Forside CES CES 2022

Google lover glattere integration af stort set alt

-

Android integreres tættere med Windows, Chromebooks integreres tættere med WearOS og så videre…

Man kan altid diskutere om Android er bedre end iOS, om Windows er bedre end macOS, eller om det omvendte gælder I begge tilfælde. Der er som regel gode argumenter på begge sider af diskussionen. Det er dog en hel del sværere at være uenig i, at Apples enheder fungerer bedre sammen end såvel Google- som Microsoft-baserede enheder.

Det skyldes naturligvis Apples lukkede økosystem og at firmaet kontrollerer både hardware og software og derfor kan få dem til at spille sammen på en optimal måde. Modsat skal Googles Android og Microsofts Windows fungere på en hel masse forskellige hardware-platforme, der ikke altid makker ret.

Annonce:

Men nu vil Google tilsyneladende gøre noget ved dette. Ligesom Intel har de indset fordelen i at folks personlige teknologi-produkter kan snakke sammen på en nem og glat måde. I forbindelse med CES (som Google valgte at blive væk fra rent fysisk, men alligevel bruger som lejlighed til at afsløre nyheder) har søgegiganten afsløret 2022-planerne for tættere integration.


For det første vil Google gøre det til en nemmere og hurtigere proces at sætte enheder op, de har noget at gøre med. Hvis du har prøvet Googles Fast Pair, ved du, at der er tale om en ret effektiv parrings- og opsætningsproces, typisk mellem smartphones og lydenheder som øretelefoner og trådløse højttalere.

Hurtig parring af TV og IoT-enheder

I løbet af de næste få uger vil Google dog udbrede Fast Pair til endnu flere enheder. Flere wearables, hovedtelefoner og højttalere, men også biler, TV (inklusive Google TV- og Android TV-enheder) og enheder til det intelligente hjem vil blive kompatible med Fast Pair, så det bliver endnu nemmere at sætte dem op.

For eksempel vil det kun kræve et enkelt klik at parre en Chromebook med øre- eller hovedtelefoner. Og når vi nu taler om Chromebooks, så vil disse senere på året kunne blive sat op første gang med en Android-telefon, og med det samme have adgang til alle de informationer, du normalt skal grave frem under installationen, såsom kodeord til WiFi og dit Google-login.

Fast Pair bliver også integreret med med den kommende fællesstandard for intelligente enheder, Matter. Det burde gøre det endnu nemmere at få intelligente enheder, der ikke står Google på, til at virke med f.eks. Googles Nest Home-højttalere. Relateret hertil er nyheden om at Google vil bringe den indbyggede version af Chromecast til endnu flere tredjeparts-produkter i 2022, inklusive alle Boses trådløse højttalere og soundbars.

En anden funktion, som Apple-brugere har nydt godt af i noget tid, er muligheden for at låse f.eks. en laptop op med et smartur. Denne funktion lander på Wear OS-smarture og Chromebooks ”i løbet af de kommende måneder” ifølge Google.

Hovedtelefoner skifter selv mellem kilder

Google har også benyttet lejligheden til at gøre det officielt, at Android-telefoner med UWB snart vil kunne bruge som bilnøgler, hvis din bil understøtter teknologien. Det sker senere i år, og samtidigt lanceres muligheden for at dele den digitale bilnøgle midlertidigt, hvis en ven eller et familiemedlem skal bruge automobilen.

Nu, hvor vores smartphones endelig er kommet fri af problemerne med at sætte musikken på pause og skifte ind og ud af f.eks. musikstreaming-apps fra tredjepart, når et telefonopkald eller en besked modtages, er det åbenbart på tide at gøre det samme på tværs af enheder.

Google melder, at de indenfor få måneder vil lancere en funktion, der kan få ovenstående til at virke, selv om dine øretelefoner er koblet til TV’et eller en Android-tablet, og opkaldet kommer på telefonen. Med andre ord kan øretelefonerne selv finde ud af at skifte lydkilde fra TV’et eller tablet’en til telefonen og tilbage igen.

Android og Windows i skøn forening

Samtidig vil Google også gå Apple og Sony i bedene og lancere en form for simuleret surround, som de også kalder ”spatial audio”, og som ligesom på Apples teknologi retter sig efter, hvordan du har drejet hovedet. Den teknologi lander også i løbet af den næste få måneder.

Sidst, men ikke mindst er der også nyt i forhold til integrationen af laptops og Android-smartphones. Der er en hel række nye, mindre funktionaliteter, der skal gøre livet lettere for folk, der både ejer Chromebooks og Android-telefoner, men der er nok en del flere, der er interesseret i, hvordan Android kommer til at virke med Windows i fremtiden.

Fast Pair bliver for eksempel snart bindeled mellem Windows-PC’er og Android-smartphones, og det betyder også hurtig synkronisering af SMS’er og filer. Den sidstnævnte filoverførsel kommer til at ske med Nearby Share, som Google regner med at integrere på modeller fra Acer og HP, samt andre Intel-baserede Windows.maskiner senere i år.

 

Andre CES nyheder. Se også: CES Tema

 

Annonce:
Forrige artikelEl-bilrevolution: Elektrisk firhjulstrækker udsolgt på 12 sekunder
Næste artikelSå gabende tom var CES i år
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.