Forside * Nyheder

Kør over 1000 km på en opladning med nyt Nio-batteri

-
Nio ET7 (Foto: Nio).

Med et 150 kWh-batteri ombord, kan en Nio ET7 fragte dig helt til München fra København uden at komme i nærheden af en ladestander. Men det er ikke billigt.

Det begynder nu for alvor at ligne noget med batteriudnyttelsen i elbiler. Vi er stadig i de tidlige stadier af brugen af solid-state-batterier i elektriske køretøjer, men nu har kinesiske Nio præsenteret en ny model i en konfiguration, der begynder at tage hul på denne fremtid.

Nios ET7-model kan fås i en version, hvor du “abonnerer” på batteriet sideløbende med køb eller leasing af selve bilen. Med “BaaS” (Battery As A Service) kan du således skifte batteriet ud efter behov. Nu har Nio så annonceret sådan et abonnementsbatteri, der er på hele 150 kWh, hvilket ifølge Nio er det største elbil-batteri på markedet.

Annonce:

Det giver ET7 en potentiel rækkevidde på over 1000 kilometer per opladning. I teorien betyder det, at du vil kunne køre helt ned til München, før du skal forbi en ladestander. Og ture til såvel Amsterdam, Berlin, Frankfurt, Bruxelles eller London kan klares helt uden frygt for at batteriet løber tør for strøm.

Det skal sammenlignes med at topmodellerne blandt andre elbil-mærker typisk ligger fra et sted mellem 600 og 700 kilometer på en opladning og nedefter. Og blandt benzinbiler er det kun de allermest benzineffektive modeller, som f.eks. Toyota Yaris, der kan konkurrere med dette.

Direktøren testede det selv

I teorien kan du med Yaris’ens 40L-tank og dens optimale benzinforbrug på 26 km /liter køre 1040 km, før du skal forbi en tankstation. I såvel Nio ET7- og Yaris-tilfældet er det dog næppe sandsynligt, at alle disse kilometer bliver kørt med optimalt energiforbrug. Det påfaldende her er dog, at elbiler nu ser ud til at være på vej til at overhale benzinbiler, når det gælder afstanden mellem påfyldninger og opladninger.

Nios medstifter og direktør William Li (t.v.) på sin 1044 km lange testtur (Foto: Nio)

Og så skal man jo, som med alle andre marketing-udbasuneringer, tage Nios PR-udmelding med et gran salt. Dog hjælper det en lille smule på troværdigheden, at Nios direktør og medstifter William Li, selv testede rækkevidden med en køretur på 1044 km over 14 timer (inklusive toilet-pauser med mere), hvor han og en med-chauffør holdt en gennemsnitshastighed på 83,9 km/t. Det skriver Car News China.

Hele turen blev livestreamet på nettet, så det er begrænset, hvor meget, der kunne snydes med det. Det store batteri er lavet af kinesiske WeLion New Energy Technology, er af semi-solid state-typen og har en energitæthed på 360 Wh/kg for enkeltceller og 260 Wh/kg for det samlede batteri.

Vi ved endnu ikke, om de danske Nio-forhandlere har tænkt sig at tilbyde leasing af det store batteri. Men hvis de gør, skal potentielle aftagere virkelig have behov for at køre langt uden at lade op. Ifølge Nios bestyrelsesformand kommer batteriet alene til at koste cirka det samme som en Nio ET5-model. Og sådan én starter ved omkring 408.000 kroner i Danmark.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.