Forside *CES 2022

Intelligent VR-armbånd lader dig droppe controllerne

-

HTC Vives Wrist Tracker kan gøre spil og andre aktiviteter i Virtual Reality lidt mere virtuelt realistiske.

Der er tale om en lille dims, men den kan ende med at få stor betydning. På CES har HTC lanceret en ny enhed til deres Vive VR-platform, der muligvis kan skubbe på udviklingen, når det gælder VR-udstyr, du ikke har på hovedet.

Et af problemerne med VR-grej er netop alt det, der sker med resten af kroppen, når øjne og ører er optaget af det, der sker i VR-brillerne og i de tilkoblede øretelefoner. For at du rent faktisk skal kunne mere end bare gå rundt i et virtuelt miljø, kræver det en eller anden form for controller til hænderne.

Annonce:

Disse controllere er som regel temmelig gaming-agtige, udformet med håndtag og knapper, som var de et joystick. Det afgrænser allerede med det samme VR-oplevelsen til at være noget, der har med spil at gøre. Det ville jo være noget mere realistisk, hvis du blot kunne løfte armene og gribe med hænderne for at tage fat i noget, for eksempel.

Men det er præcis, hvad der kan blive muligt med Vive Wrist Tracker fra HTC. Den sidder på håndleddet som et ur eller et armbånd, men kan ifølge HTV tracke, hvad du foretager dig fra fingerspidserne og helt ned til albuen.

Dyrt legetøj

Det betyder, at dine hånd- og armbevægelser ikke længere blot opfanges af f.eks. kameraer, der sidder på headsettet og derfor kan være unøjagtige.

Samtidig sidder der en såkaldt IMU (Inertial Measurement Unit) i Wrist Tracker’eren, der som andre VR-armbånd hele tiden holder øje med din arms position i højden, hvor vinklet den er, og så videre. Disse data sendes så videre til VR-headsettet, der inkorporerer dataene i, hvad der sker inde i brillen.

Wrist Tracker’eren er lavet specifikt til HTC Vives topmodel indenfor standalone-headsets til VR, Focus 3. Denne model er nærmest at betragte som et professionelt VR-headset med en pris på over 11.000 kroner (inklusive de førnævnte controllere).

Wrist Trackeren koster 129 Euro, så når den lander i butikkerne senere på året, skal du altså lægge cirka en tusse oven i, hvad du allerede har betalt for headsettet. Men det er måske ikke så meget netop denne model, der er interessant, som hvad den repræsenterer. Der sker helt sikkert ting og sager i udviklingen af VR-grej lige nu.

 

Andre CES nyheder. Se også: CES Tema

 

Annonce:
Forrige artikelNye Technics-hovedtelefoner spiller i op til 60 timer på en opladning
Næste artikelSonos vinder: Google skal ændre smarthøjttalere
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.