Forside * Nyheder

Apple-analytiker: iTV-produktion er på trapperne


Et af de mere spændende mock-up bud på, hvordan et evt. Apple-fjernsyn kunne komme til at tage sig ud.


En analytiker fra firmaet Jeffries peger nu på, at Apples første TV-model kommer på gaden i fjerde kvartal, men allerede vil begynde at blive fremstillet indenfor et par måneder.


Måske er Apples flad-TV, der har allerede har fået kælenavnet iTV, tættere på en lancering, end de fleste af os går og tror. Ifølge Peter Misek, der analyserer Apple for det store aktiehandlerfirma Jeffries, går produktionen af TV’et allerede igang i andet kvartal, og kan altså måske allerede begynde i næste måned.


Misek baserer dette på informationer, han har fået af de producenter i østen, der skal levere komponenterne til Apples TV. Især skulle skærmleverandørerne allerede være begyndt at modtage de basiskomponenter, som skærmene skal laves af.


Ifølge Misek skulle produktionen for alvor gå igang henover maj og juni, hvilket skulle muliggøre en lancering i fjerde kvartal, hvilket passer med andre rygter, der flyver omkring på nettet for tiden. Her forlyder det også, at Apple vil lancere en streamingtjeneste i stil med Netflix og Hulu op til jul.


Misek regner med at der vil produceret et sted mellem to og fem millioner apparater i første omgang, og en produktionsstart i andet kvartal ville give Apple mulighed for at fylde lagrene, inden lanceringen finder sted i det sene efterår.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.