Forside Nyheder

Hotmails afløser har 25 millioner brugere


Microsoft er godt i gang med langsomt at aflive sin Hotmail-tjeneste.


Det er blandt andet sket ved at de har lanceret Outlook.com, hvor det lidt gammeldaws Hotmail-interface er blevet erstattet af et nyt, der både er touch-venligt og mere strømlinet i stil med den næste version af Office.


Opdateringen er blandt andet sket, fordi Microsoft gerne vil ud og stjæle nogle af Googles Gmail-kunder. Og det er åbenbart lykkedes i et vist omfang. I hvert melder softwaregiganten nu, at ud af de 25 millioner nye Outlook.com-brugere, der er kommet til på de sidste fire måneder siden lanceringen, kommer ca. en tredjedel fra Gmail.


Microsofts udmelding fortæller dog ikke noget om, hvorvidt disse Gmail-kunder er forblevet Outlook.com-abonnenter.


Endnu et forsøg på at vinde Gmail-brugernes gunst er sket gennem lanceringen af en dedikeret Outlook.com-app til Android, der netop er blevet tilgængelig i Google Play Store.


Hotmail står dog stadig for langt de fleste af Microsofts webmail-brugere og havde i 2011 369 millioner brugere. Gmail er dog endnu større med 423 millioner brugere, målt i juni 2012.

Annonce