Forside * Nyheder

Efter copyright-udløb: Nu kommer slasher-filmen med Mickey Mouse

-
(Foto: Into Frame Productions)

Den 1. januar udløb Disneys ophavsretsbeskyttelse på verdens mest kendte mus, og der er allerede udsendt en trailer for en horrorkomedie med Mickey i centrum.

Det tog ikke lang tid. Vi skriver 2. januar i dag, og det betyder, at den allertidligste version af Mickey Mouse nu ikke har været beskyttet af copyright i en dags tid. Og således landede der naturligvis allerede inden for de første 24 timer af årsskiftet en trailer for en slasher-film, hvor Mickey Mouse slår uskyldige (og ifølge genrekonventionerne knapt så kloge) teenagere ihjel.

Filmen hedder ’Mickey’s Mouse Trap’ og foregår øjensynligt i en forlystelsespark, hvor ’Steamboat Willie’ fra 1928 bliver vist på en gammel projektor. Det er tegnefilmen, hvor Mickey Mouse dukker op første gang, og som Disney har kæmpet for sin copyright på igennem næsten et helt århundrede.

Annonce:

Vi ser dog også, hvad der ligner en gammel Mickey Mouse-maske, som morderen i filmen ser ud til at iklæde sig, efterhånden som jagten på teenagerne går ind. Så det er vist ikke noget med at 1928-versionen af verdens mest kendte mus hopper ned fra lærredet og begynder at myrde løs.

Hvis du synes, det virker lidt fjollet, kan vi berolige dig med, at der er tale om en horror-komedie. Så filmen tager altså ikke sig selv særligt alvorligt, på samme måde som den fremragende ’Cocaine Bear’ heller ikke gjorde det sidste år.

Følger efter Peter Plys-blodrus

Det var også ret forventeligt, at en film, der bruger Mickey Mouse til noget kontroversielt ville dukke op lige så snart, ’Steamboat Willie’ overgik til det åndelige fælleseje. Vi så et velkendt forhåndstilfælde sidste år med filmen ’Winnie the Pooh: Blood and Honey’, hvor Peter Plys og Grisling går amok i en blodrus.

(Foto: Into Frame Productions)

Det skete også efter at karaktererne overgik til det offentlige domæne og A.A. Milnes figurer ikke længere var ophavsretsbeskyttede per 1. januar 2022. Det er dog værd at vide, at selv om figurerne nu kan anvendes frit, gælder det ikke alle fremstillinger af dem. Disneys visuelle version af Peter Plys, som dukkede op i 1966, er f.eks. stadig rettighedsbeskyttet.

Således er det også kun den version af Mickey Mouse, der kan ses i ’Steamboat Willie’, der nu er frit anvendelig. I 1939 skiftede designet af Mickey Mouses øjne for eksempel stil i tegnefilmen ’Mickey’s Surprise Party’, og denne version af den kendte musekarakter kan ikke bruges frit endnu.

”Fjollet”

Det er således også ’Steamboat Willie’-udgaven, der finder den store kniv frem i ’Mickey’s Mouse Trap’. Den er instrueret af Jamie Bailey, der i en udtalelse kalder det hele ”fjollet”: ”Det er ’Steamboat Willie’-Mickey Mouse, der render rundt og myrder folk. Det havde vi det ret sjovt med, og det synes jeg, man kan se.”

Der er foreløbig ikke sat en konkret premieredato, men producerne bag filmen satser på marts måned ifølge Hollywood Reporter. Det står dog ikke engang klart, om filmen har fundet et distributionsselskab endnu.

Peter Pan, som i karakteren skabt af J.M. Barrie, er også overgået til det offentlige domæne pr. 1. januar, men der er ikke noget nyt om nogen slasherfilm med drengen, der nægtede at blive voksen… endnu.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.