Forside * Nyheder

HTC giver deres bud på lettere VR-headsets

-

De nye headset-designs fra HTC peger i retning af en VR-fremtid uden nakkeskader.

Lad os bare være helt ærlige: En af de største hurdles for Virtual Reality er VR-brillernes designs. De er som regel lidt klodsede og tunge, fordi de skal huse tykke linser, lysisolerende ”skyklapper” og en masse elektronik.

Annonce:

Men på det seneste har vi set en række markeringer af, at der er forandringer på vej i den henseende. Et eksempel var det VR-brille-design, som Panasonic havde taget med på CES tilbage i januar, hvor VR-brillerne rent faktisk ligner briller (svejsebriller, ganske vist…).

Et andet eksempel, i hvert fald ifølge firmaet selv, er HTCs nye VR-headset-designs, som de netop har præsenteret verden for i en pressemeddelelse. Ifølge HTC er prototyperne, der har fået navnet Project Proton, en forsmag på, hvordan HTC forventer, deres VR-briller vil udvikle sig i den kommende tid.

Et af disse designs er helt klart mere brille-agtig end de fleste VR-headsets. Som det kan ses på billedet herover, er der tale om en brille med brede brillestænger i stedet for en elastikrem, og hvad der må formodes at være en relativ let front, hvis ikke brillerne hele tiden skal glide ned ad næsen.

Hav processoren i baghovedet

Det essentielle her er det kabel, der sidder forbundet til den ene brillestang, hvilket indikerer, at en anden, ekstern enhed tager sig af al dataprocesseringen, altså f.eks. en computer, en smartphone eller en tablet.

Sådan er det ikke med den anden prototype, der ser ud til at være en trådløs all-in-one-model. Her har HTC taget et utraditionelt skridt i forhold til design af VR-headsets. De har simpelthen flyttet hele processor-modulet om bagpå.

Placeringen af det meste af elektronikken bagpå ser umiddelbart ud til at give flere fordele. Det kan for det første gøre headsettet nemmere at reparere, fordi hele brillen ikke skal åbnes. Det kan muligvis også give mulighed for at opgradere headsettets processor og RAM uden at skulle skifte de dele ud, der ikke fejler noget – såsom linserne.

Men mest af alt kan det muligvis fordele vægten af headsettet bedre, sådan at nakkemusklerne ikke konstant skal kompensere for den vægt, der nu sidder foran på hovedet. Om det hjælper rent ergonomisk er svært at vurdere ud fra billederne, men det er da ikke usandsynligt.

Derudover markerer protyperne også, at HTC er klar til både 5G og der er kameraer foran på begge headsets, enten til måling af omgivelserne eller visning af verden udenfor brillen. Hvornår disse prototype-designs rent faktisk udmønter sig i egentlige HTC-headsets er det dog svært at spå om.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.