Forside Produkter Mobil

TEST: Samsung Galaxy S20 Ultra – Den fedeste Android smartphone lige nu

-
Samsung Galaxy S20 Ultra

Samsung har hævet barren for hvad du kan forvente af 2020’s top-modeller inden for Android-smartphones. Fantastisk kamera, kæmpe batteri og 120Hz skærmopdatering er bare nogle af de vigtigste ting ved Galaxy S20 Ultra. Vi har testet telefonen.

Interessen har været kæmpe stor omkring Samsung Galaxy S20 Ultra. Det nye flagskib, der tilbyder både 5G netværk (Når Danmark ellers får dem), WiFi 6, kæmpe 120Hz AMOLED skærm, enormt batteri og en masse frække detaljer inden for billeder og 8K video. Vi har testet S20 Ultra, og her kan du læse hvad vi synes.

 

Annonce:
Samsung Galaxy S20 Ultra

 

Udpakning og installation.

Samsung Galaxy S20 Ultra kommer i en stor æske, der udover telefonen, indeholder en 25W USB-C oplader, et USB-C opladnings-kabel og så et sæt AKG in-ear USB-C hovedtelefoner, der har en rigtig god lyd, og så får du også et gennemsigtigt cover med, så du kan beskytte bagsiden.

Galaxy S20 Ultra er en stor telefon (166.9 x 76 x 8.8 mm) der vejer 220 gram, men den ligger alligevel godt i hånden, fordi Samsung har valgt en smallere form-faktor, der gør at den ikke er bredere end en iPhone 11 Pro Max, selvom den har en større skærm på hele 6,9”.

Designet er meget elegant. Samsung har skruet ned for deres curved edge-display, så skærmen føles mere flad, og siderne er lettere at holde på. På højre side finder du alle fysiske knapper, hvor du har en knap til lydstyrke, og en tænd / sluk, som også kan bruges til at starte kameraet hurtigt, hvis du lige skal tage et hurtigt billede.

I bunden er der USB-C stik, og i toppen finder du en dual-SIM skuffe, hvor den ene SIM-plads også kan bruges til et MicroSD kort. Dette er super, fordi du faktisk også har eSIM mulighed i Samsung Galaxy S20 familien. Det vender vi tilbage til under telefon-delen.

 

Samsung Galaxy S20 Ultra

 

På bagsiden finder man det enorme kamera, der indeholder fire objektiver med opløsning på op til 108MP og op til 100x digitalt Space Zoom.

Kameraet er placeret i den venstre side, når bunden er vendt opad, og det giver et problem med balancen, når telefonen lægges på en flade. Du er nødt til at holde på telefonen hvis du vil betjene den med touch, for at den ikke vipper. Det er trælst hvis du f.eks. vil bruge en app, og bare har telefonen liggende på bordet. Det bliver lidt bedre, hvis man monterer det medfølgende cover, men ikke godt nok.

Hele telefonen er dækket af Gorilla Glass 6, der beskytter mod de værste ridser. Og designet fremstår elegant, selvom der nok skal være nogen, der mener at det store kamera ikke er kønt.

Farven vi testede var Cosmic Grey (grå), men den kommer også i en Cosmic Black (Piano sort), og begge farver er meget elegante.

Samsung Galaxy S20 Ultra, har en fin lomme-størrelse, hvis du går i mandestørrelser, og har du allerede plads til en Galaxy Note, OnePlus 7T Pro eller en iPhone 11 Pro Max, så kan du sagtens have en S20 Ultra i lommen.

 

Du får 120Hz skærm på S20.

 

Skærmen: 6.9 tommer 120Hz Quad FHD+ Dynamic AMOLED

Den enorme skærm på Samsung Galaxy S20 Ultra er virkelig et af højdepunkterne på telefonen. Skærmen står krystal-klart, og selvom den som standard kun kører FHD+ (2.400 x 1080), så får du med den opløsning mulighed for at køre 120Hz skærm opdatering, og det giver en ekstrem flydende skærm-opdaterings oplevelse når du scroller og spiller.

Du kan også vælge en højere opløsning 3.200 x 1440 (WQHD+), men så mister du muligheden for at køre 120Hz. Oven i det kører skærmen 240Hz touch sample rate når du spiller, så den reagerer ekstra hurtigt når du spiller. Mens den kører 120Hz touch sample rate uanset om du kører 120/60Hz ved normal brug.

Som tidligere skrevet har Samsung ikke længere Edge-display hvor skærmen går ud over siden, så telefonen nu fremstår som en mere flad og elegant model, og det er godt på alle måder. Og du har stadig skærm til kant, der kun afbrydes af et lille O-hole i toppen til selfie-kameraet. Hullet er i øvrigt mindre end sidste års S10 modeller.

Du kan i indstillingerne selv vælge om du vil køre 120 eller 60Hz. skærmopdatering, og du kan på den måde spare noget batteri ved at skifte ned til 60Hz, når du ikke har brug for den høje opdatering. Jeg lod den dog være på 120Hz igennem det meste af testen, både for at teste skærm og batteritid.

Skærmen understøtter HDR+, og det kan ses på bl.a. Netflix og YouTube. Og du får stereolyd med “Dolby Atmos” support, der er optimeret af AKG. De lyder faktisk rigtigt godt af en smartphone.

Indbygget i skærmen er der iøvrigt en Ultrasonisk fingeraftryklæser, som virker rigtigt godt.

 

Kameraet i toppen kan også bruges til ansigtsgenkendelse

 

Flere måder at låse op på

Ligesom sine forgængere har Samsung Galaxy S20 Ultra flere måder at låse op på. Du kan bruge den nævnte fingeraftryklæser, men du kan også bruge ansigts-genkendelse og pinkode, samt mønstre som du kender det fra alle Android telefoner.

Samsung har forbedret ansigts-genkendelse, ligesom den ultrasoniske fingeraftryklæser virker hurtigt, så der er fuld plade, når det gælder om at låse sin telefon hurtigt op.

Personligt foretrækker jeg fingeraftryk på S20 Ultra, fordi du i samme bevægelse låser både telefon og skærm op. Når du bruger ansigts-genkendelse, skal du stadig swipe skærmen op, for at komme ind i telefonen.

 

 

Ydelse

Samsung Galaxy S20 Ultra kommer i Danmark med Samsung’s egen Exynos 990 CPU, og ikke med Snapdragon 865 som f.eks. i USA. Vi har som altid kørt telefonen igennem Geekbench 5 og AnTuTu 3D bench for at måle ydelsen.

På GeekBench 5 Single-Core scorede Galaxy S20 Ultra 927 og på Multi-Core 2.861, mens den på Antutu 3D bebech fik en score på 527.377, der er langt over hvad der er set på andre Android telefoner.

 

Smartphone modelGeekBench 5
Single Core
GeekBench 5
Multi Core
iPhone 11 Pro Max13333459
OnePlus 8 Pro9023322
Huawei P40 Pro7552930
Samsung Galaxy S20 Ultra9272861
OnePlus 7T Pro7892873
OnePlus 7T Pro McLaren Edition7852757
OnePlus 7T7822751
OnePlus 7 Pro7502842
Samsung Galaxy Fold7032621
Huawei Nova 5T6742407

 

På SnapDragon 865 er det set 805 på Single Core og 3.076 på Multi-core, så der er ikke så stor forskel på den amerikanske og europæiske model som der tidligere har været.

Men ydelsen er mere end godkendt. Alt kører glidende, og med de 120Hz på skærmen så virker Samsung Galaxy som en helstøbt Android 10 smartphone anno 2020.

Samsung Galaxy S20 Ultra kommer med 12GB RAM og 128GB lagerplads.

Du kan iøvrigt sætte telefonen til selv at optimere ydelsen i en “Enheds helbreds”-indstilling, hvor du kan optimere for maksimal ydelse på enten batteri eller CPU. Du kan naturligvis også sætte dine egne præferencer, hvis du hellere vil have maks. skærm lys, og minimal CPU osv. Det er et kæmpe plus at du har den mulighed samlet ét sted, og ikke skal sidde og pille i flere forskellige steder i indstillingerne.

 

 

Batteriet er enormt, men telefonen er også sulten

Samsung Galaxy S20 Ultra kommer med hele 5.000 mAh batteri, og selvom skærmen er enorm, så burde man forvente at batteriet ved normal brug kunne holde mere end én dag, men mens jeg testede den, var jeg ofte nede på 10-30% henover aftenen.

Så det er godt at Samsung understøtter hurtig opladning med den medfølgende 25W oplader, og har du en USB-C computer (Mac eller Windows), så kan du med fordel bruge deres oplader til at få op til 45W opladning. Du kan også købe en separat 45W-oplader, men du bør nok overveje, om det at købe en seperat oplader for at spare 7-8 minutter på en opladning, er pengene værd.

Samsung har en AI funktion der lærer din måde at bruge din telefon på, og henover de dage jeg testede telefonen blev batteritiden bedre og bedre, så måske vi kan være heldige at lande på 1,5 dags batteritid, når alt er sat rigtigt op og lært af telefonen. Du kan selvfølgelig droppe de 120Hz når du ikke spiller, så får du ca. 10-15% længere batteritid.

Du har også 15W trådløs opladning, og kan ligesom de forrige modeller oplade dine trådløse in-ear hovedtelefoner via Trådløs Power Share, hvis de understøtter Qi opladning.

Batteriet er godkendt, men jeg har ikke kunne teste 5G telefoni, og det skulle efter sigende gøre telefonen endnu mere batterisulten.

 

 

Hvordan virker den som telefon?

Samsung har virkeligt givet Galaxy S20 Ultra den fulde pakke når det gælder telefoni.

Den understøtter både 3/4G/LTE og 5G når det frigives i Danmark. Og så har du så mange muligheder for at kombinere SIM kort som aldrig før. Du kan have et eller to fysiske SIM-kort i telefonen, eller to fysiske og et eSIM (Dog kun to aktive samtidig).

Du kan også have et eSIM og et fysisk SIM og så have plads til et MicroSD-kort. Så der er rigeligt med muligheder for at finde den – eller de kombinationer af SIM-kort du har brug for.

Udover 4G/LTE og 5G får du også VoLTE og WiFi opkald, så du får den bedste opkaldskvalitet du kan få. Det kommer naturligvis an på hvad din teleudbydere tilbyder.

De indbyggede antenner (Testet med 3 og Telenor) gav god ydelse i Hovedstadsområdet, og samtalekvaliteten er i top, også til konferencekald. Og sammenligner jeg med f.eks. iPhone 11 Pro Max, var der væsentligt bedre forbindelse uanset hvor jeg sammenlignede.

Galaxy S20 Ultra har også fået Bluetooth 5.0 og understøttelse af WiFi 6, så uanset om du bruger trådløse hovedtelefoner eller skal på internet via trådløst internet, så får du det bedste inden for trådløse forbindelser.

Under testen har det ikke været muligt at teste 5G forbindelse, selvom vi tog et smut til Helsingør som er “5G testby”, var der ikke rigtigt bid, uanset om vi forbandt til 3, Telenor eller TDC’s netværk.

 

 

Software Android 10 og OneUI 2.1

OneUI fra Samsung, er sammen med OxygenOS fra OnePlus de bedste implementeringer af Android, og jeg synes at OneUI 2.1 gør det endnu bedre, hvis vi ser bort fra nogle små irreterende fejl i kamera-app’en som jeg dækker under kamera senere i anmeldelsen.

Jeg er vild med dark-mode, og Android 10 oplevelsen er rigtigt god. Samsung har stadig samarbejde med forskellige leverandører, og S20 Ultra kommer med bl.a. Netflix, Spotify og nogle Microsoft Office apps pre-installeret, men ellers er der ikke så meget ligegyldigt software installeret.

Der er blevet plads til Bixby som er Samsungs egen smarte assistent under Samsung mappen, men ellers er det ikke meget man ser til Bixby på S20 Ultra. Det er heller ikke fordi man savner den særligt meget. Især fordi Bixby stadig ikke taler dansk.

Samsung får de nyeste sikkerhedsopdateringer til Android hver måned, og du får notifikation når der skal installeres nye opdateringer.

Softwareoplevelsen er klart godkendt, når man lige ser bort fra de små designfejl der er i kamera app’en.

 

 

Mere kamera end nogen anden Android telefon

Samsung Galaxy Ultra S20 kommer med Quad-kamera, hvor du kan få opløsning på op til 108MP, men inden jeg går i tekniske detaljer om kamera, vil jeg meget gerne tale om kamera app’en, som jeg håber Samsung vil give en hurtig opdatering i zoom funktionen.

Fordi Samsung Galaxy S20 Ultra understøtter op til 100x Space Zoom, så har man lagt alt for mange knapper over i højre side når man skal zoome. Og oven i det har Samsung valgt at zoom-funktionen skal animeres, så der bruges en del tid på at vente på at zoom går mellem de forskellige zooms.

Jeg håber Samsung enten laver en indstilling hvor man kan fjerne den animation, eller kommer med en opdatering der gør ventetiden mindre.

Men det er også det eneste negative jeg har at sige om kameraet, for hvor er det dog bare et fedt kamera du ellers får med Galaxy S20 familien.

Samsungs Quad-setup på bagsiden tager utrolig gode billeder i nærmest alle lys- og vejr-forhold. Deres nat-mode er blevet forbedret, og deres autofokus virker oftest perfekt, uanset hvad du zommer ind på.

Jeg vil ikke gå ind i alle indstillingerne på kameraet, men fremhæve de funktioner som jeg er særligt begejstret for.

Du kan vælge at tage et 108MP billede, hvor du får så et så stort billede, at du uden problemer kan zoome ind i motivet og skabe et nyt motiv, stadig med høj opløsning. Men hastigheden, som du kan tage de 108MP med, er dog langsommere end når du bruger de normale 12MP som kameraet ellers leverer.

Samsung har en lækker burst-mode, som fungerer ved at du trækker kamera-knappen i app’en mod højre, og så starter den et burst, holder du kameraknappen nede, så optager den i stedet for video. Det er en god måde at få det bedste motiv eller den bedste video lige når du har brug for den.

Samsung har også en funktion de kalder “Single Take”. Når du aktiverer den, optages en video og der tages en række billeder. Så der kan let skabes en række videoer og billeder som du kan genbruge på samme måde. Det er nok ikke en funktion jeg kommer til at bruge meget, men er man aktiv på Instagram eller TikTok, er jeg sikker på at funktionen vil være et hit.

Samsungs Space Zoom går fra 0,5 – 100x, og jeg vil sige at billederne bliver pænt gode op til ca. 30-40X. Alt over det kræver enten et stativ eller en gimbal, hvis det ikke skal være alt for sløret.

Du får også en rigtig god digital stabilisering på video, så hvis du f.eks. står op ski eller skateboard, så kan du lave en ret god stabil video.

Selfiekameraet på forsiden er på 40 Megapixel, og tager ret gode billeder.

 

Billeder taget med S20 Ultra

 

Jeg har lavet et lille galleri af billeder taget i forskellige lys og vejrforhold, hvor du selv kan vurdere billedekvaliteten. Alle billeder er dog skaleret så de passer til Web. Hvis du vil se et 108MP billede, så ligger der et her.

 

 

Video kan optages i op til hele 8K/24, og har du et 8K TV, vil du så selv kunne producere indhold til det. Du kan også optage i 4K og 1080p, hvis du hellere vil det. Og lige nu kan du kun publicere 8K indhold til YouTube, men også det virker rigtigt godt.

En 8K video har i øvrigt så høj en opløsning, at du kan optage video på telefonen, og så tage en enkelt frame ud af videoen som et still-billede på 33MP.

 

 

Kameraet er klart godkendt, men som jeg startede med, håber jeg at Samsung vil komme med en softwareopdatering, der løser det langsommelige zoom.

 

 

Konklusion

Samsung Galaxy S20 Ultra er klart den fedeste Android Smartphone du kan købe lige nu; Men der er nogle ting du skal gøre op med dig selv.

Er den for stor, og kan du leve med det enorme kamera på bagsiden. Men kan du det, så får du den fulde pakke med 5G, fantastisk kamera, kæmpe skærm, og alle de trådløse forbindelser du kan drømme om.

Samsung har løftet barren for alt på en smartphone – Du får et af de bedste kameraer, et af de største batterier, højeste 5G ydelse, Wifi 6, 6,9″ 120Hz skærm, og alting samlet i en og samme telefon.

Vi kan kun give S20 Ultra vores bedste anbefalinger, og er størrelsen et problem, så kan du jo tage en S20+, eller den endnu mindre S20.

 

Pris og tilgængelighed

Samsung Galaxy S20-familien koster:

Samsung Galaxy S20 Ultra kommer til salg i Danmark den 13. marts

 

 Galaxy S20Galaxy S20+Galaxy S20 Ultra
Display6,2" Quad HD+ Dynamic
AMOLED (563 PPI) HDR10+
6.7" Quad HD+ Dynamic
AMOLED (525 PPI) HDR10+
6.9" Quad HD+ Dynamic
AMOLED (511 PPI) HDR10+
Kamera bagTripple-kamera:
- Ultra Wide 12MP F2.2
- Wide-Angle: 12MP F1.8 OIS
- Telefoto: 64MP F2.0 OIS

Space Zoom:
- Hybrid Optic Zoom 3X
- Super Res Zoom 30X
Quad-kamera:
- Ultra Wide 12MP F2.2
- Wide-Angle: 12MP F1.8 OIS
- Telefoto: 64MP F2.0 OIS
- DepthVision

Space Zoom:
- Hybrid Optic Zoom 3X
- Super Res Zoom 30X
Quad-kamera:
- Ultra Wide 12MP F2.2
- Wide-Angle: 108MP F1.8 OIS
- Telefoto: 48MP F3.5 OIS
- DepthVision

Space Zoom:
- Hybrid Optic Zoom 10X
- Super Res Zoom 100X
Kamera frontSelfie: 10MP F2.2Selfie: 10MP F2.2Selfie: 40MP F2.2
Mål151.7 x 69.1 x 7.9 163g161.9 x 73.7 x 7.8 186g166.9 x 76 x 8.8 220g
Processor
Exynos 990: 7nm 64-bit Octa-Core Processor Max 2.73Ghz + 2.6Ghz + 2.0Ghz
Hukommelse8GB/12GB RAM (LPDDR5)
128GB Lagerplads
MicroSD op til 1TB
12GB RAM (LPDDR5)
128GB/512GB Lagerplads
MicroSD op til 1TB
12GB/16GB RAM (LPDDR5)
128GB/512GB Lagerplads
MicroSD op til 1TB
Batteri4.000 mAh4.500 mAh5.000 mAh
Netværk 5GNon Standalone (NSA), 5G sub-6
Netværk LTEEnhanced 4x4 MIMO, op til 7CA, LAA, LTE Cat20 - Op til 2Gbps Download / op til 150 Mbps upload
OpladningForbedret trådløs opladning med Fast Wireless Charging 2.0, Wireless PowerShare
SensoreAccelerometer, Barometer, Ultrasonic Fingerprint Sensor, Gyro Sensor, Geomagnetic Sensor, Hall Sensor, Proximity Sensor, RGB Light Sensor
SikkerhedLock Type: Pattern, PIN, Password - Biometric: Fingerprint, Face recognition
AndetIP68 certificeret støv og vandbeskyttet

 

Samsung Galaxy S20 Ultra

Fra 10.499,-
9.3

Design

9.0/10

Ydelse

9.5/10

Skærm

10.0/10

Kamera

9.5/10

Batteritid

9.0/10

Pris

9.0/10

Plus

  • Super lækker skærm
  • Høj kvalitet på billeder og video
  • 120Hz skærmopdatering
  • Stort batteri
  • 5G som standard

Minus

  • Kamera software trænger til en opdatering
Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.