ofret

Han fortæller videre, at den reviderede vejledning blandt andet skal sikre, at politiet hjælper forurettede fra sagens start med kontakt til internetplatforme, hvor det krænkende materiale fremgår.

Dette skal gå hånd i hånd med hurtigere bevissikring.

“Den nye vejledning skal sikre, at bevissikringen går i gang snarest muligt efter politiets modtagelse af anmeldelse om en digital sexkrænkelse. Vi skal altså blive endnu bedre til hurtigt at få sikret beviserne og hjælpe ofret med at få fjernet materialet fra den pågældende platform”, forklarer Claus Birkelyng.

 

Kontakt til søgemaskiner

Noget af det nye i vejledningen er, at det er blevet tydeligere, hvad politiet skal gøre i forhold til krænkende materiale på internettet og resultater på søgemaskiner, så man i højere grad undgår, at det krænkende materiale er let tilgængeligt og nemt at dele.

“Selvom indekseringen på søgemaskiner ikke er en del af det strafbare forhold, er det for den forurettede en del af det samlede krænkende forhold”, lyder det fra Claus Birkelyng, der fortsætter:

“Og politiets rolle bliver derfor også at hjælpe ofret med at tage kontakt til søgemaskinerne og bede dem om at afindeksere indholdet, så det ikke kan søges frem fx ved en Google-søgning”.

Blanketten til kontakt til søgemaskiner bliver tilgængelig på politi.dk, og politiet skal hjælpe forurettede med at udfylde den korrekt.

 

Hjælp – både til offer og kreds

I den nye vejledning fremgår det også, at ofrene kan tildeles en såkaldt kontaktperson hos politiet, når de anmelder en digital sexkrænkelse, og når forurettede forventes at afgive forklaring i retten.

Det er kontaktpersonens opgave at hjælpe og støtte, når den forurettede henvender sig til politiet med spørgsmål, bekymringer mv.

 

FAKTA

Hvad er en digital sexkrænkelse?

En digital sexkrænkelse er typisk en handling, hvor nøgenbilleder eller video/billeder af seksuel karakter bliver delt eller offentliggjort uden tilladelse fra den afbildede person.

Digitale sexkrænkelser foregår typisk via sociale medier, online fora, private mobilbeskeder samt applikationer til smartphones.

Gerningsstedet vil ofte omfatte internetplatforme så som hjemmesider, sociale medier og fildelingstjenester, der fysisk er placeret på servere, der kan være placeret i udlandet. International retshjælp kan derfor være nødvendig i efterforskningen.

Kilde: Rigspolitiet

 

Annonce