Forside Nyheder

Ny HTC-software virker ikke på netop lancerede modeller


 


Spritnye modeller som HTC Incredible S og Desire S vil ikke være i stand til at køre firmaets helt nye Sense 3-software, der netop er blevet afsløret


Har du netop smidt penge efter en ny HTC Incredible S eller Desire S-mobil, så har vi dårligt nyt. Din nye mobiltelefon vil ikke kunne opgraderes med den nye HTC Sense 3-brugeroplevelse, som firmaet netop har præsenteret i forbindelse med annonceringen af den nye HTC Sensation-mobil i London.


“Grundet Sense’s hardwarekrav vil kun vores nyeste enheder være i stand til at understøtte det,” har en talsperson for HTC skrevet på Twitter.


Den nye HTC Sense 3-brugeroplevelse leverer blandt andet en ny grafisk brugerflade med 3D-widgets, en 360-graders menu og en multifunktionel låseskærm.


Som det ser ud lige nu, så er det kun den netop annoncerede HTC Sensation med Android 2.3 og 1,2-gigahertz dualcore-processor samt firmaets kommende HTC Flyer tablet-computer, der vil understøtte den fulde totaloplevelse i HTC Sense 3.0.


Det betyder at nye mobiler som Incredible S og Desire S ikke får adgang til løjerne selvom HTC tidligere har lovet opgraderinger af mobilerne til Android 2.3. Siden den første besked på Twitter har HTC dog taget et skridt tilbage og meddeler nu, at selvom ikke alle aspekter af HTC Sense 3 vil virke på Incredible S og Desire S grundet kravende til hardwaren, så vil man forsøge at implementere andre funktioner, der vil køre på de ældre modeller.


HTC fik udbredt kritik på Mobile World Congress tilbage i februar for at lancere netop Incredible S og Desire S med forholdsvis gammel indmad. Samtidig præsenterede konkurrenter som Samsung og LG nye modeller med potente dualcore-processorer akkurat som i den nye HTC Sensation.


 

Annonce