Forside * Featured

iPadOS 14 introducerer nye funktioner udviklet specielt til iPad

-
Apple gav i dag en forsmag på iPadOS 14 med nye funktioner og design, som udnytter fordelene ved de enestående muligheder på iPad og dens store Multi-Touch-skærm. iPadOS 14 introducerer et helt nyt og kompakt design til indgående FaceTime- og telefonopkald, interaktioner med Siri og Søg, så brugerne nemmere kan fokusere på det, de er i gang med. I mange apps er der nye indholdsoversigter og værktøjslinjer, som samler betjeningsfunktionerne på ét sted og gør dem mere strømlinede og effektive end nogensinde før. Nye funktioner til Apple Pencil, bl.a. Skrible til iPad, giver en helt ny måde at arbejde med håndskrevne noter på, og ARKit 4 leverer en helt ny Depth API, der lader udviklere skabe endnu mere effektive funktioner i deres apps.
“Med iPadOS 14 er vi rigtig glade for at bygge videre på den markante oplevelse, man får med iPad, og levere funktioner, der gør det nemmere for kunderne at øge deres produktivitet, være mere kreative og have det sjovere,” udtalte Craig Federighi, Apples Senior Vice President of Software Engineering. “I kraft af de nye kompakte design til interaktion med systemet og nye appdesign, der er skræddersyet til iPad, endnu bedre funktioner til at tage noter med Apple Pencil og mere effektfulde AR-oplevelser giver iPadOS 14 en fantastisk oplevelse, som også fremover er i en klasse for sig.”

Forbedrede appoplevelser med nyt kompakt design, universel søgning og redesignede indholdsoversigter  

Et helt nyt kompakt design til indgående FaceTime- og telefonopkald, interaktioner med Siri og Søg er særligt praktiske på iPad, hvor de hjælper brugerne med at holde fokus og få mere fra hånden her og nu. Indgående FaceTime- og telefonopkald vises nu som et mindre banner, så de ikke fylder hele skærmen. Det gør det nemt at besvare opkaldet med et hurtigt tryk eller afvise det bare ved at svirpe, så man straks kan komme videre med arbejdet.Siri vises nu nederst på skærmen, når funktionen er aktiveret, så brugerne helt ubesværet kan finde oplysninger på skærmen, mens de beder Siri om hjælp, og den forsvinder hurtigt igen, når man starter andre apps eller styrer musik.
Søgefunktionen på iPad er lavet om helt fra bunden med iPadOS 14 og udgør nu ét sted til hurtig søgning efter stort set alt – lige fra at finde og starte apps til at tilgå kontakter, filer og hurtige oplysninger og få svar på ofte stillede spørgsmål om personer eller steder. Et nyt kompakt design betyder, at brugerne kan starte søgningen fra et hvilket som helst sted og uden at gå ud af den app, de er i. Søgninger på nettet er endnu mere effektive og avancerede, idet de giver mere relevante forslag, mens brugerne skriver, og mulighed for at gå til søgeresultaterne med et enkelt tryk.
Med redesignede indholdsoversigter i mange apps, bl.a. Fotos, Arkiver, Noter, Kalender og Apple Music, er navigationselementerne samlet på ét sted, så det er nemmere end nogensinde at navigere i en app og samtidig have indholdet lige ved hånden. Desuden giver de strømlinede værktøjslinjer og nye lokalmenuer nem adgang til appbetjening – alt sammen på ét sted.

Få mere fra hånden med Apple Pencil og håndskrevne noter

Med iPadOS 14 kommer Skrible med Apple Pencil nu også til iPad, så brugerne kan skrive i et vilkårligt tekstfelt — hvor håndskriften automatisk konverteres til tekst – og det gør det hurtigt og nemt f.eks. at svare på en iMessage-besked eller søge i Safari. Al håndskrift og konvertering til tekst sker på selve enheden, så det er anonymt og sikkert. Når man tager noter, bruger Smart Selection-funktionen maskinlæring på enheden til at skelne mellem håndskrift og tegninger, så håndskrevne noter nemt kan markeres, klippes ud og sættes ind i et andet dokument som tekst1. Genkendelse af figurer sikrer, at brugerne kan tegne figurer, der bliver gjort geometrisk perfekte og placeret det helt rigtige sted, når der tilføjes praktiske diagrammer og illustrationer i Noter.
Datadetektorer arbejder nu med håndskrift for at genkende telefonnumre, datoer og adresser, og det giver brugerne mulighed for at udføre forskellige handlinger – de kan f.eks. trykke på et skrevet nummer for at foretage et opkald, tilføje en begivenhed direkte i Kalender eller vise en placering i Kort.
Skrible vil i første omgang understøtte engelsk, traditionelt og forenklet kinesisk samt en blanding af kinesisk og engelsk, så brugerne kan skrive engelske og kinesiske ord samtidig uden at skulle skifte sprog.

AR med endnu mere realistiske funktioner

AR har vist sig at være en utroligt effektiv teknologi, som gør det nemmere at udføre opgaver på måder, der aldrig før har været mulige. ARKit 4 omfatter en helt ny Depth API, som giver udviklere adgang til endnu mere nøjagtig dybdeinformation via data, der registreres af den nye LiDAR-scanner på iPad Pro. Udviklere kan bruge Depth API som drivkraft til effektive nye funktioner i deres apps – f.eks. for at tage brugernes mål og give mere nøjagtige indtryk af tøj, der prøves virtuelt, eller for at tjekke, hvordan forskellige farver maling vil se ud, inden man maler et rum. ARKit 4 introducerer også Location Anchors til iOS- og iPadOS-apps, som udnytter data i højere opløsning fra det nye kort i Apples Kort-app, hvor det er muligt, for at fastgøre AR-oplevelser til et bestemt punkt i verden.1
Forbedrede anonymitetsfunktioner giver mere gennemsigtighed og kontrol
Det vil nu være et krav til alle apps, at de skal have brugerens tilladelse, før de kan foretage sporing3. Senere på året vil produktsiderne i App Store indeholde opsummeringer af udviklernes egne oplysninger om databeskyttelsesforanstaltninger, der vises i et enkelt og letforståeligt format. Desuden kan brugerne opgradere eksisterende konti til Log ind med Apple, vælge at dele deres omtrentlige placering med appudviklere frem for deres nøjagtige placering, når de giver en app adgang til deres lokalitet, og få endnu mere gennemsigtighed omkring de måder, en app bruger mikrofonen og kameraet på.
Ekstra iPadOS 14-funktioner
  • De helt nye, redesignede widgets viser oplysninger i rette tid på en flot og lynhurtig måde, og brugerne kan vælge en Smart Stack med widgets, som bruger enhedens indbyggede intelligens til at placere den rigtige widget øverst ud fra faktorer som klokkeslæt, placering og aktivitet.
  • Beskeder er helt central for kommunikation med venner og familie, og nu er det nemmere at holde kontakt og få hurtig adgang til vigtige beskeder. Brugerne kan fastgøre samtaler øverst på listen med beskeder, og de kan nemt holde trit med livlige tråde i gruppesamtaler ved at nævne navne og svare direkte i teksten. De kan også gøre samtalerne mere personlige ved at indsætte et gruppefoto som et billede eller en emoji. Nye Memoji-muligheder i Beskeder er nu endnu mere inkluderende og alsidige med nye frisurer, hatte, tildækning af ansigtet m.m.
  • Siri får større viden, hjælper med at finde svar på hele internettet og kan nu sende lydbeskeder. Tastaturdiktering fungerer på enheden ved diktering af beskeder, noter, mail m.m.4
  • Kort gør det nemmere end nogensinde at navigere og udforske områder med nye vejvisninger til cykling og kuraterede byguider. Vejvisninger til cykling tager hensyn til stigninger, hvor meget trafik, der er på en gade, og om der er trapper på ruten. Guiderne viser en kurateret liste over interessante steder at besøge i en storby, udarbejdet af udvalgte og pålidelige eksperter, der gør dem til en fantastisk måde at opdage de hotteste nye restauranter på, finde populære attraktioner og gå på opdagelse blandt nye anbefalinger fra anerkendte brands som AllTrails, Complex, The Infatuation, Time Out Group og The Washington Post blandt andre.
  • Appen Hjem gør intelligent styring af hjemmet endnu nemmere med nye forslag til automatisering og udvidede betjeningsfunktioner i Kontrolcenter, som giver hurtigere adgang til tilbehør og scener. Adaptiv belysning til HomeKit-kompatible lamper justerer automatisk farvetemperaturen i dagens løb, og med ansigtsgenkendelse på enheden kan kompatible videodørklokker og kameraer identificere venner og familie5. Appen Hjem og HomeKit er udviklet til at være anonyme og sikre, så alle oplysninger om en brugers tilbehør i hjemmet er end-to-end-krypteret.
  • Safari tilbyder nu en anonymitetsrapport, så brugerne nemt kan se, hvilke typer sporing på tværs af websites der er blokeret. Safari har nu også overvågning af sikre adgangskoder, som hjælper brugerne med at finde gemte adgangskoder, der kan være omfattet af databrud, og indbygget oversættelse af hele websider.6
  • Tilgængelighed omfatter funktioner til tilpasning af hovedtelefoner, der forstærker bløde lyde og tuner lyden for at give en mere skarp og klar lyd i musik, film, telefonopkald og podcasts, samt registrering af tegnsprog i Group FaceTime, som gør den person, der bruger tegnsprog, mere markant i et videoopkald.6 VoiceOver, branchens førende skærmlæser til blinde og svagtseende, genkender nu automatisk de ting, der vises visuelt på skærmen, så endnu flere apps og oplevelser på nettet er tilgængelige for endnu flere brugere.

 

Galleri

 

Annonce:

Apple WWDC nyheder

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.