Forside * Nyheder

Apples nye Magic Keyboard kan bestilles nu

-

Det ”magiske” keyboard er klar til iPad og iPad Pro og kan leveres fra i næste uge.

Hvis nogen var i tvivl om at Microsofts Surface har været en succes, så kan den tvivl lægges i graven nu. Apple har sjældent efterlignet noget som helst, Microsoft har foretaget sig, men de har måttet bøje sig for den produktivitets-tilgang, Microsoft tog med Surface Pro-linjen.

Én ting var, da Apple lancerede iPad Pro for at prøve at overtale professionelle uden for de kreative fag til at bruge deres tablets i stedet for en laptop. Men nu har Apple fuldendt missionen med lanceringen af det nye Magic Keyboard til iPad.

Annonce:

Det har nemlig lige præcis den ene, lille feature, der hidtil har gjort den store forskel på de to tablets’ tastatur-covers: en touchpad. Pegefeltet, som Apple kalder det på dansk, minimerer forskellen på iPad Pro og Surface Pro ned til forskellen på iOS og Windows 10 og de forskellige muligheder, de to platforme giver.

I hvert fald, når det gælder produktivitet – iPad Pro har for eksempel stadig en LIDAR, som Surface Pro ikke har. Muligheden for at bruge pegefeltet i er nu også blevet introduceret i iOS og iPadOS, og det betyder, at du nu kan bruge en cursor på iPad med pegefeltet.

”Svævende” design

Det nye Magic Keyboard gør det desuden muligt at justere anskuelsesvinklen op til 130 grader ifølge Apple, der også kalder designet for ”svævende”. Som vanligt hægtes Magic Keyboard fast med magneter og virker som cover, når det ikke er i brug.

Tastaturet har baggrundsbelyste taster, og disse er lavet med saksemekanismen, som Apple nu også har indført på sine Macs. Det er sket efter fadæsen med butterfly-mekanismen, som brugere af forskellige typer Macs har været meget utilfredse med.

Tasterne har 1mm vandring, og selv om dette naturligvis ikke er ret meget i forhold til et gammeldaws computertastatur, er det nok til at give ”en behagelig og responsiv skriveoplevelse, hvad enten du arbejder med iPad i skødet eller ved et bord”, ifølge Apples pressemeddelelse.

I hængslet sidder der en USB-C-port med pass-through-opladning, hvilket er ret praktisk, eftersom den frigør USB-porten på iPad Pro til andet tilbehør. Magic Keyboard fås til både 11- og 12.9-tommer-versionen af iPad Pro og koster henholdsvis 2.599 kroner og 2.999 kroner. Tastaturcoveret virker til både 2018-udgaverne af iPad Pro og de nuværende modeller.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.