Apple på vej med mobil-betaling


Apple er ifølge troværdige kilder ved at udvikle en mobilbetalings-tjeneste.


Det skriver Wall Street Journal i hvert fald, som plejer at have nogle af de mest pålidelige kilder, når det gælder Apple.


Betalingstjenesten skulle angivelig være en udvidelse af det koncept, man kender fra f.eks. iTunes, hvor man har et kreditkort registreret og så kan købe med bare få klik.


Da iPhone 5S i sin tid kom frem, var der mange, der undrede sig over, at dens fingeraftryk-sensor kun kunne verificere køb i Apples egne butikker. Ifølge Wall Street Journal er det dog en lignende tjeneste, som Apple barsler med, så sandsynligheden for at sensoren kommer i spil er ret høj.


Wall Street Journal skriver, at det er manden, der skabte iTunes, Eddy Cue, der står i spidsen for initiativet, og at han allerede holder møder om eventuelle samarbejder.


Det skal for god ordens skyld nævnes, at der ifølge Wall Street Journal både er tale om online-betaling og betaling i fysiske butikker.

Annonce