Forside Produkter Mobil

Nyt patent sætter et kamera i Apple Watch-remmen

-

Hvis du går og ønsker dig et kamera i Apple Watch, så er din drøm lige kommet et lille skridt nærmere opfyldelse.

Apple har nemlig fået tildelt et patent, de søgte om i 2016, der viser at virksomheden i det mindste overvejer at sætte et kamera i Apple Watch. Eller rettere, lige udenfor selve smarturet – på remmen, der på den måde gøres langt mere intelligent.

Annonce:

Lige siden Apple Watch’ fødsel har der været spekulationer om muligheden for at gøre noget ekstra med remmen, blandt andet på grund af de kontaktpoler, der sidder i den brede rille, som remmen sidder fast på uret med.

Det er dog begrænset, hvor meget, der er blevet gjort ud af disse muligheder, selvom tredjepartsproducenter har forsøgt sig med ekstra fitness-sensorer og andre hardwareudvidelser til Apple Watch.

I det nye patent foreslår Apple så, at der bygges et kamera ind i remmen. Når det ikke er bygget ind i selve uret, er det fordi, fotografering med et kamera på håndledet vil kræve en hel del arm-vrideri, selv hvis det er en selfie, der er tale om. Det fandt ejere af Samsungs første smartur, GEAR, hurtigt ud af.

Ikke den første af sin art

Med Apples løsning kan man i stedet justere kameraets placering ved at justere en del af remmen, der stikker op bag urkassen. På den måde kan man også kigge på urets skærm for at tjekke kompositionen, inden man trykker på udløseren.

Der er også yderligere smarte funktioner i remmen, såsom indbyggede lys-ikoner, der viser informationer eller funktioner, du skal bruge under fotograferingen. En række ”lysrør”, der løber på langs af remmen vil facilitere dette, men de vil også kunne tilpasses med forskellige farver, så remmen f.eks. passer til brugerens tøj.

At Apple har fået patentet betyder naturligvis ikke, at kamera-remmen nogensinde bliver til noget. Men det er faktisk ikke den første kamera-rem, der er blevet foreslået til Apple Watch. CMRA er et projekt, der lægger et dobbeltkamera ind i en Apple Watch-rem, og som blev lanceret af videochat-tjenesten Glide.

CMRA-projektet blev imidlertid lanceret helt tilbage i 2016, og på projektets hjemmeside kan man ikke længere købe remmen, men blot skrive sig op på en venteliste. Med Apples nye patent skulle man dog imidlertid tro, at den slags projekter lægger sig helt ned, eftersom der formentlig vil skulle lægges en hel del licenspenge til Apple for at få lov at producere kamera-remme.

Annonce:
Annonce: