Forside * Nyheder

Panasonics nye Toughbook er en næsten fuldstændigt modulær laptop

-

Næsten alt kan skiftes ud på den nye Toughbook fra Panasonic.

Panasonic er ikke ligefrem et af de første navne, man tænker på, når man overvejer at købe en ny, bærbar PC. Ikke desto mindre har firmaet med deres ToughBook-serie skabt lidt af en niche, når det gælder laptops, der kan overleve lidt af hvert.

Annonce:

Nu udvikler de dette nicheprodukt i en spændende retning – i hvert fald, hvis man er typen, der er frustreret over ikke at kunne opgradere sin laptop på samme måde som en stationær pc. Bærbare computere er faldet dramatisk i pris hen over det seneste årti, men de billige laptops skal til gengæld også skiftes helt ud med en ny, billig laptop, når softwaren begynder at kræve for meget af hardwaren.

Så det ville jo være rart, hvis man kunne nøjes med at opgradere de dele, der har behov for det. Og det er netop, hvad den nye Panasonic Toughbook 55 lover. Du kan dog stadig ikke opgradere to af de mest centrale dele af en laptop, nemlig skærmen og CPU’en. Træerne vokser ikke helt ind i himlen endnu.

Men når det er sagt, er det faktisk ret imponerende, hvad der kan skiftes ud på Toughbook 55. Som på mange andre laptops (men bestemt ikke alle), kan du opgradere RAM’en og harddisken. Eller rettere, harddiskene. Der er nemlig plads til at sætte et ekstra drev i Toughbook 55, og drevene har quick-release-connectors, så du skal ikke rode med let-forgængelige kabler og stik.

40 timer på batteriet

Hvis du går denne vej, kan du sætte op til 64GB RAM og 2TB lagerplads i maskinen Ud over RAM og drev kan du også sætte en række andre moduler i maskinen, så den får mere ydelse eller bedre forbindelser til omverdenen. Du kan f.eks. sætte et model med en dedikeret AMD Radeon-GPU i den, så du ikke behøver forlade dig på den sædvanlige, indbyggede Intel-grafikchip.

Et andet modul giver dig flere porte at rode med, hvis du ikke kan nøjes med de tre indbyggede USB-porte, hvoraf en enkelt er USB-C. Interessant nok har maskinen HDMI 2.0 indbygget (uden ekstra moduler), hvilket er noget sjældnere at se på laptops i vore dage. Der er også en SD-kortlæser indbygget.

Det er måske ikke så overraskende, at der kan sættes et ekstra batteri i Toughbook 55. Det er dog sjældnere, at man ser en laptop, hvor du kan skifte det ekstra batteri ud, mens maskinen kører, som man kan på Toughbook. Panasonic lover op til hele 40 timers batterilevetid med det ekstra batteri ombord.

Ældre CPU’er

Hvad der imidlertid er en virkelig sjældenhed, er muligheden for at skifte tastaturet ud. En laptop med navnet Toughbook burde jo i princippet kunne modstå, at der ryger lidt cola ned mellem tasterne, og et udskifteligt tastatur kan bestemt hjælpe med dette. For folk som nærværende skribent, der altid slider belægningen på visse taster ned i løbet af en laptops første to år, er det også en hjælp.

Som nævnt kan den 14 tommer store skærm ikke skiftes ud, men til gengæld er den temmelig lysstærk for en laptop med hele 1000 nits. Toughbook 55 har en IP53-certificering, så den er nogenlunde modstandsdygtig overfor større vandstænk og støv. Men den har en enkelt ulempe.

Maskinen er bygget til at klare informations- og produktivitetsopgaver og ikke til tunge spil og videoredigering. Af samme grund kommer den med 8. generations Intel i5- og i7-CPU’er. Det er naturligvis ikke optimalt, når vi p.t. kører med 9. generation og Intel forventer at komme med generation 10 lidt før end forventet.

Til gengæld har maskinen adgang til Panasonics P.180-netværk, der giver den dataadgang over hele kloden, hvis brugeren abonnerer på tjenesten. Toughbook 55 er dukket op på Panasonic Danmarks erhvervshjemmeside, men endnu uden pris. Man skal dog nok regne med en startpris på på over 17.000 kroner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.