Forside Nyheder

YouSee WiFi i fem nye byer


 


YouSee går til fase 2 i projektet om at skabe et (næsten) landsdækkende trådløst netværk, og nu kommer 5 nye byer til.


Efter at være kommet godt fra start i pilotbyen, Varde, går YouSee nu videre til fase to med projektet om at skabe et landsdækkende trådløst netværk.  I løbet af den kommende måned åbner selskabet trådløse netværk i fem større provinsbyer, så bredbåndskunderne i disse byer kan komme på nettet også uden for hjemmet.


Den første af de fem byer er Skanderborg i Østjylland. Her får bredbåndskunderne i den lokale antenneforening fra i dag adgang til et fælles WiFi. I begyndelsen af november kommer turen til Esbjerg og Grindsted i det sydvestjyske, og endelig kobles Korsør og Ringsted på senere i november.


Ifølge afdelingsdirektør i YouSee, Eva Tetsche, er planen at skabe et fælles, landsomfattende WiFi-netværk for de godt 400.000 bredbåndskunder hos YouSee.


På langt sigt er planen, at kunderne også skal kunne komme på trådløse netværk i udlandet som del af deres YouSee-abonnement. Af samme grund leder YouSee efter en international samarbejdspartner.


 


 






 


 







Fakta om YouSee WiFi


Som udgangspunkt bliver alle bredbåndskunder med egnede modem automatisk sluttet til det fælles netværk. Hvis man ikke ønsker at deltage, skal man meddele det til YouSee.


Alle bredbåndskunder får automatisk mulighed for at anvende det fælles netværk.


YouSee søger for den nødvendige ekstra kapacitet til kunder, der indgår i det fælles netværk, så det ikke går ud over kundens egen bredbåndsforbindelse. Forbruget på det fælles netværk bliver ikke medregnet i kundens bredbåndsforbrug.


Rækkevidden på et modem vil være op til ca. 75 m under gunstige forhold. Bevoksning og placering af modemmet i bygningen kan forringe rækkevidden betydeligt.


YouSee forventer som udgangspunkt at afsætte en båndbredde på 10 Mbit/s på hvert enkelt modem til det fælles netværk. Den enkelte bruger vil få tildelt en hastighed på 2-4 Mbit/s.


Selvom kundens private trådløse netværk og det fælles netværk bruger samme modem, vil de to netværk være 100 pct. adskilte. Der vil ikke være risiko for, at fremmede kan få adgang til kundens private net, så længe kundens eget WiFi er krypteret.


En undersøgelse blandt brugerne af netværket i Varde viser, at de typisk bruger det på deres smartphone til at browse på internettet og tjekke mails. Derudover bruges det primært på vejen, men også hos naboen og på cafe.

Annonce