Forside Produkter Mobil

Nu stiger smartphone-salget igen – bare ikke Apples

-
Mate 30 Pro (Foto: Evan Blass/Huawei)

Det ser ud som om, smartphones igen gør folk tech-fascinerede, men Apple er ikke en del af festen.

Analysefirmaet Strategy Analytics har lavet en ny analyse af det globale smartphone-salg, og den viser et brud med den tendens, der ellers har været gældende de sidste to år. Hvor smartphone-salget har været dalende, er det nu igen stigende.

Det faldende smartphone-salg over de seneste par år har ifølge analytikerne primært været begrundet i at folk var trætte af at skulle opgradere deres telefon-ejerskab hele tiden. Hvor smartphone-ejere tidligere var indstillet på at skulle skifte deres smartphone ud med en ny hver 18. måned, blev denne livscyklus nu forlænget til cirka hver 24. måned ifølge flere undersøgelser.

Annonce:

Der skete simpelthen ikke nok rent innovationsmæssigt til at brugerne kunne se fornuften i at købe den næste version af en given smartphone-model. Men med lanceringen af 5G og større og bedre skærme er der tilsyneladende igen grund til at investere.

Det er i hvert fald sådan, direktøren for Strategy Analytics, Linda Sui, forklarer at kurven nu igen vender opad. Ifølge virksomhedens analyse blev der solgt 6,5 millioner flere smartphones i tredje kvartal i år sammenlignet med sidste år.

Samsung og Huawei driver salget

Sidste år kunne sommerkvartalet mønstre et globalt smartphone-salg på 359,8 millioner smartphones, mens det i år leverede 366,3 millioner. Når man kigger dybere i tallene, er de gode nyheder imidlertid ikke lige gode for alle.

Det er nemlig Samsung og Huawei, der primært driver det stigende salg. Apple, derimod, har faldende salgstal ifølge Strategy Analytics. Apples globale iPhone-salg er faldet med tre procent over det sidste år, mens Samsungs salg steg med otte procent.

Den helt store vinder er imidlertid Huawei, der trods handelsblokader, mistanke om forbindelser til den kinesiske regerings efterretningstjenester og stigende toldsatser i USA har løftet det globale salg hele 29 procent.

Det sidste er angiveligt sket gennem en massiv markedsføringsindsats i hjemlandet, hvor manglen på Google-apps og -tjenester er mindre problematisk end i det store udland. En anden ny rapport, fra analysevirksomheden Canalys, viser at Huawei har løftet salget i Kina med hele 66 procent og nu sidder på 42 procent af markedet der.

Det skal også nævnes, at Apples strategiskift fra iPhone-salg over til tjenester og wearables ser ud til at give pote. I sommerkvartalet har Apple ifølge deres eget, netop fremlagte regnskab, hevet over 81 mia. kroner ind på tjenester alene. Og det er vel at mærke før den meget nært forestående åbning af Apple TV+ .

Annonce: