Forside CES CES 2020

Har Pitaka lavet den trådløse multi-oplader, Apple ikke kunne levere?

-
Foto: Recordere.dk

Når nu Apple ikke kunne levere AirPower, som de havde lovet, kan mindre firmaer måske komme til hjælp.

Det ser i hvert fald ud til at være tilfældet med Pitakas nye multi-lader Air Omni, som firmaet har vist frem på CES-messen. CES åbner først officielt på tirsdag, men allerede søndag fik flere mindre firmaer mulighed for at vise deres nyeste produkter frem for pressen ved ”forpremieren” CES Unveiled.

Hong Kong-firmaet Pitaka benyttede sig af lejligheden til at vise deres alternativ til AirPower frem, nemlig Air Omni. Der er tale om en Apple-certificeret ladeplade, der kan oplade såvel iPhone, AirPods-æsken samt Apple Watch på én gang, akkurat som AirPower lovede at gøre.

Annonce:

Men som bekendt kunne Apple ikke levere varen efter at have lovet os AirPower i flere måneder. I stedet kommer nu altså produkter som Air Omni, der er baseret på Pitakas Air Quad, der i efteråret fik samlet tilstrækkeligt med penge ind via crowdfunding til at blive sat i produktion.

Air Omni kan dog endnu mere end Air Quad kan, idet denne helt nye version af ladepladen også kan lade devices op, der ikke står Apple på – og med hurtigere opladning end den trådløse Qi-standard normalt kan levere.

Det sidste sker dog via et kabel, der både kan tilsluttes med almindelig USB, men f.eks. en Android-smartphone kan også ”dockes” på pladen, og Pitaka har lavet et smart system, hvor man kan rotere mellem Lightning- og USB-C-stik.

 

Lader stort set alt op

På den måde er der frit valg på alle hylder i forhold til at lade devices op. Hvis f.eks. du foretrækker Android og din bedre halvdel foretrækker iPhone, kan de lades op på samme plade på natbordet, selv hvis din Android-telefon ikke understøtter trådløs opladning.

 

Eller hvis du f.eks. har valgt at købe nogle eksklusive in-ear-øretelefoner med bedre lyd end AirPods, hvor ladeæsken ikke kan lades trådløst op, så kan æsken alligevel få strøm sammen med iPhonen, mens du sover.

Air Omni er endnu ikke kommet på hylderne, og vi kunne ikke få ud af Pitakas repræsentant, hvornår den lander. Dens iDevice-fokuserede forgænger, Air Omni, begynder at blive sendt ud til de, der har forudbestilt den via crowdfunding i næste måned.

Sidstnævnte får en vejledende udsalgspris på cirka 1800 kroner før danske skatter og afgifter, men den er billigere for de, der har forudbestilt den i god tid. Selv om Pitaka-folkene på CES ikke ville ud med, hvad Air Omni kommer til at koste, kan vi nok godt regne med en pris i samme prisleje.

Ifølge Pitakas hjemmeside leverer firmaet til hele verden, så hvis du er interesseret i Air Omni, kan det nok godt betale sig at holde øje med, hvornår den bliver sat til salg på siden.

 

Følg CES i Las Vegas på recordere.dk

 

Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.