Forside Indhold og distribution Film

Første trailer for ’Blade Runner 2049’ er ude

-

Nu har vi fået et indblik i, hvordan den meget længe ventede opfølger til ’Blade Runner’ kommer til at se ud.

Den første teaser-trailer for filmen, der får premiere til sommer, er netop blevet sluppet ud på nettet, og det ser ud som om, det hele kommer til at gå op i en højere enhed for projektet. Da det i 2015 blev annonceret, at fransk-canadieren Denis Villeneuve skulle instruere i stedet for Ridley Scott, var der mange, der blev både skuffede og mistænkelige.

Men så landede først den ultraspændende thriller ’Sicario’ i 2015 og i år har Villeneuve fanget alle sci-fi-fans hjerter med den fremragende ’Arrival’.

Nu er der pludselig en hel del begejstring omkring, at Villeneuve instruerer filmen, og at det er den legendariske, britiske fotograf Roger Deakins, der også skød den første ’Blade Runner’, der er bag kameraet. Hampton Fancher, der skrev den første film, er også med på manuskriptsiden igen.

På rollelisten finder vi Ryan Gosling, Jared Leto, Lennie James, Robin Wright og så naturligvis Harrison Ford i rollen som Rick Deckard, formentlig hans tredjemest kendte rolle efter Han Solo og Indiana Jones.

Kan det gå galt? Det kan det formentlig. Men skal man dømme efter traileren og ovenstående oplysninger er oddsne gode for, at vi får en hæderlig fortsættelse af en af verdens mest omdiskuterede, studerede og analyserede film.

Annonce